Hvad er vigtigst i arbejdet med at blive en dygtig folkeskolelærer? Og her skelner jeg mellem at være folkeskolelærer og friskole- eller privatskolelærer. Jeg formoder nemlig - og håber - at der er en forskel. Er det den relationelle praksis? Den faglige tilgang? Den strukturerede ”jeg griber alle bolde” - tilgang?

Spørger du mig, er det ingen af delene. Hvad det så er, vender jeg tilbage til.

Klokken har ramt middagspausen, og jeg sidder på lærerværelset. Egentlig på vej hjem, for jeg lovede mig selv at tage tidligere fri, som et kompromis til mit tankemylder, til gengæld for at få lov til at få noget søvn. Bare lidt. Ved siden af mig sidder vores arbejdsmiljørepræsentant, som jeg har fanget til en snak inden weekenden.

Det sidste halve år har der været forskellige alarmklokker, der ringede: Den daglige migræne, vejrtrækningen der spændte ben for samtalen med eleverne, og så var der nætterne.

Jeg har været i marken i seks år. Men dette skoleår er anderledes, uden at nogen egentlig kan sætte en direkte finger på, hvad det er.

Kommunens stresskonsulent anfægter den lange nedlukning, som har givet eleverne manglende sociale færdigheder og større mistrivsel, uden at vi som lærere eller skoler har modtaget ekstra midler til at imødegå dette behov. Andre anfægter klasseloftet og den mislykkedes inklusion.

Knuden i min mave bliver tungere, og mens jeg sidder der i frokostpausen, får tårerne frit løb.

Heldigvis er jeg ansat på en skole, hvor det at få lov til at læsse af på lærerværelset, er helt okay - og så er der ofte en kollega, der griber dig. For mig var disse tårer starten på en sygemelding. Det var i hvert fald det, som lægen fortalte, da jeg bad ham fikse noget medicin, så jeg kunne komme retur til eleverne igen. Det kom jeg ikke før flere uger senere.

Mens jeg gik hjemme, blev brandslukningstankerne afløst af de mere reflekterende. Vores hverdag i folkeskolen er blevet meget mere hektisk, trods mine små seks år i marken.

Samtalerne på lærerværelset efter en kaotisk time, et frikvarter, eller et møde har trange kår.

”Hvordan gik det?” plejer vi at spørge hinanden derinde på lærerværelset. Måske når vi at sidde et par minutter, inden der er afbrydelser, fordi en forælder banker på, et barn mangler din hjælp, eller fordi du skal slukke den ildebrand, der igen er opstået nede ved eleverne i frikvarteret.

Måske kommer du i tanke om, at du heller ikke i dag nåede at forberede næste dansktime, og må derfor hurtigt afslutte den ellers vigtige samtale med din kollega, inden klokken ringer om fem minutter.

Langsomt forsøger jeg at vende retur til timerne og til kollegerne. Jeg møder ind til et lærerværelse fyldt med omsorg. Et lærerværelse, hvor vi taler om det at være stressramt og hvordan langt de fleste har kendskab til netop det.

”Dengang jeg oplevede..” hører jeg mange sige, og lige der, midt i min egen ensomhed, går det op for mig, at vi i virkeligheden er mange.

Men vi glemmer at tale sammen om det, der er svært i skolen - eller rettere vi har ikke tiden til at tale om det, der er svært.

Det er som om, at den der ’ja-hat’, som blev opfundet under lockouten, stadig spøger endnu. I starten af min sygemelding følte jeg mig enorm ensom, og den ensomhed kunne være undgået, hvis vi også i skolen en gang imellem prioriterede at snakke om det, der er svært. Om de udfordringer vi har - også de personlige i arbejdet.

For jeg er tydeligvis ikke den eneste, som synes, at det er svært at være lærer i dag og leve op til alle de velmenende krav, der flyver ind fra forældre, ledere, skolepsykologer, sundhedsplejersker, forvaltningen, inklusions- og læringskonsulenter. For slet ikke tale om de skiftende regeringers fokus på, hvilken retning folkeskolen skal gå.

Og lige dér, mens jeg er tilbage på lærerværelset, går det op for mig, hvad en dygtig lærer består af. Svaret finder jeg hos flere af mine kolleger, som på forskellig vis udtrykker, at hvis man skal være i det her game, så skal man kunne sortere groft i de krav, der blevet stillet fra alle parter.

”Du bliver nødt til at springe op og falde ned på det”, ”luk øjnene og ørerne”, ”øv dig i, at springe over, hvor gærdet er lavest”.

Og de har ret.

Med de rammer og manglende ressourcer og gentagende besparelser, som har ramt folkeskolen, så er det en mental tilgang, som er altafgørende, hvis du skal overleve i jobbet som folkeskolelærer.

For hvis du har svært ved at acceptere og være i den mentale tilgang, så er det fuldstændig ligegyldig, om du er dygtig relationel og fagligt, og om du er nysgerrig, punktlig og mørkegrøn.

Ofrene i denne sørgelige mentale tilgang, er ikke mine kolleger og jeg - det er eleverne og deres familier.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.