Debat

Mere selvbestemmelse til lærerne vil resultere i spændende undervisning, mener Anders Peter Nielsen.

Debat: Hvis vi skal gøre op med ”røvkedelig” undervisning, skal lærere vælge læremidlerne

Det skorter ikke på holdninger til undervisningen i folkeskolen. Det samme gælder for typen af læremidler, der benyttes. Måske skulle man give lærerne mere medbestemmelse, skriver Anders Peter Nielsen.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har for nylig sagt, at han gerne vil have en undervisning, som er lidt mindre ”røvkedelig” og i stand til at inspirere flere børn. Til det formål ønsker han sig blandt andet flere analoge læremidler.

Det er han ikke ene om. Der er nemlig flere stemmer i debatten, som giver udtryk for, at brugen af digitale læremidler snart sagt fylder det hele.

Lægger vi påstandene sammen, så står vi med et problem i skolen: Røvkedelig og primært digital undervisning.

Jeg har en idé til, hvordan vi løser problemet

I Lærerundersøgelsen spurgte jeg bl.a. til brugen af digitale læremidler, hvilke typer der blev benyttet, og ikke mindst om lærerne rent faktisk savnede analoge læremidler.

Det gjorde de. I hvert fald en stor del af dem, måtte man forstå.

Men tænk nu, hvis det ikke kun er analoge læremidler, som lærerne savner. Tænk, hvis det er noget andet, der kunne være med til at løse problemet.

Her tænker jeg ikke på forberedelsestid, som jeg også spurgte ind til, men på noget så simpelt som muligheden for selv at vælge de læremidler, man skal bruge i sin undervisning.

Jeg vil ud fra egne erfaringer og samtaler med mange lærere påstå, at muligheden for at vælge de læremidler, man ønsker at bruge, er vigtigt for arbejdsglæden.

I 2017 og 2022 viste rundspørger blandt lærere desværre, at mange oplever, at de har begrænset indflydelse på valget af de læremidler, de bruger med eleverne.

Lærerundersøgelsen

1.308 lærere svarede på Anders Peter Nielsens spørgsmål, da han satte sig for at undersøge lærernes hverdag anno 2023.

Spørgeskemaundersøgelsen er ikke repræsentativ, og den kan ikke kategoriseres som forskning.

Målet er derimod at få lærernes stemmer, beretninger og oplevelser frem i debatten.

I 2023 er situationen uændret, da kun 28 procent af lærerne i min spørgeskemaundersøgelse svarer, at de har været med til at vælge læremidler i alle de fag, de underviser i.

Og her taler vi både om analoge og digitale læremidler.

Har nogle lærere mere indflydelse end andre?

Der er ingen forskel i forhold til indflydelsen, når vi ser på klassetrin. Men ser vi på anciennitet, tegner der sig et mønster. Det lader til, at lærere med størst anciennitet også har haft størst indflydelse på valget af læremidler.

I gruppen af lærere med et halvt til fire års erfaring har knap tre gange så mange lærere svaret nej til, at de har indflydelse, hvis man sammenligner med dem, der har svaret ja.

Ser vi i stedet på gruppen af lærere, der har arbejdet som lærer i 20 år eller mere, så oplever væsentligt flere, at de har haft indflydelse i nogle eller alle deres fag.

Hvad med muligheden for at vælge og brugen af digitale læremidler?

Hvad angår indflydelsen i forhold til valg af læremidler og brugen af digitale læremidler, så er der interessante forskelle.

Lærere, der ikke har været med til at vælge, anvender næsten dobbelt så ofte digitale læremidler i alle deres lektioner sammenlignet med de lærere, der er med til selv at vælge.

Fire løsningsforslag

Umiddelbart er der i mine øjne fire løsningsforslag:

  • Vi accepterer, at tingene ser ud, som de gør
  • Man lader lærerne bruge egne penge på læremidler
  • Lærerne skaber selv de læremidler, de ønsker
  • Der afsættes flere penge til at købe læremidler
  • Måske ikke overraskende er jeg selv størst tilhænger af de to sidste løsninger, hvor den sidste nok er den mest realistiske med de mange opgaver, lærerne også skal løse ved siden af.

I Danmark brugte vi trods alt kun 501 kroner på læremidler pr. elev i 2021, mens de i Norge til sammenligning brugte 1.180 kroner, viser en undersøgelse fra Danske Undervisningsforlag.

Min store bøn er, at lærerne får lov til at vælge hvilke læremidler de ønsker sig, og mulighed for at vælge, om det skal være analoge og/eller digitale læremidler. Værdien ligger vel i variationen?

Jeg tror nemlig ikke på, at nogle lærere vågner op om morgenen og tænker "i dag skal min undervisning være røvkedelig", men måske oplever de, at de ikke har andre muligheder.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk