Annoncen fra Ateistisk Selskab

Forsvar for minikonfirmationerne

Flere parter imødekommer nu den kritik af de såkaldte minikonfirmationer, som blev fremsat i Ateistisk Selskabs annonce i fagbladet Folkeskolen den 8. marts i år. Annoncen er virkelighedsfjern og banal, lyder kritikken.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som tidligere fortalt på folkeskolen.dk har Ateistisk Selskab ikke meget til overs for de såkaldte minikonfirmationer. Selskabet har gennemført med en større kampagne mod fænomenet og indrykkede derfor en annonce i fagbladet Folkeskolen.

Ateister går til angreb på minikonfirmationer

Det har givet debat.

Flade Jesus-sandaler Susanne Møller Olsen, Eva-Maria Schwarz og Rebecca Rudd, sognepræster og medlemmer af Frit Forum for Folkekirkens Fremtid mener i et indlæg i Folkeskolen, at Folkekirkens tilbud om at blive "minikonfirmand" er med til at fjerne noget af den mystik, kirken måske er omgærdet med for de mindre elever. Samtidig kalder de Ateistisk Selskabs kritik for skinger og frarevet virkeligheden.

Minikonfirmander

"Bagtanken er ikke at overbevise børnene om den rette lære, men at præsentere dem for kristendommens historier, og at åbne dørene for en bygning, de kender så godt udefra. Naturligvis taler vi til børnene i øjenhøjde, leger og er kreative, alt andet ville ikke give mening", skriver de.

Lærerstuderende Malene Jørgensen fra Haderslev står bag et andet kritisk indlæg i bladet. Hun takker Ateistisk Selskab for, hvad hun kalder "banale postulater" og "det morsomme indslag" og mener ikke, at de færdiguddannede lærere har brug for selskabets hjælp til at undervise i religion - eller manglen på den.

"På linjefaget beskæftiger vi os faktisk med kirke- og idéhistorie på en måde, så de forskellige konflikter, der gennem tiden har eksisteret mellem religiøse og ikke-religiøse perspektiver på mennesket og dets tilværelse, fremtræder nuanceret. Vi har læst religionskritik, og vi har faktisk også forholdt os til diskussionen om tro, tænkning og viden ud fra religionsfilosoffer fra både senantikken, middelalderen, oplysningstiden og nyere tid. Ateistisk selskab formulerer sig i annoncen med en skråsikkerhed, der synes at vidne om, at de slet ikke har forstået forholdet mellem tro, tydning og viden", skriver Malene Jørgensen.

Tak til Ateistisk Selskab