K vil give elever lov til at skifte en ugentlig skoledag ud med en arbejdsdag

Op mod 20 procent af skoletiden for elever i 8. og 9. klasse skal kunne foregå hos en virksomhed eller på en erhvervsskole, så de kan få et indtryk af, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til, foreslår de Konservative.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De Konservative foreslår at indføre et praksisfagligt spor i udskolingen, hvor eleverne kan få mulighed for at skiftet skoledagen ud med en arbejdsdag.

Det fortæller formand for de Konservative Søren Pape Poulsen i et interview med Avisen Danmark.

Forslaget skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

"Vi skal have mere praksisfaglighed. Og gerne i den rigtige virkelighed. Ideen er ikke, at det skal være i sløjdlokalet hele dagen. Det handler om, at eleverne skal komme ud og finde ud af, at der rent faktisk er brug for dem og dét, de kan".

"Kommer du som 13-årig ud blandt en flok smede, så er de knapt så pædagogisk indstillede, som du er vant til fra skolen. Der er ikke så mange diskussioner om, hvad vi skal. Og sjovt nok befinder denne slags unge sig fantastisk i sådanne miljøer, fordi det hele ikke er til debat", siger Søren Pape Poulsen til avisen.

Minister og DLF er enige: Folkeskolens undervisning er blevet for teoretisk

Konkret skal elever i 7. klasse have lov til at være en halv dag om ugen på en virksomhed eller erhvervsskole, mens de i 8. og 9. klasse skal kunne udskifte en hel ugentlig skoledag med en arbejdsdag.