Det første, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Per Fibæk Laursen kommer i tanke om, når man spørger ham om et godt råd til nybagte lærere, er, at de skal træde i karakter som lærer, i samme øjeblik de går ind gennem skoleporten første gang. De skal se i øjnene, at nu er de ikke længere elever. Nu er de lærere.

»Det, der kommer allerførst, hvis man aldrig før har undervist, er selve det at påtage sig lærerrollen og få gjort sig klart helt ind til marven af knoglen, at nu er jeg altså lærer. Det lyder måske banalt, men jeg har set en del lærerstuderende, der i deres praktik har haft svært ved at få sjælen med over på den anden side af katederet. De opfatter sig som en slags ældre kammerater til eleverne. At få sig gjort klart, at nu er man altså lærer, nu har man ansvaret for at lede og styre det her, det skal man have på plads til en start«, siger han, der har en fortid som seminarielærer.

Sammen med adjunkt ved University College Syd Helle Bjerresgaard har han skrevet bogen »Praktisk pædagogik - Metodik i folkeskolen«. Det er den første metodebog i skolesammenhæng i Danmark i 40 år.

De har skrevet den, fordi mange lærerstuderende og nyuddannede lærere i de senere år har efterspurgt en bog, der kunne hjælpe dem med det undervisningsmæssige håndværk. Forfatterne har samlet viden ind fra erfarne lærere og fra pædagogisk forskning om, hvad der virker i undervisningen. Det er blevet til en bog med mange konkrete råd. En bog om det undervisningsmæssige håndværk. Det er derfor nærliggende at bede forfatterne videregive de væsentligste fif. Det vil de hellere end gerne, men først må Helle Bjerresgaard, der har været lærer i folkeskolen i 27 år, komme med en besværgelse:

»Vi slutter hvert kapitel med råd, og Per og jeg har diskuteret, om man kan tillade sig det. Er det ikke meget kogebogsagtigt og gammeldags? Men vi mener netop, at det skulle da være pokkers, om det her skulle være den eneste profession, som ikke har en håndværksmæssig kerne, som man kan prøve at finde ind til«, siger hun, der finder det tankevækkende, at der ikke er blevet skrevet en metodikbog i mange år.

»Man har været lidt håndsky over for metodik. Man skulle bare springe ud, og så var man en autonom lærer, der dannede sig selv. Men det går grumme galt sommetider, kan vi se. Når nyuddannede lærere kommer tilbage på et kommunalt kursus efter et år, er de frygtelig trætte. De kan ikke få skilt sig selv ud og sige: Jeg er den person, jeg er, privat, men nu er jeg en del af en profession«.

Hun mener, at der er en kerne i professionen, som handler om metoder og redskaber, som man ikke skal være bleg for at se i øjnene. Det er ikke nødvendigt at opfinde det hele fra bunden hver gang.

»Men man skal forholde sig til vores råd. Vi kommer ikke ind og siger normativt, hvad der er rigtigt og forkert. Vi giver nogle forstyrrelser, som man kan tage med og prøve af og så finde sig selv som lærer«, siger hun.

Og så til rådene. Den nyuddannede skal træde i karakter som lærer fra dag ét. Hvordan gør man det?

»Kropssproget er en del af det. Man forsøger så at sige at fylde rummet - stiller sig op midt i klassen og taler højt og klart, så man signalerer sikkerhed. Så eleverne forstår, at det er én, der leder aktiviteterne her i klassen. Stiller sig op med den tyngde og autoritet, der hører til lederrollen«, siger Per Fibæk Laursen og trækker et andet vigtigt redskab op af værktøjskassen: Læg en plan for, hvad der skal ske i lektionen.

»Igen er det måske meget grundlæggende og banalt, men man kan godt møde praktikanter, der ikke er forberedt på, hvor vigtigt det er at lægge en plan, og heller ikke ved, hvordan man gør. Man skal blandt andet have nogle alternativer klar, hvis nu ikke eleverne forstår de første eksempler, man bruger. Hvad gør man så? At lægge en plan med nogle alternativer og få tænkt lektionen igennem er en helt grundlæggende del af håndværket«, siger han.

Helle Bjerresgaard trækker et andet trick frem: Kom til tiden.

»At komme til tiden lyder banalt, men det er ikke noget, der ligger naturligt altid. Når klokken ringer, rejser man sig fra lærerværelset, og så går der jo rent faktisk et stykke tid, inden man kommer ned i klasselokalet. Man må gerne være der lidt før eller som minimum samme tid som eleverne, så man kan begynde timen med ro«, siger hun.

Et springende punkt er evnen til at sætte sig i elevens sted, mener Per Fibæk Laursen.

»Når man har lagt en gennemtænkt plan for undervisningen, må man bestræbe sig på at leve sig ind i, hvad der sker i eleverne - hvordan ser de her aktiviteter ud fra deres synspunkt? Er det meningsfuldt for dem? Hvordan kan man begrunde emnet? Knytte det an til deres verden? Hvad er det, der overhovedet foregår i hovedet på eleverne? Man må prøve at blive fortrolig med, hvordan verden og faget ser ud fra elevperspektivet. Det er også en helt grundlæggende del af håndværket«, siger han.

Han anbefaler unge lærere at bruge en del tid på at kikke på erfarne lærere. At spørge om lov til at sidde med i undervisningen og se, hvordan de gør. Og også at få en kollega til at se på ens egen undervisning og give feedback.

»Det gør man jo under læreruddannelsen, men det er også klogt at gøre det som færdiguddannet lærer«, siger han.

»Når man kommer ud på skolen som nyuddannet, er man mutters alene, og det kan godt tage pippet fra nogen«, supplerer Helle Bjerresgaard. Per Fibæk Laursen tilføjer: »Et helt basalt råd er at søge hjælp«.

Det er som at trykke på en knap. De gode råd vælter ud af adjunkten og professoren.

»Hvis man lover eleverne noget, skal man holde det. Hvis man siger: Nu afleverer I stile på fredag, og så får I dem tilbage næste fredag, så skal man holde den deadline. Jeg har hørt om så mange dårlige undskyldninger: Mit barn har spildt kaffe på jeres opgaver, så jeg synes ikke, I skal have dem. Eller de ligger i den taske, som er blevet stjålet. Eller de ligger i sommerhuset - fordi læreren ikke har fået dem rettet«, siger Helle Bjerresgaard.

Hvis man har lovet at hjælpe Benjamin med at finde sin scooternøgle efter skole, så skal man huske at gøre det. Hvis læreren ikke holder, hvad hun lover, devaluerer det hendes fremtræden. Hele personligheden og faktisk også hele faget. Eleverne gider ikke det fag, fordi de ikke kan stole på deres lærer, mener hun.

»Man skal holde det, man lover. Man skal simpelthen være den stringente personlighed, som de kan stole på, læne sig op ad. Mange gange er læreren jo det faste holdepunkt i elevernes liv. Det er det, der er lidt skræmmende, også for en nyuddannet lærer«, siger hun.

Nu er det Per Fibæk Laursens tur. Han anfører, at det skal være tydeligt for eleverne, hvad læreren egentlig forventer af dem i den givne lektion.

»Ofte er det svært for elever at forstå, hvad læreren vil have dem til. Undersøgelser viser, at en årsag til uro ofte er, at eleverne ikke forstår, hvad de skal. Det er en grundlæggende del af håndværket: At være tydelig i ledelsen af eleverne«, siger han.

Helle Bjerresgaard: »Målet for opgaven må ikke være for bredt, det skal være koncentreret, så det er til at forstå. Hvis man sætter eleverne i grupper eller parvis eller individuelt, så har læreren ofte ikke styr på, hvad der sker ude i grupperne - fordi hvis målet er misset, så er det, der sker ude i gruppen, gået i en anden retning, end hvad lærerens intention var. Der skal være en dækkeserviet, hvor der står, hvad de skal«.

Hun mener, at tydeligheden giver tryghed og gør det meget nemmere for eleverne at fordybe sig og komme i flow. Det har hun oplevet mange gange - fordi det er pindet ud til mindste enhed, hvad de skal. Det er også det, der er meningen med, at læreren bestemmer.

Eleverne vil gerne have, at læreren bestemmer, hvad de skal, for ellers ender det i hygge og måske ballade.

De to forfattere har først og fremmest skrevet bogen på grund af efterspørgslen, men den er også et opgør med den akademisering af læreruddannelsen, der blev indledt i 1960'erne.

»Vi skal ikke tilbage til den læreruddannelse, man havde i 1950'erne, men vi vil have et andet indhold i akademiseringen. Et indhold, der er mere ­empirisk orienteret. Mere orienteret imod, hvad der virker i undervisningen, og mindre orienteret mod abstrakte generelle teorier a la Habermas og ­Foucault«, siger Per Fibæk Laursen. |

Adjunkten og professoren

Helle Bjerresgaard og Per Fibæk Laursen har udgivet »Praktisk pædagogik - Metodik i folkeskolen« på Gyldendals forlag. Inspirationen til bogen kommer blandt andet fra et udviklingsarbejde, de gennemførte sammen med Lyshøjskolen i Kolding og University College Syd (UC Syd). Helle Bjerresgaard var lærer på Lyshøjskolen 1979-2006 og er nu adjunkt på UC Syd. Per Fibæk Laursen er professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

»Vi skal ikke tilbage til den læreruddannelse, man havde i 1950'erne, men vi vil have et andet indhold i akademiseringen. Et indhold, der er mere empirisk orienteret« Per Fibæk Laursen»Hvis man lover eleverne noget, skal man holde det. Hvis man siger: Nu afleverer I stile på fredag, og så får I dem tilbage næste fredag, så skal man holde den deadline« Helle Bjerresgaard