Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Lad mig slå fast, at jeg intet kender til sagen fra Borup Skole, ud over hvad jeg har hørt gennem medierne. Men mediedækningen og den politiske opmærksomhed på sagen kan i min optik ende med at skubbe til folkeskolens byggesten. 

Det kan lyde banalt, men skolen skal faktisk overholde gældende lovgivning. Også selvom det medfører frustrationer og vrede hos forældre og politisk harme.

Denne gang er det bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen, der kritiseres. Elever skal nemmere kunne smides ud af skolen, hvis de for eksempel krænker andre børn, lyder det fra politikere på Christiansborg.

Det sker ikke så tit, men jeg anvender bekendtgørelsen ofte nok til, at jeg kender sanktionsmulighederne. Jeg er heller ikke tilbageholdende med at anvende den, da den er et redskab, politikerne har givet til skolernes ledelse.

Men ordensbekendtgørelsen er ikke en ”strafbekendtgørelse”. Den er udarbejdet i forlængelse af folkeskoleloven, der kredser om pædagogisk understøttelse og en ressourceorienteret tilgang til handling omkring barnet.

Så hvis politikerne tror, at de med ordensbekendtgørelsen har givet skolelederne et redskab til at straffe børn og beskytte andre børn, er de i bedste fald uvidende.

Inklusionen fejler, hvis vi smider elever ud af skolen

Efter episoderne fra Borup Skole blev kendt i offentligheden, har undervisningsminister Mattias Tesfaye besluttet sig for at sætte gang i en landsdækkende undersøgelse, for at vurdere problemets omfang.

Ministeren vil også se på, om ordenbekendtgørelsen er et tilstrækkeligt skrapt redskab til at sanktionere børn, der begår forbrydelser mod andre børn.

Ministeren vil tage ”offerets perspektiv”. Det lyder sympatisk og rigtigt, men vi plejer jo at sige, at et samfunds reelle værdier spejler sig i måden, hvorpå vi behandler vores forbrydere.

Her er ”forbryderne” børn helt ned til indskolingen. Det mener jeg kalder på en vis grad af forsigtighed.

De børn, der begår handlinger som dem, vi hører om fra Borup Skole, har oftest svære udfordringer og livsvilkår. Derfor bliver det vanskeligt at gøre det nemmere at ekskludere elever, og samtidig havde en troværdig inklusionsdagsorden, som skal skabe øgede deltagelsesmuligheder for alle børn i folkeskolen.

Dette paradoks kommer til at skabe en uforenelighed, som vil splitte skolens aktører i forståelsen af folkeskolens kerneydelse med læring og trivsel for alle børn.

Skal skolelederne have den slags ”våben”?

Det er et politisk ansvar at værne om fællesskabets folkeskole. Jeg håber derfor, at politikerne vil tage en grundig drøftelse om den folkeskole, som de ønsker sig.

Jeg mener, at der i denne problemstilling rejser sig nogle centrale spørgsmål:

• Vil man åbne for anvendelse af strafbegrebet overfor børn i folkeskolen?

• Hvor går grænserne for, hvornår vi iværksætter en eventuel bortvisning?

• Tænker man, at eksklusion og straf skaber bedre samfundsborgere?

• Hvorledes understøtter man politisk den nationale agenda om øget inklusion i lyset af en skærpelse af ordensbekendtgørelsen?

Såfremt regeringen beslutter sig for at skærpe ordensbekendtgørelsen, bliver det en bunden opgave for skolelederne at anvende den efter de retningslinjer, som udstikkes.

Jeg mener, at det vil forpligte mig til at sanktionere hårdere og hyppigere. Og jeg forudser, at en skærpelse af sanktionerne bliver konfliktstof mellem skole og forældre og kan vanskeliggøre det fremadrettede samarbejde.

Det store spørgsmål er, om det er i samfundets interesse, at skolelederne får dette ”våben”? 

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk