Økonomien skranter på de tre centre i Region Hovedstaden, der lærer børn og voksne at kompensere for deres vanskeligheder med at se, høre og tale.

1. januar 2007 overtog kommunerne ansvaret for den kompenserende specialundervisning for voksne. Det første år havde de 29 kommuner i Region Hovedstaden en abonnementsordning og betalte et fast beløb per indbygger til centrene. Nu betaler de konkret for den undervisning, de køber til børn og voksne. Hverken mere eller mindre.

100 procent takstfinansiering egner sig ikke til så snævert og specialiseret et område, konstaterer Gert Rosing, forstander på THI Kompetencecenter i Hellerup og med afdeling i Ballerup. Centret drives af Region Hovedstaden og var tidligere kendt som Tale- og Høreinstituttet.

Gert Rosing mangler indtægter på 15 millioner kroner i forhold til sit budget. Selv om han har skåret i antallet af medarbejdere, kommer han ud af 2008 med et underskud på syv-otte millioner kroner. Heller ikke Center for Syn og Kommunikation i Søborg og Kommunikationscentret i Hillerød kan få enderne til at hænge sammen.

En af årsagerne er, at kommunerne hverken har kendt til opgaverne og deres kompleksitet, eller til at lov om kompenserende specialundervisning for voksne skal anvendes, når en borger har vanskeligt ved at kommunikere.

»Indtil 2007 var det en amtslig opgave. Kommunerne fik aldrig at vide, at vi havde givet en borger ti timers undervisning. Derfor har de ikke haft en chance for at forstå, hvad det er for en opgave, de har sagt ja til at overtage«, siger Gert Rosing.

Københavns Amt delegerede visitationen ud til THI, hvor en audiologopæd ud fra en faglig udredning vurderede, om undervisning kunne kompensere for en funktionsnedsættelse.

»Når fru Jensen fik høreapparat, sørgede sygehuset for at tilpasse det til øret, mens vi instruerede hende i at bruge det. Alle informationer gik direkte til os, så transaktionsomkostningerne var minimale. Ingen borgere kom i klemme, og mine medarbejdere kunne koncentrere sig om at undervise«, fortæller Gert Rosing.

Fru Jensen kan stadig henvende sig til THI eller et af de andre centre og få udredt sit problem. Men hun kan ikke gå derfra med vished om at få den undervisning, hun har brug for.

»Kommunerne betaler for udredningen, men de vil selv vælge leverandør. De vil også selv afgøre, om borgeren overhovedet skal have et tilbud. Men de er ikke alle klædt på til at forstå udredningerne. Derfor sår de tvivl om dem: 'Kan det virkelig passe, at hr. Hansen skal have 12 enetimer a 1.250 kroner, bare fordi han hele tiden rømmer sig? Kan han ikke få nogen øvelser, så han kan træne derhjemme?' Kommunerne har svært ved at anerkende, at stemmetræning defineres som kompenserende specialundervisning«.

Selv korte forløb drages i tvivl.

»Det tager ikke mange timer at lære en borger at bruge et høreapparat. Selve ydelsen koster ikke ret meget, men det gør visitationsprocessen. Mine medarbejdere er frustrerede. De har ikke taget en magistergrad i audiologopædi for at administrere besværlige procedurer, krypteret mailkorrespondance og spørgsmål fra sagsbehandlere«.

Gert Rosing har slået et slag for, at kommunerne nøjes med en årlig gennemgang af de korte undervisningsforløb. Men de er bange for, at han vil stikke snablen i deres pengekasser.

»Kommunerne holder fast i procedurerne og kompetencen for visitation, men de samlede administrationsomkostninger er så groteske - både hos os og i kommunerne - at politikere bør få det til at høre op«. Kompetencecentrene har ingen at sende regningen til, når kommunerne tæppebanker dem med spørgsmål til udredninger og fakturaer.

»Hvis jeg ringer til en advokat i 15 minutter, står det på hans regning. Men hos os betaler kommunerne kun for selve ydelsen, så jeg skal selv dække udgifterne til afbud, udeblivelser og telefonopkald. Vores underskud skal i princippet lægges på taksterne for de kommende år, men hvis de stiger drastisk, risikerer vi, at kommunerne helt holder op med at bruge os«.

Den formelle visitation er flyttet hen, hvor kompetencen ikke findes, konstaterer forstanderen.

»Mine medarbejdere er højt uddannede specialister, men i kommunerne er det som regel en socialrådgiver eller HK'er, der afgør, om en ydelse skal sættes i værk. Derfor bliver vi bombarderet med spørgsmål om, hvad udredningerne betyder«.

Gert Rosing anklager ikke den enkelte medarbejder. Men han er foruroliget over det niveau, kommunerne løser opgaven på.

»Uden et fagligt grundlag at vurdere en udredning på er der risiko for, at økonomien bliver afgørende: 'Hvor mange penge har vi i kassen? Og hvorfor skal THI have 1.250 kroner i timen?' Kommunerne kommer til at underminere fagligheden. Stiller de for eksempel samme mistillid til en udredning fra en speciallæge? Hvis de havde sat sig ind i, hvad kompenserende specialundervisning er, havde de placeret ansvaret på et mere kompetent niveau. Vi er på katastrofekurs«.

Et formål med reformen var at samle ekspertisen i større enheder. Det sker i sundhedsvæsenet. Men i specialundervisningen går man den modsatte vej. Også selv om speciallærerne netop kan sammenlignes med speciallæger.

»Lærerne har praktiske kompetencer på områder, som kommunerne ikke ser ret tit. Det kan være folk, der har fået opereret struben væk eller har så svær tinnitus, at de overvejer at begå selvmord. Samfundet har investeret i den viden, og den skal plejes gennem praktisk arbejde, internationale netværk, metodeudvikling og kurser om nye hjælpemidler. Københavns Amt skabte højt kvalificerede tilbud. Det paradoksale er, at mange af de samme politikere er med til at smadre det, fordi de nu sidder i byrådene«.

Der har ikke været megen hjælp for kommunerne at hente fra centralt hold. Gert Rosing kalder det smøl, når Undervisningsministeriet endnu ikke har udarbejdet en vejledning i specialundervisning for voksne. Og det på trods af, at der er sket ændringer i loven, og at vejledningen fra 1985 ikke er retvisende.

»Den skulle have været på plads, inden kommunerne overtog ansvaret. Men de har ikke haft andre at støtte sig til end kompetencecentrene, og ud fra de mange henvendelser om vores ydelser, takster, udredninger og forslag til undervisning fornemmer jeg, at de ikke stoler på os. Vi vil gerne være en kommunal partner, men det kræver, at vi får opbygget et tillidsforhold«.

Af hensyn til centrene skal kommunerne en gang om året fortælle, hvor mange pladser de vil købe. Op til i år sagde de, at behovet ville blive som i 2007, så det tog Gert Rosing udgangspunkt i, da han og regionen beregnede antal ydelser, takster og behov for medarbejdere. Men kommunerne holder ikke, hvad de lover.

»Rammeaftalen fungerer ikke. Trods et betydeligt fald i vores elevtal har kommunerne kopieret teksten fra 2007 om, at de regner med uændret drift på voksenområdet, over i aftalen for 2009. Det kan vi ikke agere i«, siger Gert Rosing.

Rammeaftalen er ikke juridisk bindende, så en omegnskommune holdt op med at bruge THI's børnecenter midt i året. Den havde ellers reserveret 18 pladser både forår og efterår.

»Mine medarbejdere har seks måneders opsigelse, så hvem skal finansiere det underskud, kommunen efterlod? Skal hatten gå rundt mellem alle 29 kommuner? Spørgsmålet er interessant i forhold til den model, politikerne på Christiansborg har skabt. Hvad skal vi med en rammeaftale, når kommunerne opfatter sig som kunder på et frit marked?«

Politikerne bag strukturreformen har trukket en nyliberalistisk model ned over et område, som ikke egner sig til at blive styret af markedskræfter og kommunernes frie valg, mener Gert Rosing.

»Jeg hører tit fra ledende skolepsykologer, som vil bruge os til sjældne handicap, men vi kan ikke opretholde et gratis beredskab. Vi er nødt til også at have kunder i den bredere del af forretningen«.

Kommunerne har ikke pligt til at sørge for, at THI har noget at leve af, men de har et ansvar for, at borgerne får den nødvendige undervisning, påpeger Gert Rosing.

»Det mest oplagte er, at kommunerne genindfører abonnementsordningen, en objektiv finansiering eller måske et fælleskommunalt selskab til at drive os. Men det skal snart på plads. Vi er en lille detalje i en stor reform, men det er vi ikke for den borger, der har fået opereret struben ud og skal vente i tre måneder på at få bevilget undervisning, så han kan lære at kommunikere. Tidligere begyndte vi undervisningen, før han blev opereret«.

Det hører med til det samlede billede, at THI ikke er fejlfri.

»Vi har forsøgt at tilpasse os de nye vilkår, og det er ikke lykkedes optimalt i alle tilfælde. Derfor gennemgår vi vores ydelser og ser på, om vi kan gøre nogle procedurer mere smidige. Vi er også i gang med at tilpasse os den markante nedgang i elevtallet. Det er vigtigt for os, at der stadig er et kompetencecenter, som kommunerne kan henvise til, når de ikke selv kan give et relevant tilbud«, siger Gert Rosing. |

Forstander

Gert Rosing blev uddannet lærer i 1980 og har været lærer, skoleleder, konsulent i KL, sekretariatschef i Danmarks Skolelederforening og direktør for børne- og kulturforvaltningen i Søllerød Kommune. I 2001 blev han forstander på THI Kompetencecenter i Hellerup. Han har en masteruddannelse, MPA, fra Copenhagen Business School, er beskikket censor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og underviser på diplomuddannelsen i ledelse på Professionshøjskolen København.

»Det tager ikke mange timer at lære en borger at bruge et høreapparat. Selve ydelsen koster ikke ret meget, men det gør visitationsprocessen. Mine medarbejdere er frustrerede. De har ikke taget en magistergrad i audiologopædi for at administrere besværlige procedurer« Gert Rosing»Københavns Amt skabte højt kvalificerede tilbud. Det paradoksale er, at mange af de samme politikere er med til at smadre det, fordi de nu sidder i byrådene« Gert Rosing