8. klasseseleverne er i gang med at planlægge en ungdomsmusikfestival på erhvervsskolen Next

Unge laver festival: Oplad din mobil eller lej en soveplads

”Vi tænker stort – vi gør det enkelt” er det slogan, 8. klasse møder på Next erhvervsskole Handel og Kontor på en introdag. Eleverne skal finde en ide til en butik på Loud-musikfestival for unge. Hvad er vigtigt, når man skal tiltrække kunder?

Offentliggjort
Mad til en stor festival kræver planlægning
Hvor mange trælister går der til en festivalstol?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne fra 8.v på Hanssted Skole er fordelt i fem grupper, der hver skal opbygge en virksomhed på musikfestivalen. Opgaverne kører på tid, og eleverne skal finde virksomheds-ide, hvordan de vil markedsføre sig og tænke på hvilke problemer, der kan opstå undervejs. Hver del-opgave får tildelt et tidsrum, så eleverne kommer omkring problematikkerne og når det hele.

En gruppe vil have en oplader-station til telefoner, for det er et stort problem at skaffe strøm på en festival. Ofte skal man stå i lang kø. En anden gruppe vil brande sig på en lilla drink og leje af stille sovepladser med dyner og puder. En gruppe tænker i en lille gennemsigtig rygsæk med en T-shirt, ørepropper og andre nyttige festivalting. Nogle vil oprette et udendørs crossfit-træningssted med konkurrencer, og en gruppe vil kendes på lysende krus til deres drinks.

8. klasse til afklaring om uddannelsesvalg

Hvad er mulighederne? Hvor er truslerne? Kræver det en stor eller lille investering? Hvem er målgruppen? Og hvordan gør man sig lækker for målgruppen? Det er nogle af spørgsmålene, som erhvervsskolelærer Helen Brorson Rovsing stiller undervejs.

 

Placering af scenen

Eleverne udarbejder et powerpoint-show og en plakatskitse i løbet af dagen på Next på Rebslagervej i København. De bliver præsenteret for AIDA-modellen: Attention - (opmærksomhed), Interest, Desire (lyst/behov) og Action. Og de diskuterer hinandens ideer.

Et andet sted på Next er elever fra Nørrebro Lilleskole i gang med et festivalspil. Det er også Loud-musikfestivalen, det handler om, men her skal eleverne i grupper planlægge maden til festivalen, mængden af mad, opbygning af hele festivalpladsen og så skal de for eksempel regne ud, hvor mange trælister, der går til bygning af et bestemt antal festivalstole.

Hvor skal scenen placeres i forhold til solen? Hvor skal toiletterne være? Og flaskepant skal måske være tæt på udskænkningsstederne.

Det er intro-dage for 8. klasses elever på erhvervsskolen. De seneste to år har Copenhagen Skills stået for systematisering af EUD-vejledning til udskolingseleverne. Projektet har sendt over 550 klasser i hovedstadsregionen igennem introdage og uddannelsesevent.

 

Praktik gav fritidsjob

Eleverne fra Hanssted Skole i Valby var dagen før på et gymnasium, hvor de havde to timer engelsk, to timer dansk og to timer billedkunst.

"Det var mest en dag i skole. Jeg savnede, at der var nogle gymnasieelever, der kunne have fortalt, hvordan det var at komme fra grundskolen til gymnasiet, og hvad der var godt eller svært ved at gå i gymnasiet", siger lærer Mette Bisholm.

Eleverne har også lige været i erhvervspraktik. En af eleverne var i en Sportsmaster butik, og de har bagefter tilbudt ham et fritidsjob i forretningen. En anden elev har i flere år vidst, at han går efter at blive tømrer. Andre af eleverne er mere i tvivl.

 

Økologiske krus og træningsproblemer

"Vi prøver at skille os ud med de lysende krus i flere farver", fortæller eleverne bag en bar på festivalen.

"Ok, men kan jeg være sikker på ikke at få ondt i maven af at drikke af et af jeres krus", spørger Helen Brorson Rovsing eleverne?

"Ja, ja, krusene er selvfølgelig økologiske", lyder et hurtigt svar.

Eleverne bag rygsækken bliver af klassekammeraterne spurgt, om man kan danse med sådan en rygsæk på, og hvem der gider at slæbe rundt på noget, når man er til festival.

Crossfit-gruppen får spørgsmål om de virkelig tror, at nogle vil træne, når de er på festival.

"Er I klar over, at det er smadderfarligt at træne, hvis man har drukket alkohol", siger en klassekammerat.

Der vil være nogle, der tjekker, at folk har det ok, inden de begynder at træne, lyder svaret. Og der vil være konkurrencer. Man kan vinde en kasse øl, hvis man kan løfte nogle kasser.

Der kommer spørgsmål til plakatskitser og til koncepter. Hvor kommer strømmen fra til powerbanken til opladning af telefoner? Er forsyningen sikker og hurtig? Hvem vil aflevere sin mobil til en fremmed? Hvordan bliver de låst inde? Ind imellem hagler spørgsmålene ned over en gruppe fra klassekammeraterne.