Katrine Pørtner Karlsen og Nina Ettrup Larsen er begge lærere og medvirker i denne 10. sæson af 'Gift ved første blik'. I sidste weekend var de i sommerhus sammen.Foto: Privat
To lærere i 'Gift ved første blik': ”Skolen er det tryggeste sted at være”
”Har du stadig ring på?”. Det spørgsmål møder lærerne Nina Ettrup Larsen og Kathrine Pørtner Karlsen dagligt på arbejdet. De to lærere medvirker begge i dette års 'Gift ved første blik' – og svaret på spørgsmålet kan du få i denne artikel.
Det er ikke de værste af de kommentarer, som tv-seere skriver på sociale medier i disse uger om lærerne Katrine Pørtner Karlsen og Nina Ettrup
Larsen.
Katrine Karlsen er fra Skørping i Nordjylland og Nina Ettrup Larsen fra
Østerbro i København. De er begge 32 år, lærere og deltagere i 2024-sæsonen af programmet 'Gift ved første blik' på DR. De har foran rullende kameraer sagt
ja til at blive gift med henholdsvis Nicolas Rockland (34), som er selvstændig
og bor i Aarhus, og Rolf Meier, som underviser på EUX og bor på Frederiksberg. Vel
at mærke uden at have mødt deres bedre halvdele inden brylluppet. I
sidste weekend var de sammen med flere andre deltagere fra programmet taget i sommerhus – og det
er her, Folkeskolen fanger dem. Fra sommerhuset har de sammen lavet en Instragram-video, hvor de gør grin med den måde, de fremstår på i programmet og de reaktioner, det afføder på sociale medier.
Blandede reaktioner
Annonce:
Mens Nina Larsen forsøger at følge med i kommentarer på
sociale medier, så prøver Katrine Karlsen at holde sig fra dem.
”Men jeg har nogle – blandt andre Nina – der holder lidt øje
med Reddit og andre steder, og så sender de det til mig, når der er noget godt”,
siger Katrine Karlsen.
De to lærere er helt enige om, at ét sted bliver de udelukkende mødt af positive kommentarer og opbakning, og det er på de skoler, som
de arbejder på.
”Jeg vendte med ledelsen, da jeg havde tilmeldt mig. Jeg har
ingen negative reaktioner fået fra skolen. Kolleger, forældre og elever giver
mig fuldstændig opbakning. Jeg føler, jeg har en kæmpe fanklub. Skolen er det
tryggeste sted at være”, siger Nina Larsen.
Annonce:
Katrine Karlsen er
enig. Hun arbejder som speciallærer på en folkeskole.
”Jeg har fået fuld opbakning fra min leder. Hun mente, at
det var et seriøst program, og det er godt for lige præcis de elever, jeg har
at kunne få en snak om følelser og kunne spejle sig i relationer”, siger
Katrine Karlsen. ”Jeg har ikke fået en eneste negativ respons på skolen. Det er
klart et program, som folk kan lide, og som de anerkender”.
Forskel på fremstillingen
De to lærere har forskellig opfattelse af, hvordan de er
fremstillet i programmet. Katrine Karlsen klikker ikke umiddelbart med den mand, hun er blevet matchet med, og bliver fremstillet på en måde, som hendes kolleger ikke helt kan genkende.
Annonce:
”Jeg får at vide, at sådan gør du ikke normalt. De kan godt
se igennem, hvad der sker. De ser en side af mig i programmet, som de ikke kan
genkende. Programmet viser ikke hele mig. Det er rart, at dem omkring mig godt
kan se det”, siger hun
Nina Larsen har en helt anden oplevelse.
”For mig er det anderledes. De synes, de fuldstændig kan genkende
mig i programmet”.
Nina Larsen har været meget opmærksom på sit job i forbindelse med deltagelsen. Derfor valgte hun også at sende en besked til forældrene i klassen, inden programmet blev sendt.
Annonce:
”Jeg fortalte, at jeg deltager og jeg håber, de tager godt
imod, og at det er lidt sårbart. Der var rigtig mange, der skrev tilbage til mig. Én skrev: ’Tak fordi
du siger det og tager dig til at fortælle os det. Men det er dit liv. Få det
bedste ud af det”, fortæller Nina Larsen og tilføjer: ”Man kan som lærer godt være bange
for at bringe det private ind i jobbet. Men det kan man godt"
Katrine Karlsen har også undervejs overvejet, hvordan
lærerrollen passer med at deltage i et program som 'Gift ved første blik'.
”Når man er lærer, så kan man godt være professionel, selv
om man gør noget for sig selv. Det at være lærer er ikke en forhindring for at
stå frem”
Bruger programmet i undervisningen
Nina Larsen ser programmet med sine elever som en del
af undervisningen.
”I klassen har vi brugt det til eksempelvis at se på synsvinkler. Eksempelvis i altansamtalen, hvor vi kunne snakke
om, 'hvordan har Nina det nu?'”, siger hun og henviser til, at hendes mand tidligt
i forløbet havde behov for, at hun lyttede mere til ham.
”Jeg bruger det også
som motivation. Eleverne skulle lave en podcast. De fik 30 minutter til det,
men blev de færdige før, kunne de gå inde ved siden af og se 'Gift ved første
blik'. Det gjorde, at de var hurtige med podcasten, fordi de gerne vil se videre.
”Ind i mellem spoler vi også bare til de scener, hvor jeg er
med”, siger Nina Larsen.
Begge får mange spørgsmål om programmet på skolens gange.
”Det er lige op i ansigtet. Jeg tror, jeg bliver spurgt
mellem 50 og 200 gange om dagen”, siger Nina Larsen. De spørger:
”Har du ring på?”, ”Hvor bor du?”, ”Har Rolf
bil?”.
Katrine Karlsen oplever det samme. Hendes elever spørger:
”Hvor er Nicolas?” ”Hvorfor græd du?”
”Selvfølgelig spørger de også igen og igen: Er I stadig gift?
Men der siger jeg, at det skal de holde op med at spørge mig om. Der er citronen
presset. Det er lidt på dagsformen, hvordan jeg reagerer på det spørgsmål nu. Nogle
gange afværger jeg bare ved at sige 'ikke i dag'. Og så er de søde til at stoppe”, siger Nina Larsen.
Men har de to lærere så stadig ringen på?
”Jeg har den på, når jeg er i skole, for så får jeg færre
kommentarer og spørgsmål”, siger Nina Larsen.
”Jeg tager den lidt af og på”, siger Katrine Karlsen.