Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Velfærdsuddannelserne er et af de vigtigste uddannelsessteder, når fremtidige borgere skal kunne forholde sig til en tid præget af klimaforandringer, økologiske kriser, ansvarlighed og muligheder med håb.

Derfor er det direkte nedslående at krisen med det faldende optag på velfærdsuddannelserne fortsætter.

I dag er det ikke spørgsmålet om der skal ske en transformation i retning af at udvikle læringssteder for bæredygtig udvikling, som universiteter, professionshøjskoler, erhvervsskoler, men mere et spørgsmål om hvordan. Specielt velfærdsuddannelserne kan være i front for denne udvikling fordi de er en vekseluddannelse mellem teori og praksis, der hele tiden kan afprøve, hvad der virker.

For en del år siden startede unge lærerstuderende Teachers for Future herhjemme, som i lighed Friday for Future tog initiativ til en bevægelse, der satte klima- og bæredygtighed på dagsorden. Hvis nogen tror at det er et fænomen, der overstås snart så se lige denne overskrift: ”Vi unge råber på uddannelse for bæredygtig udvikling” (Politiken 2.juli).

I starten af 2022 udkom der et forslag til handleplan med en strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling – også kaldet UBU, der samlede 80 danske uddannelsesinstitutioner til, hvad der er udtryk for en slagplan for initiativer der kan igangsættes på hele området, som en national handleplan. Det er vist første gang i historien at så mange uddannelsesinstitutioner og bevægelser, som for eksempel Den Danske Studenterbevægelse, foreninger enkeltpersoner støtter et fælles initiativ indenfor uddannelsesområdet.

Det kan undre at ministerier, embedsfolk, ledelser og politikere der har indflydelse på velfærdsuddannelserne, ikke tager fat i den interesse ungdommen, specielt den uddannelsessøgende del, har for bæredygtig udvikling.

Og dog, Efter sommerferien starter en af velfærdsuddannelserne, læreruddannelsen, på ny, hvor der for første gang er indskrevet bæredygtighed i formålet.

Det lover godt for de nye lærerstuderende, der gerne vil i gang med at udvikle en mere bæredygtig uddannelseskultur. Det kan forhåbentlig samtidig mindske kredsen af klimafornægtere og børn og unges angst og klimafrygt og måske ligefrem øge tilgangen til velfærdsuddannelserne?

Den nye læreruddannelse havner i et samfund fyldt med konflikter og bæredygtige udfordringer, som kommer til at berøre mange unge fremover. Det er et bredt flertal i Folketinget, der står bag aftalen om en reform af læreruddannelsen, der skal danne rammen om den kommende læreruddannelse. Der kommer flere timer, mere praktik, feedback og vejledning, som forhåbentlig kan lokke flere studerende til uddannelsen og som også kan fastholde dem så de bliver i faget efter endt uddannelse. De nye læreruddannelse gør op med de nuværende detaljerede kompetencemål og erstatte dem med klare formål. Et af de klare formål er, at: Læreruddannelsen skal forberede de studerende til at virke aktivt, selvstændigt og ansvarligt i udvikling af folkeskolen i henhold til folkeskolens formål og i et demokratisk og bæredygtigt perspektiv.

Hvordan kommer dette formål så til syne i den nye læreruddannelse? Lad os se på det med to perspektiver, det snævre perspektiv, der udelukkende handler om bæredygtighed knyttet til klimaforaindringer og det naturvidenskabelige – faglige elementer. Det andet mere brede perspektiv ser på bæredygtighed som et grundlæggende forhold, der skal transformer samfundet i mere bæredygtig retning, hvor dannelse spiller en vigtig rolle.

Det er i beskrivelserne for de enkelte undervisningsfag, at det snævre bæredygtighedsperspektiv viser sig. Her er det naturfaglige fag som biologi, geografi, natur/teknologi, men også håndværk og design, som hører til de mere hands-on-fag har bæredygtighed direkte indskrevet, som en del af undervisningsfagligheden, som det hedder.

Andre fag som for eksempel, historie har indskrevet bæredygtighed i forbindelse med ”bæredygtig samfundsforandring”. Samfundsfag får lige bæredygtighed med i en eftersætning sammen med velfærd! Håndværk og design har beskrevet bæredygtighed som en del af materiel kultur. Et andet mere hands-on-fag som madkundskab har indskrevet bæredygtighed i deres fag på denne måde: ”Fødevarebevidsthed, herunder fødevareproduktion, forbrug, bæredygtighed og fødevareetik.”

Der er ikke noget overraskende og nyt i, at de her fag har bæredygtighed med, måske med undtagelse af historie. Men hvorfor er det ikke indskrevet i fag som dansk, matematik eller for den sags skyld musik? For tiden er der flere kunstnere og andre der integrerer bæredygtig udvikling i deres æstetiske udtryk – se for eksempel Statens Kunstfond, der har indskrevet det i deres formål.

Hvis vi skal lede efter de sprækker, der åbner for mere bæredygtig dannelse i den nye læreruddannelse, må vi derfor se på andre område, der også kan have det brede bæredygtige perspektiv. Et af de områder er fagene der repræsenterer grundfagligheden, som blandt andet indeholder fag som pædagogik, didaktik, pædagogisk psykologi – og så er der hele praktikken. I min bog om bæredygtig udvikling og professionsdidaktiske nedslag, udgivet af VIA i foråret (kan downloades gratis her) peges der på ikke mindre end 10 forskellige modeller til, hvordan didaktikken kan integreres i bæredygtig udvikling. Didaktikken er med til at indholdsbestemme, begrunde, planlægge, gennemføre og evaluere et undervisningsforløb.

For underviserne og de studerende er det nye måder at se deres læringssteder og deres fagligheder på, når de skal arbejde med bæredygtig udvikling. I nogle tilfælde kan det være både nyt for underviserne og for de studerende, så de på en måde skal udvikle den nye læring sammen - som en samlæring.

Forskningen i forbindelse med den omtalte bog viser, at det også kan være udfordrende for den individuelle underviser i professionsuddannelserne. Den personlige læring, kan opfattes som en rejse, hvor underviserne oplever, at, det giver håb og glæde, når de først kommer ud på den anden side af den rejse eller krydser den grænse (fra det traditionelle) til, dér, hvor der arbejdes med det antropocæne og bæredygtig udvikling, som for eksempel den sociale bæredygtighed ind i deres faglige profession.

Det bliver derfor vigtigt, at underviserne i den nye læreruddannelse arbejder både med deres faglighed, tværfaglighed og socio-emotionelle indsigter relateret til bæredygtig udvikling, hvis formålet med bæredygtighed skal realiseres i den nye læreruddannelse.

Forandringsagenter kaldes det, når både sektoren og den enkelte ser sig som vigtige fornyere af et felt. Det vil lærerne blive når de efter endt uddannelse skal ud i skolerne og virke med en ny indsigt, som peger frem mod et mere bæredygtigt samfund. De unge vil gerne arbejde med moralske, etiske emner og dilemmaer, med usikkerhed og kompleksitet, hvis det udvikler handlekompetence, som de kan se sig selv i og bruge i forbindelse med deres lærergerning. Det kræver at de kommende lærere får lov til at arbejde med bæredygtige udfordringer, klimaangst, både som en del af indholdet i fagene og på tværs af fagene. Det vil også kræve tid og fokus at udvikle en ny praksis i lærerfaget.

Det vil kræve tid. Spørgsmålet er om læreruddannelsen og dens undervisere får tid inden næste reform?