Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Det går stærkt. I hvert fald når det gælder den digitale udvikling. For ganske få år(tier) siden var jeg den stolte indehaver af en elektrisk skrivemaskine. Nu sidder jeg og retter skriftlige opgaver, hvor det anses som en selvfølge, at eleverne tænker multimodale, grafiske lækkerier ind i deres opgavebesvarelser. 

Alt sammen rigtig godt. Selvfølgelig skal skolen følge med tiden.

Nu tager vi næste skridt i den digitale udvikling med kunstig intelligens. Og her bliver denne gamle lærer bekymret. Ikke over den kunstige intelligens i sig selv, men over den måde, vi lærere for ukritisk tager den til os.

På min arbejdsplads er vi netop blevet introduceret til Copilot, et AI-værktøj som følger med i vores Office 365-pakke. Introduktionen skete uden der var plads til at drøfte de faldgruber, vi eventuelt ville støde ind i.

Samtidig læser jeg i Folkeskolen om lærere, der lader kunstig intelligens skrive litteratur til brug i undervisningen eller sågar give feedback til eleverne på deres skriftlige opgaver. Artiklen er sat op som en guide til, hvordan en kunstig intelligens kan blive vores personlige assistent.

Ingen bumser og tændstikarme med AI

Det er her, kæden hopper af for mig. Vi betragter allerede kunstig intelligens som et brugbart værktøj uden at vide, hvad det værktøj kan, og hvad det gør ved os.

Vi ville aldrig sende vores elevers opgaver til en tilfældig anonym person, lade ham gennemlæse opgaverne og give skriftlig respons til eleverne, og så for øvrigt lade ham bruge opgaverne efter forgodtbefindende bagefter. Men når det kommer til kunstig intelligens, er det åbenbart en helt anden sag. Det er bekymrende.

Jeg har selv haft den tvivlsomme fornøjelse at prøve kunstig intelligens. Da jeg bad om et billede af en ammende kvinde, kunne det ikke lade sig gøre, og da jeg spurgte, om det er okay at være kommunist i USA, blev jeg bedt om at skifte emne. 

Til gengæld blev der gladelig leveret et billede af ”glade mennesker på en strand”: En flok Barbie og Ken-stereotyper uden hverken tandbøjle, bumser eller tændstikarme.

Disse og mange andre eksempler er udtryk for kunstig intelligens, som svarer ud fra nogle stærke moralkodekser, der ikke er kendt af offentligheden. Læser du en forfatter, kan du tjekke hans baggrund og være kildekritisk overfor ham. Læser du tekster genereret af kunstig intelligens, har du ingen idé om, hvem afsenderen er.

Hold skolen fri for kunstig intelligens

Vi forsøger at gøre vores elever kildekritiske, men pludselig bruger vi selv viden hentet fra alle mulige steder på det store internet, som vi ikke kan se efter i sømmene. For det første er det ikke lødigt, og for det andet er kunstig intelligens uhyggelig fejlbehæftet, når det kommer til eksakt viden.

Som lærer ved jeg, at arbejdet med en opgave, processen og tankerækken udvikler os som mennesker og udvider vores horisont. Nu overvejer vi at lade kunstig intelligens overtage det sure arbejde med at skrive forældrebreve og give elevrespons. Det er ikke fair overfor modtageren af vores tekster.

Vi kan ikke lukke ned for kunstig intelligens, men vi kan lade være med at være lige så naive, som dengang vi lod smartphonen og sociale medier komme ind i klasselokalerne. Derfor bør vi holde skolen fri for kunstig intelligens, både på lærer- og elevside. Hvis vi ikke er skarpe og tager en ordentlig debat om kunstig intelligens i skolen - det der ikke var plads til på min arbejdsplads, da vi blev introduceret til Copilot - er det os alle sammen, der bliver snydt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk