Gode intentioner kan vinkles så hårdt, at de gør mere skade end gavn, og det ser jeg desværre ske i disse dage, hvor vi bliver slået tilbage til en debat for og imod skærme - når vi burde snakke om hvad god undervisning er.

I DR’s Genstarts afsnit Skærm børnene beskrives den værst tænkelige undervisning med computere. Alt går galt med teknikken, der er ikke stik nok og alle sidder med ryggen til hinanden. Det lyder virkelig ikke godt.

Udtalelser om at kopiark er det bedste eleverne kan opleve fremhæves (mon dog det er sagt mange gange).

Debatindlæg handler først og fremmest om modstand mod skærme og dernæst om god undervisning. Det kommer til at fremstå fjernt fra praksis, når det beskrives hvordan at undervisning med skærm er ensrettet, uden dialog og fællesskab.

Ofte kommer den slags argumenter også udenfor skolen – skoleforskere, lektorer og forældre. Der bruges argumenter om at man ikke skal bruge computere, hvis det ikke giver mening.

Det gælder jo hvad som helst, der inddrages i undervisningen, og er noget vi alle er enige om.

Alle typer undervisning kan sættes i dårligt lys - også i analoge omgivelser.

Elever sidder med hver deres opgavebog og kopiark og keder sig frygteligt - enkelte sidder bare og tegner kruseduller. Nogle elever har glemt deres bøger. Et par ordblinde kan slet ikke følge med. Alle afleveringer er skriftlige, så det er de samme elever der udmærker sig hver gang - årsplanen er indholdsfortegnelsen til bogen. (True story).

Det betyder ikke, vi ikke skal arbejde med bøger og kopiark - vi skal bare gøre det med omtanke og hensyn til faldgruber. Ja, og her kan du faktisk skifte indholdet ud med hvad som helst. Det handler i bund og grund om at undervise med omtanke og variation.

Debatten giver dem med berøringsangst for teknologi hovedløse argumenter for ikke at variere undervisningen med videoproduktion, podcastproduktion, multimodale e-bøger og meget andet kreativ og fællesskabsskabende digitale produktioner.

Min frygt er

I a-klassen sidder med kopiark og bogsystem og arbejder helt analogt. De ser b-klassen rende rundt og finde gode lyde til deres lyddesign, som de laver til deres billednovelle.

A-klassens lærer har læst en klumme og et par debatindlæg fra respekterede debattører, som har beskrevet alt det værste ved skærmbrug og beskrevet de dårligste eksempler.

Skræmmeretorikken er så markant, at nuancerne forsvinder fra bevidstheden. Mindre skærm bliver let oversat til så lidt skræm som muligt. Hvis vi bare buldrer derudaf med retorikken om at skærme eleverne m.m., går det ud over den gode undervisning.

Jeg vil insistere på at skabe (meget) plads til digital og skærmfyldt undervisning. Undervisning hvor eleverne arbejder med deres viden og kommunikation med mange forskellige modaliteter. Undervisning hvor de ikke har tid til at tænke på notifikationer og kontormus, og undervisning som vækker genklang hos eleverne fordi de kan relatere til formen og se

Jeg møder elever med lys i øjnene, der sammen med deres klassekammerater har lavet digitale produktioner som de er superstolte af. Jeg hører fra kollegaer - og elever selv - om elever, der ellers ikke gør meget fagligt væsen af sig, der folder sig ud med mundtlige produktioner.

Jeg ser elever designe produkter til 3D-print og meget andet. Jeg ser det digitale og analoge folde sig ud og ind imellem hinanden i forløb, hvor det ikke giver mening at tælle skærmtid, for vi vil bare have muligheder for at lave god, varieret undervisning.

Jeg ser også alt muligt andet (og kommer til selv) - altså mindre god undervisning ved computeren og der er masser af problematikker, vi skal tage fat på, men det sker ikke ved at stå og råbe ”mindre skærmtid”.

Vi skal stå og råbe på god undervisning. Kom nu.

Og når der så er kommet videre fra ”enten-eller”-debatten, og vi skal snakke god undervisning, så lad os snakke om rammerne og hvorfor mange ellers dygtige undervisere, kommer til at drive ensformig undervisning. Lad os tale om test, målstyring, materialer, forberedelse og didaktik (herunder digital didaktik).

Påstand

Denne debat om skærme eller ikke skærme, gør mere skade end gavn. Selvom der er masser vi kan (og bør) lære af den, så bliver det et argument for ikke at variere undervisningen med digital kreativitet. Jeg er faktisk ret skråsikker på denne påstand, da jeg på få dage har flere konkrete eksempler på det.

Det betyder, at undervisningen i sidste ende bliver dårligere, fordi vi stiller os i grøfterne, i stedet for at snakke om nuancerne.