Snyd har, i lige så lang tid som jeg har været underviser, været en del af dagligdagen. Der vil altid være elever, der ikke kan finde ud af opgaven, føler sig pressede eller dumme, og nogle af disse elever – et forsvindende mindretal, må vi huske – går så snydevejen. 

Nu til dags er vi så kommet dertil, at eleverne kan få hjælp fra en online assistent, som de ikke behøver knytte bånd med, nemlig en computer. Men kan vi da slet ikke gøre noget, for at stoppe eleverne i at snyde?

Det korte svar er: Nej! Men der er visse nuancer i det svar, som går tabt, hvis jeg stopper her, så jeg tillader mig at fortsætte lidt endnu.

Vi er nødt til at forstå, at der ikke er en eneste elev, der begynder deres skoletid i 0. klasse med et brændende ønske om at snyde. Det er et behov, som de får sig tillært. Det store spørgsmål er så selvfølgelig: Hvorfor?

Der er nok flere svar på det spørgsmål. Et af svarene er, at de netop føler sig pressede eller dumme, fordi de ikke kan finde ud af en eller flere opgaver. I stedet for at få hjælp fra folk, de kender, eller få hjælp fra deres underviser, så vender de sig imod et medie, som de ikke behøver tage stilling til – de skal blot modtage hjælpen, i visse tilfælde betale prisen, og så er det videre. 

Men vi må forstå, at selvom ydelsen kan være gratis, så kommer ”snyd” altid med en pris, for der er ingen som helst følelse af glæde eller stolthed forbundet med snyd – i stedet er prisen for snyd altid en paranoid nervøsitet over, om man nu bliver fanget i at gøre det.

Hver fjerde lærer har oplevet snyd med ChatGPT

Bemærk at jeg sætter snyd i anførselstegn. For i virkeligheden kan man sige, at det eleverne har brug for og måske føler, at de får, er hjælp. De har ikke brug for at snyde, men i forlængelse af følelsen af ikke at kunne noget, kommer spørgsmålet: Hvem kan hjælpe mig uden at dømme mig? Og hvem kan sende mig hurtigt videre, så jeg kan slippe for denne følelse af at føle mig dum. Svaret findes tit online.

Men hvor kommer de følelser fra? Hvorfor er det, at de føler sig pressede til at søge hjælp online? Hvem er det, der presser visse elever til at snyde, så de kan føle sig mindre dumme? Igen er der nok flere svar, og et tillægsspørgsmål er nok, om eleverne i virkeligheden ikke stadig føler sig dumme eller mindre værd, når de har snydt? For de har jo stadig ikke forstået opgaven, men blot skubbet problemet foran sig. 

At snyde med en opgave svarer i virkeligheden lidt til, at man tager alt sit vasketøj, smider det ind i skabet, lukker skabet, for derefter at ånde lettet op og sige: ”Job well done!” Faktum er, at vasketøjet ikke er blevet ordnet, du har stadig ikke noget rent tøj at tage på i morgen, og du er nødt til at forholde dig til problemet før eller siden

Men for at vende tilbage til spørgsmål: Hvor kommer presset fra? Jamen det kan nok komme mange steder fra. 

Det kommer fra skolesystemet, det kommer fra forældrene, og det kommer fra vennerne og de andre sociale grupper, eleverne bliver bedt om at tage del i. I skolesystemet arbejder vi hårdnakket hen mod det mål, at eleverne skal have så højt et gennemsnit som muligt – og nu er det endda på tegnebrættet, at man skal have et endnu højere snit, for at komme på gymnasiet. Det tænker jeg, vil føre til endnu mere snyd.

Samtidig – eller måske som en konsekvens af de højere krav til at komme videre fra hvert enkelt trin i uddannelsespyramiden – så vil et øget fokus på karakterer jo gøre, at vi vil have mindre fokus på alt det, der er sjovt og alt det, som bygger holdånd og kammeratskab. Det er uhensigtsmæssigt, for denne følelse af holdånd kan netop være med til at sikre, at selv de svageste elever kommer bedre igennem, fordi de føler, at de har flere at læne sig op ad, når det bliver svært.

Løsningen består nok i, at vi over en bred kam skal blive bedre til at lede eleverne. Ikke bestemme over eleverne, men lede dem. Blive en motiverende leder. En, der hjælper eleverne igennem deres skoletid – giver dem et skub, når de har brug for det, og holder hånden under dem, når det er det, de har behov for. At vi lærer dem, at hvis de har problemer med en opgave, så er der intet som helst forkert i at søge hjælp, og der er intet som helst problem i at indrømme, at man har brug for hjælp.

I en verden, der er hyper-fokuseret på elevernes karakterer, er den store bekymring for mange, at de får dårligere karakterer, hvis de indrømmer, at de ikke kan alt. Men det er ud fra en ide om, at de skal være perfekte fra starten – det er ud fra en ide om, at man skal vinde fra dag ét. Det mindset skal vi have ændret således at eleverne (og lærerne) er med på, at der er tale om en udvikling, og at man ikke kan vinde uddannelse, men at man bare kan gøre det så godt, man kan.

Når eleverne snyder, er det jo dybest set fordi de spiller det forkerte spil. Deres spil er kortsigtet, og enten vinder man eller også taber man. 

Det er ikke sådan ”uddannelsesspillet” bør være, men det er det spil, vi har lært dem at spille. I stedet bør eleverne og lærerne fokuserer på at udvikle sig, forbedre sig og blive en bedre version af sig selv.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.