Standardiseringen: Den dygtige lærer mod computerne 

»Hvis det kan måles, er det bedre undervisning«.

Lærer og matematikvejleder Lis Zacho er enig med Lars Trier Mogensen: Der er helt klart en voksende standardisering i folkeskolen. Og når måling er så meget i fokus, bliver målet med skolen det, der kan måles.

»Intentionen er at kvalitetssikre skolen, men man gør det på en måde, hvor man ikke lytter til underviserne. Det er et behov, der kommer oppefra - ikke nedefra. Resultatet bliver desværre en ensretning af skolen, hvor kreativitet og innovation bliver frasorteret«, siger hun.

»Standardiseringen er samtidig en undervurdering af lærerens professionalisme og evne til at vurdere, hvad klassen og den enkelte elev har brug for i givne situationer. Det er ikke sikkert, at det, som den neutrale, målstyrede undervisning kan understøtte, er lige præcis det, som læreren vurderer, at der er brug for, i forhold til hvor klassen eller den enkelte elev befinder sig«.

Lis Zacho ser ikke nødvendigvis målstyringen og standardiseringen som et onde - men det skal tackles rigtigt. Det skal bruges som en rettesnor for, hvad børnene skal lære, men stadigvæk reservere plads til lærerens professionelle selvbestemmelse, mener hun.

»I Tyrkiet ser vi for øjeblikket, at Erdoğan har sørget for nye undervisningsmaterialer, som fører hans egen politik ind i skolerne. Det er jo en helt forfærdelig situation, som formentlig aldrig vil få fodfæste i Danmark, men børn har også generelt brug for at møde selvstændige lærere, som har taget aktivt stilling til deres fag, og som vil noget med deres beskæftigelse. De har brug for at møde den nytænkende lærer og blive præsenteret for litteratur, som de ikke tidligere har læst. Lærere, der har et budskab og en mission. Undervisning kan ikke være automatiseret eller standardiseret, for det skal være noget, der sker mellem elever og lærere«.

Modbevægelse i forhold til teknologien

Modsat Lars Trier Mogensen tror Lis Zacho dog ikke på, at behovet for specialiserede lærere vil blive mindsket og med tiden erstattet af undervisningsprogrammer på computere.

»Børn er individuelle og kan ikke puttes i standardiserede kasser. Dataindsamling er det helt store: »big data«, »machinelearning« og mange andre begreber er i spil, men vores elever er stadig helt almindelige børn med brug for en almindelig barndom, som man ikke kan transformere ind i en maskine«.

»Jeg tror, der kommer en modbevægelse i forhold til den teknologi, som de sidste mange år er rullet ind over os som en tsunami. Folk nedgraderer på telefontiden, tager på ferie uden computer, og Imran Rashids bog »Sluk«, der blev udgivet i år, har vakt bred interesse. Jeg mener, at skolen afspejler det samfund, vi bor i, og på den måde tror jeg også, at teknologien viger, for at eleverne så småt genvinder barndommen«.

Målingen vil spille fallit

Lis Zacho tror heller ikke på, at lærerens løn og jobsikkerhed er truet af standardiseringen, for selv om der ikke nødvendigvis vil komme en modbevægelse i forhold til målstyringen, er hun overbevist om, at vi vil opdage, at al den måling slet ikke er så virksom som forventet.

»Historien har vist, at der er mange ændringer, som lyder fornuftige, når de bliver udtænkt bag et skrivebord, men som mister deres effekt, når de møder en broget virkelighed ude i skolerne. Skolereformens lange dage mødte eksempelvis nogle udfordringer, som man ikke havde tænkt på på forhånd: Hvordan får eleverne noget at spise, når kantinen har lukket? Skal man have ekstra køleskabe?«

»Man opdager de her ting, når generelle modeller rammer forskellige skoler med forskellige lærere og forskellige elever. På samme måde tror jeg, man vil opdage, at målstyringen slår fejl på den lange bane, hvorefter man vil blive tvunget til at trække dele af standardiseringen tilbage«.

Indtil da skal vi fortsætte den gode diskussion omkring, hvad teknologien kan, og hvilke kompetencer eleverne i folkeskolen har brug for, opfordrer Lis Zacho. Maskinerne kan helt klart gøre undervisningen nemmere, men den må ikke dræbe barndommen, kreativiteten og evnen til selvstændig tankegang.

»Vores elever er ikke maskiner - de er stadigvæk børn, der går i puberteten, har kærestesorger, og som skal have tid til at sætte regnorme fast på fiskekroge og hoppe i vandpytter. Og de har brug for at møde voksne mennesker, der brænder for deres fag, og som kan give dem flere farver på paletten end de nuancer, der på forhånd er blevet bestemt«.