Standardiseringen: Den dygtige lærer mod computerne

Den offentlige sektor skaber flere og flere 
digitale og nationale standardløsninger for undervisningen i folkeskolen. Udviklingen 
risikerer at overflødiggøre lærerne og forringe undervisningen, konstaterer debattør Lars Trier Mogensen i andet afsnit af Folkeskolens serie om opbrud i folkeskolen.

Offentliggjort

5 OPBRUD I SKOLEN

Folkeskolen har fået samfundsdebattør Lars TrierMogensen til at give sit bud på lærernes status anno 2017. Hanforklarer lærernes statustab med fem opbrud i skolen.

1. Uddannelsesgabet

Uddannelsesniveauet i samfundet er generelt stigende, menslæreruddannelsen har stået stille. Samtidig bliver de potentieltdygtige 
lærere opslugt af universiteterne. Magtforholdet mellemlærerne og forældrene er blevet forskudt i forældrenes favør.

2. Standardiseringen

Tilliden til lærernes evner til at undervise falder.Konkurrencestatens strømlining fører til standardiseredeundervisningsmodeller, og lærerens selvbestemmelse i klasseværelsetmå give efter for digitale og nationale løsninger. Lærerenrisikerer at blive overflødiggjort.

3. Autoritetsfaldet

Den moderne kritiske tænkning har medført et autoritetstab foralle positioner i samfundet. Det stiller læreren i en vanskeligrolle som myndig aktør i en undervisningssituation. Lærerenrisikerer at miste sit greb om klasseværelset.

4. Disciplinkrisen

Konkurrencesamfundets øgede pres på de unge har i mange tilfældemedført en modreaktion i hjemmet, hvor barnets opdragelse blødestilsvarende op. Som konsekvens bliver eleverne mindredisciplinerede og dermed sværere at undervise.


5. Forbrugermentaliteten

Moderniseringen af velfærdsstaten er blevet synonymt medfritvalgsordninger. Forældrene er blevet forbrugere og skolen etprodukt. Kan man ikke lide, hvad man får, vælger man noget nyt.Flere og flere forældre forlader folkeskolen og vælger en privatskole til deres børn.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Målstyring. Nationale test. Digitalisering. Ifølge samfundsdebattør Lars Trier Mogensen har skolereformens standardisering af læring og mål for læringen givet lærerne mindre selvbestemmelse:

»Det officielle motiv med standardiseringen er, at man vil løfte niveauet ved at kunne sammenligne skolerne og lade de dårligt fungerende enheder søge inspiration hos de velfungerende enheder. Effekten bliver bare en mistillidserklæring til lærerstanden, fordi undervisningen i stigende grad automatiseres, og der efterlades et mindre kreativt råderum for den enkelte lærer«, siger Lars Trier Mogensen og peger på, at målstyringen, de nationale test og digitaliseringen er i grundlæggende konflikt med lærerens autonomi.

»Politikerne vil gerne kvantificere kvaliteten af undervisningen med henblik på at måle på tværs. Således kan skolen falde ind under konkurrencestatens markedsmentalitet, da det giver forældrene mulighed for at være forbrugere og vælge de skoler, der præsterer bedst«.

Derfor er det pudsigt, at effekten af denne liberale ambition tilnærmer sig en spejling af den kommunistiske undervisningsmodel, som man så i koldkrigens Østtyskland, mener Lars Trier Mogensen:

»I Østtyskland havde man, en given tirsdag i november, nogle bestemte sider i bogen, som læreren skulle sørge for, at eleverne kom igennem, sådan at alle sad med det samme stof på det samme tidspunkt den samme dag. Vores standardisering har det omvendte motiv, men effekten bevæger sig på umærkelig vis i samme retning«.

Uddannelsesgabet: 
Magtforholdet mellem lærere og forældre er forskudt

Lærernes værdi er truet

Behovet for selvstændig planlægning og prioritering smelter altså langsomt, i takt med at der skrues op for standardiseringen. Det medfører ifølge Lars Trier Mogensen, at efterspørgslen efter lærernes kundskaber langsomt svinder ind - og det kan få økonomiske konsekvenser for lærerstanden.

»Standardiseringen af undervisningen mindsker specialiseringsbehovet, og det bliver således mere oplagt og økonomisk rentabelt blot at have undervisningsassistenter eller endda computerprogrammer til at køre undervisningen. Løn bliver afstemt i forholdet mellem udbud og efterspørgsel: 'Hvor mange mennesker kan noget, og hvor mange har brug for det, de kan?' Hvis kravet til kundskabsspecialisering falder, så falder lønnen også«, siger Lars Trier Mogensen.

Når computerprogrammerne og skabelonerne tager over, får lærerne mindre mulighed for at sætte deres faglighed i spil, og det medvirker til at forøge statusfaldet for lærerfaget, mener Lars Trier Mogensen.

»Dagligdagen bliver rutinepræget og ensformig, og det vil få mange potentielt dygtige lærere til at søge væk fra faget«.

Loft over kvaliteten

Et argument for standardiseringen er, at den sikrer et vist bundniveau i undervisningen, således at alle elever har opnået visse kundskaber, når de lægger folkeskolen bag sig.

»Jeg vil ikke afvise, at standardiseringen kan være en måde at stå imod problemet med dårlige lærere, som burde have været fyret på grund af inkompetence og manglende arbejdsindsats«, siger Lars Trier Mogensen. »Men det er en meget bagvendt måde at gøre det på og et sølle argument, fordi den standardiserede undervisning samtidig holder topniveauet under et loft. Jo mere standardiseret undervisningen er, jo mere sænkes loftet også for de bedste elever«.

Undervisningen er bestemt på forhånd

Den yderste konsekvens af standardiseringen er, ifølge Lars Trier Mogensen, en hyperindividualiseret undervisning, hvor lærerne er byttet ud med observatører, der blot tjekker Lan-forbindelsen to gange i timen, mens computeren står for læringen.

»Hvor hver enkelt elev sidder med sit eget computerprogram, som indretter sværhedsgraden efter den enkeltes niveau, men som stadig leverer undervisning, som er skabt ud fra rammerne af nogle fuldstændig standardiserede forløb«.

Det scenarie vil have en negativ indvirkning på elevernes dannelse, mener Lars Trier Mogensen:

»Idealet om, at elever skal danne myndighed ved at forholde sig kritisk til deres undervisning, risikerer at gå totalt fløjten. Det giver ikke mening at diskutere undervisning, hvis den allerede er bestemt på forhånd«.

Holder opbruddets præmis?
 »Vores elever er ikke maskiner«