De mødtes for nylig, Steen Nepper Larsen og Ebbe Kromann-Andersen. På hovedbanegården. Kromann-Andersen havde et eksemplar af sin og Irmelin Funch Jensens spritnye bog om innovativ undervisning i tasken. Han gav Nepper et eksemplar. De to havde allerede været oppe at toppes om innovativ pædagogik en gang før. På Det Alternative Sorømøde på Askov Højskole. Nepper har læst bogen såvel som hosstående interview med Kromann-Andersen og Funch Jensen.

»Umiddelbart er der ikke nogen, der kan have noget imod innovativ undervisning«, siger Steen Nepper Larsen. »Men det er jo et trick. Det kreative rum kommer i stand ved, at de siger, at alt andet er kedelig rutine, at skolen er grå og ude af trit med virkeligheden, og at eleverne er sure og triste og ikke lærer noget. De skaber et fjendebillede for at sætte deres maskineri i gang. Det er helt galt, for der foregår jo i forvejen rigtig meget godt i den danske skole«.

Noget af det nye i Kromann-Andersen og Funch Jensens pædagogik er, at der skal ske en værditilskrivning, som de kalder det.

»Deres værdibegreb er helt besynderligt«, mener Steen Nepper Larsen. »Det ene øjeblik betyder det, at eleverne får noget ud af det, de laver. Det næste øjeblik betyder det, at Danmark kan vinde terræn i den globale konkurrencekamp. Eller også hyldes de værdier, vi holder af, sådan nogle danskere som os. Det er et helt upræcist begreb«.

Muren mellem skole og omverden skal væltes, mener Ebbe Kromann-Andersen og Irmelin Funch Jensen. Nej, siger Steen Nepper Larsen.

»Jeg mener som Thomas Ziehe, der siger, at i 1960'erne og 70'erne ville vi have hele verden ind ad vinduerne, men nu drejer det sig om, hvordan man lukker vinduerne. Der kommer for meget dårlig luft ind i skolen, hvis eleverne skal til at lære innovation og kreativitet og entrepreneurship og selvledelseskompetence og blive små virksomheds­agenter af at gå i skole«.

»Irmelin og Ebbe skulle hellere tale om, hvordan man får lukket vinduerne på den mest begavede måde. Man kan godt invitere forældrene og andre ind, når man står for en fremragende udstilling eller et skuespil, det er helt fint. Men hvis man hele tiden skal være i dialog med verden og please den i Globaliseringsrådets retoriske spilfægterier, så kommer man aldrig i gang med at skabe en god skole«.

»En skole skal have fred og udvikle sit eget sprog. Problemet med det sprog, de bruger, er, at det er erfaringsløst. Det er klinisk og stammer fra en handelshøjskoletankegang. De bruger den såkaldte business-cycle-model. Den lyder sådan her: Creativity leder til innovation, der leder til product-launch. Det er alene værdien på markedet, der tæller«.

»Det er den model, de har. 1,2,3 vupti! Der er tale om almindelig økonomilærdom fra en førsteårs handelshøjskolebog: Kreativitet er kun noget værd, hvis det fører til innovation, der viser sin værdi i et nyt produkt på et marked, hvor det bliver solgt. Så kan man spole tilbage og sige, at så var det god kreativitet, og så var det rigtig innovation. Den model er det mest primitive styringsmaskineri, der eksisterer i øjeblikket. Den styrer også Helge Sanders måde at tænke uddannelse på på et universitet. Og i det hele taget den vestlige verdens måde at tænke uddannelse på: Human capital og potentialerealisering og alt det der håbløse ævl, som er parret med humanistisk psykologi og bliver til den rene og skære idioti og ødelæggende for skolen«.

Steen Nepper Larsen er enig i, at sloganet om, at skolen er for livet, ikke for erhvervslivet, ikke holder længere. Det har det i øvrigt aldrig gjort, siger han.

»Skolen har aldrig bare været for livet, den har også altid været for samfundslivet og for det politiske og familien og lønarbejdet«.

»Men Irmelin og Ebbe vil have, at man, allerede fra man går i børnehaveklassen, skal tænke på, hvad for en arbejdskraft man skal være på et marked engang. Og det er jo helt grufuldt. De ser i virkeligheden mennesket som en slags human kapital på to ben, der allerede nu begynder værditilskrivningen af sig selv, så man bliver en interessant vare engang. Ellers bliver man taber«.

»Deres tankegang kører hele tiden på en selvansvarliggørelse. Man skal gøre sig inter­essant. Og man skal være sjov at høre på. Der er ingen ydmyghed over for erkendelse eller tænkning eller tyngde her. Det drejer sig bare om at være en god entertainer og om, at man bliver hurtig til at lave gule sedler og få gode ideer, fordi så bliver man nok en sjov medarbejder. Det er erfaringsløst og tanketomt. De tager i det hele taget alt for let på tingene«.

»Det er helt galt, at de her erhvervslivsord vælter ind over skolen. Det er en krise for skolen, at den ikke er i stand til at skabe nogle bedre ord, så den kan undgå det her hæslige sprog. Bogen er faktisk et krisesymptom. Det tyder på, at lærerne har sovet i timen. Når de ikke formår at beskrive sig selv i et værdigt sprog, bliver de beskrevet udefra, og her har vi så to agenter, der beskriver skolen udefra i et fuldstændigt afskyeligt sprog«.

»Når den slags bøger og idéer kan få succes, skyldes det, at skolen ikke længere kan beskrive sig selv kraftfuldt. Det er et symptom på en krise, at vi skal have de her primitive business-modeller til at styre skolen«, siger Steen Nepper Larsen. |

»En skole skal have fred og udvikle sit eget sprog. Problemet med det sprog, de bruger, er, at det er erfaringsløst. Det er klinisk og stammer fra en handelshøjskoletankegang« Steen Nepper Larsen»Når den slags bøger og idéer kan få succes, skyldes det, at skolen ikke længere kan beskrive sig selv kraftfuldt. Det er et symptom på en krise, at vi skal have de her primitive business-modeller til at styre skolen« Steen Nepper LarsenLektor tre

Steen Nepper Larsen er lektor ved Pædagogisk-filosofisk forskningsinitiativ Gnosis, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag.