”Vores problem er ikke, at vi har børn med ADHD i klasserne. Vi har problemer, fordi vi har børn med ADHD, der er så pressede i skolesystemet, at de får stressreaktioner med vredesudbrud, hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær”.

Anja Rosa Qvist har været lærer siden 2008. Hun har været igennem implementeringen af en inklusionslov, en folkeskolereform og den delvise tilbagerulning af begge dele. I efteråret 2022 blev hun ramt af alvorlig stress – et ’kollaps’, som hun selv kalder det. Hun er blevet rask igen, men er ikke vendt tilbage til det job, som hun ellers elskede. 

Til gengæld har hun skrevet debatbogen 'Lærerkollaps' om, hvad der foregår i de klasseværelser, hvor lærerne står alene med mange flere opgaver, end de kan magte. Og om, hvordan det ødelægger børnenes trivsel og skolegang.

”Du er én voksen til en klasse. Og hvis du har et barn, der bryder sammen i afmagt og forlader klasseværelset, så kan du jo ikke være flere steder på en gang. Så mens du går efter det barn, der er brudt sammen, sidder der 25 andre elever, og i bedste fald får de ikke noget undervisning”, siger hun. 

”I værste fald bryder der kaos ud i klassen, og når du så kommer tilbage, skal du bruge tid på at få ro igen".

Derfor kommer lærerne hele tiden til kort, mener Anja Rosa Qvist, som også mener, at man bør sætte spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget er lærernes opgave at samle børn, der er brudt sammen, op.

”Det er jo problemstillinger, som det normalt vil være andre faggrupper at forholde sig til”, siger hun.

Lærerne kæmper alene

Forfatteren oplever lærerne som en faggruppe, der forsøger at tage opgaven på sig og siger ’vi kæmper, vi gør det, der er pålagt os, vi prøver’", fortæller hun til Folkeskolen.

”Man bliver jo meget tæt knyttet til de børn, man har på sådan en skole, man følger dem i mange år og kommer enormt tæt på dem. Blandt andet fordi du har samtalerne med dem om de svære ting. Nu har der jo været en debat, fordi der er kommet en bog om, at man skal elske sine elever. Det er jeg faktisk også inde på i min bog – man kan måske ikke kræve, at vi elsker vores elever, men det vi gør, er meget, meget tæt på”.

Derfor kæmper lærerne også for, at deres elever skal have det godt, ofte på bekostning af deres egen trivsel, og ofte med et minimum af hjælp fra systemet, der ellers skulle træde til, når børn mistrives i skolen, siger Anja Rosa Qvist.

”Det er vildt, hvad lærerne skal kunne, og hvad de skal stå alene med. Når der er brug for at inkludere børn med for eksempel ADHD, så får man måske en samtale med PPR. Så siger de ’lad barnet arbejde i 20 minutter og giv så barnet en pause’. Og det er ligesom den hjælp, man får”, fortæller hun.

”Ja, det er forfærdeligt, men sådan er det faktisk. Der bliver holdt møder, og der bliver talt rigtig meget, og der bliver lavet en masse aftaler. Men så er vi tilbage i skoledagen, hvor barnet sidder der, og det eneste, der ligesom er kræfter til, er måske sætte nogle piktogrammer op og ellers sørge for, at de en pause". 

"Jeg vil gerne bare gøre opmærksom på, at lige præcis den løsning er nok en af de sværeste at implementere. Det påvirker hele klassen, at der er børn der skal have en pause, for de børn, der ikke har ADHD, vil også gerne have en pause. Desuden er undervisningen ikke bygget op i sådan nogle 20 minutters blokke, så du kommer let til at ekskludere barnet fagligt, når du lader det forlade klassen. Og socialt også, hvis man har gang i en eller anden social aktivitet. Så der er enormt meget eksklusion i det med at lave pauser i undervisningen. Men det er ofte den eneste vejledning, man får som lærer”.

To lærere i klassen er ikke vejen frem

Anja Rosa Qvist har også et bud på, hvordan skolen kan indrettes, så den bliver et bedre sted for lærere, men især for eleverne.

”Man har glemt at indrette skolen til nutidens børn”, mener Anja Rosa Qvist. 

Hun mener, at en stor del af løsningen kan være at have flere voksne med ind i klasselokalet – men i modsætning til mange andre, mener hun ikke, at den anden voksne skal være en lærer og heller ikke nødvendigvis en pædagog.

”Lærere er dem, der er gode til at undervise. Problemstillingerne omkring børnene er der stadigvæk, og det er der andre faggrupper, der er bedre til at tage sig af. Når man kigger på sundhedsvæsenet, så har du den praktiserende læge, og den praktiserende læge er en del af sundhedsberedskabet, som sender patienten videre, hvis han har det skidt. Så bliver han ikke hos den praktiserende læge, han kommer til en speciallæge eller en kirurg, eller hvad han nu har brug for”, forklarer Anja Rosa Qvist. 

”Jeg tænker, at lærerne og pædagogerne skal være ligesom den praktiserende læge. De er gode til undervisning, trivsel og personlig udvikling, men der er nogle problemstillinger, der skal videre til enten en speciallæge, en psykolog, en psykiater eller en socialrådgiver”.

"Måske vender jeg en dag tilbage til folkeskolen"

Anja Rosa Qvist kollapsede, efter alt for længe at have været både, pædagog, psykolog, socialrådgiver og meget andet på en gang. Nu er hun selvstændig konsulent, men hun har ikke opgivet tanken om en dag at vende tilbage til folkeskolen.

”Hvis jeg skulle ud at være lærer igen, ville det være knyttet meget op på ledelse”, siger hun. 

”Jeg har en forestilling om, at jeg godt kunne være blevet samlet op på et tidspunkt, inden jeg kollapsede. Jeg var ikke selv i stand til at række ud, fordi jeg ikke anede, hvad der foregik, men hvis der havde været en, der greb mig, så tror jeg faktisk ikke, at det var gået så galt. Jeg var glad for mit arbejde, og jeg havde masser af planer, og masser jeg så frem til". 

"Så jeg tror måske godt, at en ledelse, der er tættere på lærernes arbejde, og fjerner den ensomhed, der kan være i jobbet – at man ikke føler man står alene med det hele -  kunne give en følelse af at være et ’vi’. Det ville hjælpe meget”.

 Ændret 25/6: Selvfølgelig er der fortsat mange elementer fra båe inklusionslov og folkeskolereform, der fylder i folkeskolen. Derfor har redaktionen nu rettet, så det fremgår, at de to reformer kun er delvist tilbagerullet.