Debat

Dårlig økonomi tvinger skoleleder Marco Damgaard til bestandigt at prioritere hårdt i skolens ressourcer, og ofte kan han ikke levere det, der ønskes.

Skoleleder: Jeg kan ikke altid levere et reelt inkluderende fællesskab for eleverne

Vi skal have modet til at flytte midler fra specialområdet til almenområdet. Ikke for at spare, men for at investere i elevernes trivsel og læring på en langt mere kvalificeret og bæredygtig måde, skriver skoleleder Marco Damgaard.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Lige nu er de 98 kommuner i landet i gang med at forhandle budgetter for 2024. Jeg tør godt at sige, at samtlige kommuner står over for svære forhandlinger, og der er pres på at få økonomien til at hænge sammen med den velfærd, vi gerne vil sikre i vores samfund.

Det gælder i allerhøjeste grad også for skole- og fritidsområdet. Her har mange kommuner over de seneste år taget økonomi fra almenområdet og overført dem til specialområdet på grund af en øget segregering og stigende udgifter på specialområdet.

Som leder i folkeskolen oplever jeg, hvordan vi hele tiden prioriterer i vores indsatser, ressourcer og arbejdsfællesskaber. Min påstand, er at vi er mange skoleledere i Danmark, som på nogle områder ikke kan levere det reelt inkluderende børnefællesskab, som vi ønsker. Det skyldes mange faktorer så som udfordrende rekruttering og fastholdelse af dygtige og veluddannede medarbejdere, et manglende helhedsorienteret og ressource-orienteret børnesyn, for meget sygefravær i personalegruppen og til sidst, men ikke mindst, manglende ressourcer. 

Negativ spiral skal stoppes

Det sidste skyldes ikke, at vi i Danmark bruger færre ressourcer på børne- og skoleområdet, end vi gjorde for ti år siden. Det skyldes, at fordelingen mellem ressourcer til henholdsvis almen- og specialområdet har rykket sig markant. Vi bruger i dag samlet set færre ressourcer på almenområdet og flere ressourcer på specialområdet, end vi gjorde for ti år siden. Det kan mærkes i folkeskolen. Vi arbejder på én og samme tid med et stigende forventningspres fra forældre og samfund, dårligere økonomi og øget mistrivsel. Det bliver vi nødt til at ændre på i fællesskab. 

Samtidig med at folkeskolen oplever et massivt økonomisk pres, fortæller finansministeren, at den danske økonomi er god, endda bedre end forventet. Det kan bare ikke mærkes i de helt nære velfærdsfællesskaber som for eksempelvis folkeskolen. 

Som skoleleder og kommunalpolitiker er det for mig helt tydeligt, at staten og kommunerne må stå sammen om at løfte almenområdet både på daginstitutions- og skoleniveau betydeligt. 

Vi må, kan og skal have stoppet den negative spiral, hvor flere børn mistrives i de almene læringsfællesskaber, og flere børn bliver ekskluderet til specielle tilbud, som statistisk set ikke giver dem bedre forudsætninger og muligheder for et godt liv. Vi bliver nødt til at have modet til at insistere på en bedre, mere inkluderende og mere kvalificeret folkeskole med fritidstilbud. Det vil kræve flere ressourcer, bedre ledelse, bedre kvalitet og et større politisk fokus.

Midler skal flyttes til almenområdet

Derfor må en ambitiøs regering også investere betydeligt mere i folkeskolen, end tilfældet er i den netop præsenteret finanslov. Derudover må vi i kommunerne have modet til at flytte midler fra specialområdet til almenområdet. Ikke for at spare på børnenes læring og trivsel, men for at investere i deres trivsel og læring på en langt mere kvalificeret og bæredygtig måde. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det bliver interessant at følge de forskellige kommuners budgetaftaler, og det bliver både vigtigt og interessant, om bare nogle kommuner i 2024 kan bryde den negative spiral og skabe mindre segregering og eksklusion. Selvfølgelig skal der være specialtilbud i fremtiden, men vi skal i langt højere grad skabe en generel trivsel, tryghed, læring og udvikling for flere børn på dagtilbuds-, skole- og fritidsområdet. 

Målet er, at alle børn skal have et værdigt liv, og alle børn skal have mulighederne for et godt liv.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 4-600 ord til debat@folkeskolen.dk.