Lad os begynde med et eksempel fra skolens hverdag. Forsker og lektor Lotte Hedegaard-Sørensen var på feltarbejde denne formiddag, hvor hun observerede undervisning i et stort inklusionsprojekt Erasmus+:

»Vi ser en meget dygtig ung lærer undervise i dansk i verber/udsagnsord. Der er 28 elever i klassen. Et barn har diagnosen ADHD, er på Ritalin, og forældrene fortæller, at barnet er meget uroligt i dag. Der er desuden et barn med en medicinsk diagnose og fem børn i omfattende vanskeligheder med socioøkonomiske og sociale udfordringer. Det er syv elever. Ud over dem er en tredjedel af klassen elever af anden etnisk herkomst, nogle stykker er i mistrivsel, der er nogle med læsevanskeligheder, og så er der dem, der kommer i skole, men ikke gider være der«, siger Lotte Hedegaard-Sørensen og fortsætter:

»Undervisningen er planlagt af teamet og skulle indeholde noget bevægelse, og at børnene arbejdede sammen med nye makkere. Under hele observationen er der en af eleverne, der råber højt ud i lokalet - ikke undervisningsrelevant - nærmest hele tiden. Eleven er fysisk urolig, går rundt og skubber og snupper andres ting. Og så spørger jeg: Hvad forestiller man sig, at ét menneske kan gøre her?« siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

»Skal læreren gå efter den ene elev eller de andre? Hvor mange ville finde sig i at have sådan et arbejdsmiljø på deres job? Det er simpelt hen ikke godt nok. Det er uetisk for alle. Det er helt indlysende, at der skal være flere voksne i sådan en klasse, og at nogle af de voksne skal have specialpædagogisk indsigt«.

Det skal lige med i fortællingen, at den urolige elev fungerer rigtig godt socialt i klassen og måske derfor med god grund kan blive i almenklassen.

»Man behøver ikke at være akademiker for at vide, at her må der tilføres resurser. Ellers kan det simpelt hen ikke fungere. Det handler om rammer og vilkår. God inklusion kommer aldrig til at fungere med én lærer i ét fag i én klasse. Og når klassen så har 28 meget forskellige elever. Men det her er virkeligheden i skolen«, understreger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Kronik: Når lærerens gode intention har den stik modsatte virkning

»Vi skal kritisere forholdene«

»Vi har nogle knapper at dreje på. Der er taget en politisk beslutning om, at folkeskolen skal spare - at hele den offentlige sektor fast skal spare hvert år - men som lærernes betingelser er nu, så producerer vi blot mennesker i vanskeligheder. Rigtig mange får ikke den nødvendige hjælp i dag - og det bliver dyrt på længere sigt«, understreger forskeren.

Lotte Hedegaard-Sørensen er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) og forsker i lærer- og pædagogfaglighed i almen- og specialpædagogiske miljøer, i social reproduktion af ulighed (eksklusion og sortering) og i flerfagligt samarbejde. Forskningen foregår i regi af forskningsprogrammet »Inklusion og eksklusion - i samfund, institution og praksis«. Og for tiden er hun ofte ude på feltarbejde for at observere - netop med øje for inkluderende læringsmiljøer.

»Det er vigtigt for mig at fastholde en kritik af de rammer, som lærere arbejder under. Vi vælger lige nu i den skolepolitiske diskussion at fokusere på faglighed, test og målinger og samtidig på inklusion. Og det sker under en neoliberal økonomisk logik, hvor det bliver mere illegitimt at pege på resurser, og hvor vi forventes at acceptere, at det bare er den enkeltes ansvar at klare alting. Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at tro på det her. Vi skal kritisere forholdene - af etiske grunde. Vi skaber lige nu et arbejdsmarked, der producerer syge medarbejdere, og børn, der mistrives«.

Hun fortæller, at det er vigtigt at råbe højt om problemerne. At hun som forsker har et medansvar for at påpege problemerne og insisterer på at fortælle om dem. Hun vil gerne invitere flere ud til observation af den inkluderende undervisning ude i hverdagen på skolerne, fordi man bliver berørt af det, man ser, og fordi hun ønsker, at flere - beslutningstagere - bliver berørt.

Vi ved, hvad der skal til

Da Lotte Hedegaard-Sørensen begyndte sin pædagogiske karriere, læste hun i 1996/97 et debatindlæg af professor Per Schultz Jørgensen. Han beskrev, at han i tredive år havde arbejdet for bredt at afhjælpe elevernes sociale problemer, men at ingenting var blevet bedre i den tid.

»Ingen var blevet hjulpet. Ingen havde fået bedre betingelser, skrev han. Det er sådan, jeg har det nu«.

»Nu har jeg i tyve år talt om nødvendigheden af at have specialpædagogisk viden og indsigt ude på skolerne for at kunne skabe en god inklusion. Men forholdene er kun blevet forringet. Man kan spørge, hvorfor vi er her. Hvad er min rolle som forsker og underviser? Og hvad er den politiske holdning til viden? Vi ved, hvad der skal til. Det er ikke nok at tale om, hvordan den individuelle lærer eller lærerne sammen kan ændre deres undervisning. Det er en neoliberal tankegang om det individuelle ansvar for at arbejde effektivt. Det er meget større, og der er mere på spil«, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

»Det er helt centralt, at flere voksne - også med specialpædagogisk baggrund - indgår i det pædagogiske og didaktiske arbejde med børnene, og det forudsætter organisatoriske omprioriteringer«.

Børns medindflydelse

I det nye europæiske inklusionsprojekt besøger de danske forskere seks skoler, hvor de ser på elevers og læreres samarbejde om undervisningen. Det samme finder sted i flere andre lande i Europa.

Børnenes perspektiver på god undervisning bliver inddraget. Lærerne har sammen med en gruppe børn forberedt en undervisning, der tilgodeser børnenes syn på undervisningen. Bagefter bliver undervisningen evalueret af børn og lærere, og en ny undervisning bliver planlagt og gennemført. En slags lektionsstudier, hvor en undervisningslektion bliver forbedret og gennemført igen - bare med børnenes evaluering inddraget også.

For børnene er det væsentligt at kunne vælge mellem forskellige arbejdsformer, at have indflydelse på, hvordan opgaver skal løses. Når de bliver mødt med tillid til, at de kan løse opgaven på en god måde, har de også en masse energi at tilføre undervisningen, fortæller Lotte Hedegaard-Sørensen.

»Børn i Danmark er generelt glade for at gå i skole, men de oplever sjældent at have medindflydelse på selve undervisningen og fagene, men det er med her. Det tyder på, at det skaber engagement og deltagelse for børnene, også fordi det skærper lærernes blik for børnenes forskellige deltagelsesbetingelser«.

I projektet spørger forskerne børnene på en systematisk måde, og når de bliver inddraget på den måde, bliver de demokratiske deltagere og ikke brugere. De får et medansvar, og ifølge Lotte Hedegaard-Sørensen er der meget at hente dér.

Hun kommer med endnu et eksempel fra observationen i klassen, hvor eleverne havde ønsket mere bevægelse i undervisningen, og det var planlagt som en »lufter« - det vil sige frikvarter. Men en elev spurgte i undervisningen, om det ikke kunne være en god ide, at de tog ud i skolegården sammen med deres nye samarbejdsmakker, og den ide tog læreren straks til sig.

»Det er en lille ting, men det kunne fungere fint og var godt set af eleven. Det åbnede noget interessant og gav ny energi til alle«.

I øvrigt valgte gruppen af observatører at sætte en person til at tage ansvaret for den meget urolige og råbende elev for at gøre det muligt for den undervisende lærer at fokusere på at undervise på en ny måde, som bagefter skulle evalueres. Et godt eksempel på, at god og inkluderende undervisning forudsætter ekstra resurser - for ellers går det slet ikke.