Børnene spiser frokost i den 3. klasse, hvor jeg som forsker er på feltarbejde. Ligesom jeg har set i så mange andre klasser, benytter læreren børnenes spisepause til at koordinere, hvem der leger med hvem i det kommende frikvarter. Lærerne har ofte øje for de børn, der har vanskeligt ved at være med i skolens fællesskaber, og de prøver via forskellige sammensætninger og opdelinger af børnegruppen at skabe deltagelsesmuligheder for klassens forskellige børn. I den pågældende klasse er det ofte Sofie, der ikke har nogen at være sammen med, og lærerne prøver på forskellige måder at få Sofie med i en leg eller en aktivitet.

Denne dag forsøger læreren at skabe deltagelsesmuligheder ved at spørge en gruppe piger, om Sofie må være med i deres leg. Efter lidt betænkningstid indvilger pigerne i, at Sofie gerne må være med, og Sofie følges derefter med pigerne ud på skolens legeplads. Fra et lærerperspektiv ser problemet således ud til at være løst, men følger man børnene i frikvarteret, ser det imidlertid anderledes ud.

Det viser sig, at pigerne har særdeles vanskeligt ved at få lærerens sammensætning af børnegruppen til at fungere i praksis. Sofie befinder sig på sidelinjen og er tilskuer til legen, og det ser ud til, at de andre piger ikke ved, hvordan de skal få hende inddraget i legen. Efter kort tid opgiver børnene at få legen til at fungere, hvorefter Sofie går alene rundt i skolegården, mens de andre leger noget andet.

Trods lærerens intention om at hjælpe ­Sofie ved at sætte hende sammen med nogle af klassens piger virker hjælpen ikke i forhold til de sociale vanskeligheder og den ensomhed, Sofie oplever i sit skoleliv. I situationen blev Sofie koblet på fællesskabet, og efterfølgende skulle børnene selv håndtere udfordringen med at få lærerens sammensætning til at fungere - en opgave, som børnene ikke formåede, og som betød endnu en oplevelse for Sofie af at være udenfor, udelukket og til sidst opgivet som mulig legekammerat.

Børn er optaget af »at være med«

Eksemplet stammer fra mit ph.d.-projekt »Inklusion - muligheder og begrænsninger for deltagelse belyst gennem et børneperspektiv«, hvor jeg fulgte børn i to folkeskoleklasser i en toårig periode. Projektet tog udgangspunkt i en viden om, at det har afgørende betydning for børns læring, udvikling og trivsel, at de oplever at være med blandt andre børn. For nogle børn er skolelivet imidlertid forbundet med tilbagevendende oplevelser af, at det er svært at få adgang til skolens fællesskaber.

Vanskeligheder med deltagelse i børnefællesskaber kan vise sig som problematiske måder at deltage i undervisningen på. På den baggrund er det en relevant og væsentlig bestræbelse, når lærere forsøger at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Det er imidlertid et problem, hvis denne bestræbelse alene fører til, at børnene bliver »koblet« på en gruppe uden at blive inddraget i det, børnene er sammen om. At »sætte sammen med« er nemlig ikke ensbetydende med, at der er skabt adgang og deltagelsesmuligheder for alle børn, hvilket også er et aspekt, der gør sig gældende i forhold til børns deltagelse i den faglige undervisning.

Gruppearbejde - at sætte sammen med

I en undervisningssituation bliver børnene inddelt i mindre grupper og skal efterfølgende samarbejde om at bygge en drage. Sofie har vanskeligt ved at gøre sig gældende i det pågældende gruppearbejde, da de andre ikke lytter til hendes bidrag til opgaveløsningen eller er tilfredse med måden, hvorpå hun udfører arbejdet. På et tidspunkt diskuteres det i gruppen, hvor dragens styresnor skal placeres, hvortil Sofie byder ind med, at den skal sidde i midten. De andre er imidlertid ikke enige med Sofie om denne placering og sætter styresnoren fast i enden af dragen, hvilket bevirker, at dragen ikke er flyvedygtig. Da jeg senere taler med Sofie, giver hun udtryk for en oplevelse af ikke at blive lyttet til og fortæller i den sammenhæng, at »hver gang jeg siger min ide, så siger de bare noget andet, og så gør de noget andet«.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at når børnene i flere situationer overlades til at få de voksnes sammensætninger til at fungere i praksis, må det blandt andet forstås i lyset af lærernes arbejdsbetingelser. Eksempelvis er frikvartererne lærernes pause, hvorved de befinder sig andre steder end børnene. Denne opdeling får betydning for lærernes mulighed for at få kendskab til, hvordan de forskellige sammensætninger af børnegruppen udvikler sig, og får betydning for enkelte børns deltagelse. Endvidere stiller organiseringen af undervisningen med typisk én lærer til en større elevgruppe sig som betingelse for lærernes mulighed for at få kendskab til børns deltagelse i den faglige dagsorden.

Lærernes arbejdsbetingelser tilsidesætter ikke nødvendigheden af at rette fokus på og diskutere, hvad det egentlig vil sige »at være med«. I det pågældende gruppearbejde er Sofie for så vidt med, da hun sidder sammen med de andre og er med til at løse den faglige opgave, men hun er med på måder, hvor hun ikke inddrages i eller får indflydelse på gruppens arbejde og det sociale, børnene har sammen. I situationer, hvor børn alene bliver sat sammen med andre uden hjælp til at få samspillet til at fungere, ser det ud til, at indsatsen kan virke fastlåsende og ekskluderende.

Utilsigtede ekskluderende processer

Det er en generel tendens på de to skoler, hvor jeg har været på feltarbejde, at de voksne forsøger at skabe deltagelses- og inklusionsmuligheder for enkelte børn ved »at sætte sammen med« og »koble på« fællesskabet. At være en del af fællesskabet handler imidlertid ikke alene om at være sammen med andre, men også om muligheden for at blive inddraget i og få indflydelse på det, børnene er sammen om. Det er en væsentlig pointe, da jeg ser adskillige situationer, hvor børn ikke får hjælp til at blive inddraget i det fælles, men alene bliver »hægtet« på fællesskabet med en dertilhørende risiko for at blive »hægtet« af igen.

Intentionen om at skabe deltagelse og inklusion kan derved føre til utilsigtede ekskluderende processer, når arbejdet alene retter sig mod børns tilstedeværelse blandt andre børn. Sammensætninger og sammenkoblinger uden at arbejde med fællesskabets måde at fungere på kan få den betydning, at det bliver børnenes opgave at få inklusionsudfordringer til at lykkes i praksis.