Debat

Det er de diagnosticerede der bliver ramt

Når politikerne skærper reglerne og øger kravene omkring inklusion, er det de diagnosticerede børn, der bliver ramt. Når børn med særlige behov skal inkluderes i folkeskolen, skal inklusionen være fleksibel, og der skal derfor tages individuelle hensyn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Hannah Mikkelsen, Afina Elsham, Ida Ellegaard og Sana Tofiq, elever

Heidi Thamestrup, formanden for Landsforeningen autisme, mener, at unge med autisme, uanset alder, ikke kan føle sig tilpas i en klasse med almindelige børn. Det skyldes, at de andre børn vil have fordomme og forventninger til, hvordan personen med diagnosen vil opføre sig: “ Hvis man er inkluderet, så har man det godt, og det har børnene og de unge med autisme ikke. Kommunerne har ikke forstået, at man kan have et usynligt handicap inde i hovedet“. Hun mener også, at lærerne og skolen skal udvikle sig mere i at støtte og hjælpe disse børn. Dog er borgmesteren i Allerød Kommune, Karsten Längerich, overbevist om, at vi gør nok for at inkludere, og at vi stedet skal sørge for at tilpasse de diagnosticerede omstændighederne i den almene folkeskole: “Jeg tror på, at der skal inkluderes, og selvom der skal hjælpelærere og støtte til, tror jeg, at det er en god ide“.

Normalitetsbegrebet sætter faste rammer 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi har en forestilling om, hvor normalitetsgrænsen går. En grænse, der skelner i mellem at være normal og anderledes, så når helt almindelige børn og unge får pålagt sig diagnoser, bliver de diagnosticeret som abnorme. Det kan gå ud over dem, der i realiteten kæmper med udfordringer, fordi de lever med fx diagnosen, autisme. Vi må sørge for at tilpasse grænserne, så de ikke får nogle faste rammer, der helt konkret viser, hvornår man er anderledes. I dag er der flere, der får stillet en diagnose, og der er delte meninger om, hvor vidt det er en positiv effekt. Det er måske nyttigt og fornødent for læger og fagpersoner, men for den enkelte kan det være et skub i ryggen uden for normalitetsgrænsen.  Selvfølgelig er der brug for at kende til diagnosen, men det kan gå udover den enkelte, fordi så snart man får konstateret en diagnose, kan man blive proppet i en kasse med fordomme og forventninger om, hvordan det enkelte individ så er. “Vi må udvide normalitetsbegrebet og sørge for, at der plads til os alle sammen”, udtalte Carsten Lassen sig. 

                Billed af Carsten Lassen. Fotograf: Afina Elshan                                 

Menneske før diagnose

Oftest kan man omtale personer med autisme som autister, men de er ikke autister, men derimod individer med diagnosen autisme. Signe Lambæk, der selv har diagnosen fortæller: “Jeg nævner heller ikke min diagnose, når jeg søger arbejde, for den fortæller ikke noget om min evne til at udføre et arbejde”. Vi ser diagnosen før menneskets egenskaber, og det indkredser de diagnosticeredes jobmuligheder. 

På skolerne mærkes samme tendens. Det ses ved, at flere unge bruger diagnoser som skældsord og diagnosticerer andre. Det er dog ikke noget, som hverken voksne med eller uden diagnosen, eller eksperter har bidt mærke i. Sådan forklarer forfatter, Bent Haller, der ikke selv har fået stillet en diagnose, men alligevel ved, at han har äspergers: "Det har jeg aldrig været udsat for, men det er da absolut forkert”. Heller ikke Karsten Längerich har stødt på negativ brug af autist som skældsord: “Jeg har ikke oplevet det, men jeg synes, at det er skrækkeligt”. Derfor er det vigtigt, at vi går ind og påvirker de yngste i samfundet, og gør dem bevidste omkring konsekvenserne i at bruge diagnoser som skældsord. Det er trods alt dem, der har ansvaret for at stoppe denne vækst, da de voksne ikke er opmærksomme på denne udvikling. 

Signe Lambæk oplevede, da hun var yngre, at børn misbrugte hende diagnose som skældsord, men i dag opfatter hun ikke samme tendens:  “Jeg ved faktisk ikke, hvordan børn og unge snakker til hinanden i dag. På det tidspunkt havde jeg kontakt til mange børn, da jeg var træner i en cykelklub for børn i alderen 8-15, og oplevede derfor hvordan de snakkede til hinanden”. Dette siger noget om, at vi i det danske samfund ikke er bevidste om, hvordan diagnoser bliver misbrugt, og hvordan vi putter hinanden i kasser i stedet for at se den enkelte som et menneske og ikke en diagnosticeret person.  

Hvornår er man normal? 

Normalitetsgrænsen skal blive mere flydende, så der er plads til alle, og man skal ikke kunne blive diagnosticere som autist, for man er et individ med diagnosen autisme. Alle de diagnoser, vi svømmer rundt i, sætter faste rammer, men dem skal vi se udover og rumme alle og en hver. For vi har alle nogle værdier, og det er først og fremmest dem, der skal i fokus, det er vi i hvert fald overbevist om. Vi kan ikke lave om på reglerne, men vi kan påvirke de unge i samfundet og gøre dem beviste om konsekvenserne.