Den første betingelse for at kolleger, der kommer ud for vold eller trusler e,r at man kan stole ubetinget på DLFs støtte og professionelle hjælp.

Jeg arbejdede i 15 år i et projekt for 14 18 årige unge, der ikke kunne være i folkeskolen i Rødovre Kommune. Under en Norgestur blev jeg i en hytte angrebet af en 16 årig elev, der truede og greb fat i mig om skuldrene med begge arme tæt på halsen. Der var tale om en stærk dreng på min egen størrelse. Jeg følte mig i fare, slog ham i ansigtet med flad hånd, han gav slip, og jeg  løb til et værelse, hvor jeg låste døren og ringede efter hjælp fa kolleger i andre hytter.

Jeg skrev naturligvis en indberetning til kommunen om brug af selvforsvar. Problemet var løst, drengen fortsatte i projektet og jeg havde et godt forhold til ham.

Noget efter blev jeg indkaldt til tjenstlig samtale med Rødovre lærerforening formand Stig som bisidder. Vicedirektøren gav mig en advarsel, "idet vi ikke brugte lussinger i Rødovre". Jeg var forbløffet og accepterede umiddelbart, men skrev så til DLF, der gik ind i sagen, og fik trukket advarslen midlertidigt tilbage af formelle grunde, forkert indkaldelse, formulering . Etc. Jeg bad DLF om at støtte mig i, at der var tale om selvforsvar og få kommunen til at tilbagekalde advarslen eller lade sagen gå til tjenstligt forhør. Det ville man ikke, selvom man klart gav udtryk fo,r at jeg havde en sag, man fortsatte med formelle indvendinger, der ikke havde noget at gøre med min følelse af krænket ære (jeg slår ikke på folk).

Jwg fortalte en ven - en meget kendt og agtet erhvevsjurist - om sagen. Han tilbød straks gratis at være bisidder og føre den klare sag helt gratis. Normalt optræder han ikke i den slags sager, men han var ikke i tvivl om, at den var et  klart tilfælde af selvforsvar

DLF svar var,at brugte jeg en privat advokat var foreningen ude af sagen. Lige siden har jeg fortrudt, at jeg rettede mig efter DLFs elendige råd. Det har påvirket mig meget med en plet på en 34 årig god karriere i Rødovre, deriblandt 15 års arbejde med en særdeles vanskelig gruppe børn/unge.

Og værst var følelsen af at være svigtet af DLF, der troede, at man kunne få advarslen trukket tilbage af forrmele indvendinger.. Det lykkedes ikke, og jeg var dum nok til at tænke at jeg ikke skulle lægge mig ud med DLF.

Denne episode ligger tilbage i 2002 (?), men jeg vågner stadig og tænker over det, og det er ikke episuden med den voldelige dreng, der trikker mig, det er følelsen af forladthed og svigt fra DLF. Følelsen af at  en ellers oplagt sag, skulle ordnes af ligegyldige formlia og ikke sagens substans. Når et medlem støttet af en kendt sagfører vil føre en oplagt sag, skal han ikke mødes med "så træder DLF ud af sagen.

Så dette indlæg er opsparet raseri efter ca 16 år, dengang orkede jeg ikke at protestere. Jeg håber, at I siden har optimeret jeres beredskab. Vold i folkeskolen handler ikke kun om psykisk støtte, det handler også om  noget så ganmeldags som "Ære". Og medkeemmernes ære bør veje ligeså tungt som anden støtte i disse ulykkelige sager. Håber at DLF er blevet opmærksom på dette aspekt. Jag har aldrig været vred på drengen eller kommunens advarsel, men DLF har jeg - selvom jeg er forblevet medlem - forbandet ned i et sort sted for ikke at lytte og stå op for et medlem, der manglede støtte.

Dette indlæg kan I bruge internt eller offentliggøre elle rlade være. Jeg fik lige brugt en formiddag til at får ludt

Hilsen

Nils Erwin Hansen