Debat
Frem og tilbage er lige langt eller er det?
Det spørgsmål har jeg tumlet med siden jeg læste, at nu har inklusionsloven fra 2012, der med et trylleslag forvandlede næsten alle elever med behov for specialundervisning, til elever, der kunne inkluderes i almenklasserne, fået politikkernes bevågenhed, da antallet af elever der kommer i specialtilbud stiger.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi skal have specialeundervisningssteder ud på alle skoler udtaler vores nuværende undervisningsminister.
Nu er det sagen bliver kryptisk, for da den daværende minister Antorini for knap 10 år siden fik inklusionsloven igennem, var det da med henblik på, at vi skulle inkludere flere elever på egen skole, eller?
Det modsatte er sket, men vejen til specialtilbuddene har ofte været en lang rejse for de elever og deres familier, der ikke blev mødt af en anerkende og værdig inklusion på egen skole, med nok hænder, mindre klasser og personale med kendskab til elevernes specifikke behov. Nej modsat er de for, at få den rette undervisning dagligt blevet transporteret væk fra deres lokalområde, kammeraterne og fritidsinteresserne til specialskoler.
Jeg håber, at vejen tilbage til specialundervisningssteder på lokale skoler vil blive kortere og der vil blive lyttet til de fagpersoner der ved hvad der skal til for, at en anerkendende værdig inklusion kan lykkedes og at vi ikke skal blive ved med, at sende de mange elever ud på den lange vej til specialskole.
En mærkesag jeg vil arbejde for i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse.
