Forfatter og konsulent: Ingen børn vågner op om morgenen og siger, i dag vil jeg være ensom

Årsagen til ensomhed skyldes ikke den enkelte, men derimod at fællesskabet omkring dem er utrygt, og at ingen guides i, hvordan man sammen tager ansvar, når man ved, at der er en, man er ved at gøre ensom, fordi man selv er bange for at være den næste.

Mit begreb vensomhed dækker over en kultur, som fremmer venskaber. Ensomhed handler nemlig ikke om den ensomme, men om alle os, som er med til at gøre dem ensomme.

Igennem en lang årrække som konsulent i dagtilbud, skoler, foreninger og uddannelsessteder har jeg selv oplevet at ensomhed fylder meget, og at lærere alle gør og kan gøre en afgørende forskel.

Ensomme unge er typisk blevet gjort ensomme og venneløse siden barndommen. Sidste år kunne man i et nyt forskningsprojekt fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, læse, at ensomme unge ofte har kæmpet med ensomhed i årevis.

Det kan starte allerede i mødregruppen. Hvis de andre synes, at Willum på tre måneders mor er lidt underlig og ikke passer ind. Så glemmer de pludselig at ringe til hende, når de rykker deres aftale. Det kan også gælde i forældregruppen, den første tid i dagtilbud eller SFO’en. For her kan alle stå i kø med deres egne usikkerheder og ønsker om at blive en del af fællesskabet og ikke være den, som vælges fra.

Det er for sent at gøre noget, når børn og unge ikke kan komme i dagtilbud eller skole længere, fordi ingen savner en. Derfor er det vigtigt, at man griber ind fra start.

Ensomhed er ikke den enkeltes ansvar

Vi ved alle, hvem de venneløse er. Vi har selv gjort dem venneløse, vi er selv med til at lukke dem ude og ignorere dem. Flere dagtilbud og skoler er heldigvis begyndt at arbejde med og inkorporere i deres børn og unge-politik og værdisæt at ingen skal være alene og at alle skal have en ven. Her bliver det tydeligt, at man ønsker at alle skal lykkes og være en del af fællesskabet.

Vi ansatte er forskellige, forældre og børn er forskellige, og det er en styrke. Når vi skaber ensomme, utrygge kulturer, så handler det ofte om, at vi bliver usikre og forarget eller tager afstand fra det ukendte – det som vi ikke kan genkende, forstå eller spejle os i. Kimen til ensomhedskulturer kan ofte tage afsæt i vores egen utilstrækkelighed og angst for at være den næste, der er på vej ud af fællesskabet.

Ingen kan blive ved med at banke på den dør, der er lukket, og lukke sig selv ind i fællesskabet med venlighed. Sammen kan vi dog hjælpe hinanden ind i fællesskabet med vensomhed. Hvad enten vi er voksne eller børn, har vi alle brug for at være vigtige for bare ét andet menneske. Børn skal lære at have andre på sinde.

For ensomhed opstår, når fællesskabet har glemt at lukke andre ind med imødekommenhed, nysgerrighed, hjælpsomhed og kærlighed. Alle de penge, vi bruger på forebyggelse af ensomhed, hjælper ikke lille Smilla, som bliver ekskluderet, fordi de andres forældre mener, at hun er årsagen til al larmen i klassen. Det er afgørende, at hun bliver mødt med positive forventninger, og ikke endnu et møde med afvisende rygge frem for smilende munde og øjne.

Følelsen af ensomhed finder vi alle steder. Den findes i dagtilbuddet, når Svend ikke må lege med i sandkassen, i skolen, når Willum ikke bliver inviteret med til hyggeweekend, i sportsklubben, hvor de andre snakker bagefter på den fælles snap, som ikke er for alle, eller i frikvarterne, hvor de andre drenge løber væk fra Silas.

Grundlæggende handler det simpelthen om at ændre kulturen. Og her skal vi ansatte på banen – og guide børn og forældregrupper, ved at være gode rollemodeller for den vensomme kultur og det inkluderende fællesskab. Vi får aldrig bugt med ensomhed eller mobning, hvis vi forsøger at finde mangler eller fejl hos forælde, lærere eller børn. Kun hvis vi retter blikket mod alt det, der sker i fællesskabet, og tør se på os selv og spørger:

Hvad kan jeg gøre, og hvordan fremmer jeg den vensomme kultur?