Lærermangel

”Jeg kunne forestille mig, at skolereformen fra 2013 rent ud sagt stadig giver nogle ar", siger Venstre skoleordfører.

Regeringen om de mange '4.g'ere':
Vores aftaler vil forhåbentlig gøre lærerjobbet mere attraktivt

"Det er bekymrende tal", lyder det fra regeringen ovenpå, at OECD i en ny rapport har peget på, at der er i Danmark er et ekstraordinært højt antal antal ikke-læreruddannede i skolen.   

Offentliggjort

Næsten 30 procent af underviserne i den danske grundskole har ikke en læreruddannelse, påpeger OECD i en ny rapport

"Selv hvis mange af dem kun arbejder på deltid, er det afgørende at fastholde kvaliteten af den undervisning, man giver eleverne", lyder det i den internationale rapport. 

Folkeskolen har bedt børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) om en kommentar til rapporten, men ministeriet henviser i stedet til Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen til at udtale sig på regeringens vegne.

"Det er bekymrende tal, for det er klart, at det optimale er jo helt klart, at vi har flere, der har en læreruddannelse til at undervise vores børn", lyder hendes umiddelbare reaktion på rapporten.

"Og så er det klart, at jeg som Venstre-politiker krydser fingre for, at den revidering, der har været af læreruddannelsen, og som nu er gået i gang, kan være til at få flere til at blive læreruddannede og også blive som lærer, når de er færdiguddannede. Selvfølgelig er det fint nok, at nogle hopper videre til andre brancher, men vi skal helst have flere til at forblive i folkeskolen og undervise vores elever", siger hun.

Skal være en nødløsning

Venstreordføreren mener, at det ikke må være andet end en nødløsning at ansætte 4.g'ere. 

"Når man – i mine øjne af nød – må ansætte ikke-uddannede, dem man også kalder 4.g’ere, så er det altid en nødløsning”, siger hun og understreger, at man det ideelle er, at man ansætter mennesker med lærerkompetencer.

Udover den nye læreruddannelse peger hun også på, at hun håber på, at den nye skoleaftale på sigt vil gøre folkeskolen mere attraktiv.

”Den giver øget frihed til også at danne sin egen skole og også øget frihed til lærerne med færre mål, der skal leves op til. Det kan forhåbentlig også inspirere flere til at ville tage en læreruddannelse. Det er de værktøjer, jeg håber på kan inspirere flere til at vælge den vej”, siger hun.

Undersøgelser har vist, at et stort antal læreruddannede ikke arbejder i folkeskolen. Tidligere i år rapporterede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for eksempel, at en femtedel af de nyuddannede lærere ikke er i folkeskolen tre år efter dimissionen. 

”Jeg kunne forestille mig, at skolereformen fra 2013 rent ud sagt stadig giver nogle ar", siger Anni Matthiesen.

DLF: Der er tale om en katastrofekurs

Formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening Morten Refskov har kommenteret på OECD's rapport på sin Facebookprofil. 

Ifølge ham er det høje antal ikke-læreruddannede "ét af de mest åbenlyse symptomer på en grundskole (især folkeskole), der ikke har det godt".

Han mener, at det er en underdrivelse at kalde tallene for bekymrende. 

"Der er reelt tale om en katastrofekurs, som vi ikke kan løse uden en markant og langsigtet investering i vores fælles skole", skriver han.