Parasport Danmarks underviserkorps rykker ud på skoler med både undervisere og udstyr, så elever kan prøve kræfter med parasportsgrene som kørestolsbasketball.
Drazen_
Grebet af paralympisk guldfeber? Sådan får du parasport med i idrætstimerne
En stærk dansk medaljehøst ved De Paralympiske Lege satte punktum for en stor sportssommer. Der er masser af inspiration at hente, hvis du vil sætte kørestolsrugby og goalball på din årsplan - og inkludere elever med handicap i de øvrige aktiviteter.
Undersøgelser viser det igen og igen. For elever med handicap er idrætstimen ofte en af de mest udfordrende på hele ugen. Hvis de da ikke helt er fritaget.
Men at en funktionsnedsættelse ikke er nogen hindring for at bevæge sig, er de netop afsluttede Paralympiske Lege i Paris et godt bevis på.
Her blev det til hele 10 medaljer til de danske atleter, hvis præstationer aften efter aften fyldte på sendefladen på landsdækkende tv.
Spørger man udviklingschef i Parasport Danmark Søren Jul Kristensen er der grund til at stifte bekendtskab med parasport i idrætsundervisningen, uanset om man har et handicap eller ej.
Og faktisk også uagtet om der i det hele taget er elever med handicap i klassen.
Han håber, at eksponering af idrætsudøvere med handicap som ved De Paralympiske Lege kan være med til at rykke ved opfattelsen af, hvad mennesker med handicap kan, når det kommer til fysisk udfoldelse - både deres egen og omverdenens.
"Det gør det mere naturligt for alle - med eller uden handicap - at tænke på mennesker med handicap som nogen, der selvfølgelig kan dyrke idræt på et eller andet niveau - uden man nødvendigvis skal være verdensmester", siger han til folkeskolen.dk/idræt og tilføjer:
"Den største barriere ved elever med handicaps deltagelse i idræt er faktisk ofte ikke udfordringer med at komme frem og tilbage med hjælpere og udstyr. Det er mindsettet hos de mennesker de omgås".
Her kan du få inspiration og konkrete redskaber
Hvis de netop overståede Paralympiske Lege har givet dig som idrætslærer blod på tanden i forhold til at tænke mere parasport ind i din undervisning, er der hjælp at hente hos blandt andet Parasport Danmark.
Organisationen står klar med et underviserkorps, der rykker ud på skolerne med en trailer med rekvisitter som paraatletiske kørestole og goalballs.
Dermed kan hele klassen kaste sig ud i at dyrke parasportsgrene sammen.
Hos Videncenter om Handicap er der hjælp at hente i forhold til at tilpasse de almindelige aktiviteter i idrætsundervisningen, så flere kan være med.
Også hos FIIBL, som er et samarbejde mellem to professionshøjskoler og et universitet, er der hjælp at hente, hvis du er på jagt efter mere viden om, hvordan du kan tilpasse din undervisning.
"Vi ser meget gerne, at alle elever i folkeskolen stifter bekendtskab med deciderede parasportsgrene, men også at børn med handicap får bedre muligheder for at være med i den almindelige idrætsundervisning", siger Søren Jul Kristensen og tilføjer:
"Det at være med i idrætsundervisningen giver anledning til at være med i nogle fysiske fællesskaber. Og er man ikke det, så mister man noget. Man er ikke fuldgyldigt medlem af klassefællesskabet".
Alle elever er forskellige
Og han ved godt, at det er lettere sagt end gjort, skynder han sig at tilføje.
"Særligt hvis man er alene lærer med 25 elever. Og vi er bestemt ikke blinde for, at man som lærer ofte meget pludseligt får tildelt en klasse med en elev med handicap, eller at en elev med handicap kommer ind i klassen fra den ene dag til den anden", siger Søren Jul Kristensen og tilføjer:
"Og elever med handicap er lige så forskellige som alle mulige andre elever. Hvordan man kan inkludere dem i undervisningen er meget afhængigt af, hvilket handicap de har, og hvilke elever man i øvrigt har i klassen. Derfor er det også så vigtigt, at lærerne ved, at de har de her redskaber at læne sig opad".
En af de idrætslærere, der dette skoleår sætter fokus på parasport og inklusion af elever med handicap i sin undervisning, er Christina Bruun fra Trørødskolen i Rudersdal Kommune.
Kort før afgangsprøven i sommer kom en af hendes elever til skade kort før afgangsprøven, og her var Parasport Danmark behjælpelig med at udlåne en kørestol, så han alligevel kunne gennemføre.
Oplevelsen har givet hende smag for mere. I år har hun fem 9.-klasser i idræt - og i dem er der to elever med handicap.
Dem har hun og hendes teammakker lagt sig i selen for at inkludere i undervisningen på lige fod med alle de andre elever, fortæller hun.
Men også sine klasser uden elever med handicap har hun planer om at introducere for parasport. Et besøg i den lokale kørestolsbasketballklub er blandt andet i støbeskeen.
"Alle børn skal have en fair chance, og med de rigtige hjælpemidler kan alle elever opleve at shine. Mine elever skal opleve, at hvis man samarbejder som gruppe, kan alle bidrage til, at man kommer i mål", siger hun og tilføjer:
"Hvis flere elever med handicap skal inkluderes i idrætsundervisningen, kræver det, at lærerne får noget sparring. Og den kan jeg kun anbefale, at man opsøger. Jeg greb knoglen og ringede til Parasport Danmark. Det har jeg ikke fortrudt".