Anbefalinger

Tip til idræt: Robotdans og skyggespil

Trine Hemmer-Hansen er lærer på Virupskolen i Hjortshøj i Aarhus Kommune og faglig rådgiver for folkeskolen.dk/idræt

Idræt i ørerne

På min skole har vi tre ugentlige idrætslektioner i udskolingen. To af dem foregår omklædt i hallen, mens den sidste har mere fokus på teori. Her beder jeg jævnligt eleverne om at tage høretelefoner med og sender dem ud på en vandretur med en podcast i ørerne.

Til det formål kan jeg varmt anbefale Gyldendals "Idræt i ørerne", der er en fremragende podcastserie om idræt produceret med unge mennesker for øje.

Temaerne kommer rundt i alle fagets indholdsområder, så stort set ligegyldig hvilket forløb vi er i gang med, kan jeg finde et afsnit, der passer til.

På den måde bindes den praktiske og teoretiske undervisning sammen, og bevægelsen sikres selv i de timer, vi ikke har adgang til hallen. Hvert afsnit varer 25-30 minutter, hvilket passer perfekt med en rask gåtur og en kort efterbehandling.

Ikonisk robotdans

"Dans og udtryk" kan være et svært indholdsområde at få eleverne på banen i. Ofte ender det med, at de modtager instruktion i at lave en serie, som de så selv skal kopiere.

I år har jeg prøvet noget nyt med inspiration fra musikvideoen til den elektroniske 90’er-klassiker "Around the World" med den franske duo Daft Punk, hvor grupper af fire til fem personer i forskellige udklædninger danser robotdans på en scene.

Jeg har delt klassen op i to drengegrupper og to pigegrupper, der har fået besked på at se videoen som inspiration. Vi har bygget en scene a la den i musikvideoen af ting fra redskabsrummet. Så er det ellers op til eleverne at lave en serie, der passer til deres eget niveau og med en indbygget stilladsering i, at de udgør én af flere grupper på scenen, og at koreografierne skal passe sammen til sidst.

Koreografien til Daft Punks megahit har mange gentagelser, og det passer fodbolddrengene fint. Men det er helt sikkert ikke den eneste musikvideo, der kan bruges til formålet.

Skygger af magi

Vi bliver i "dans og udtryk" med en aktivitet, hvor fokus for en gangs skyld er på det sidste af de to ord. Med en projektør rettet mod et hvidt lærred kan eleverne lave deres egne skyggespil.

For nogle elever er det en udfordring at stille sig op foran klassekammeraterne og være på. Dem ser jeg ofte folde sig ud på en helt anden måde, når de står bag et lærred og kan nøjes med at sende deres skygge på scenen. Aktiviteten kræver kun en kraftig lampe, et stort, hvidt lærred, der kan hænges op, og at man kan dæmpe belysningen i hallen.

Når jeg laver aktiviteten, får eleverne nogle små plots på ganske få linjer: For eksempel at nogle er ved at gå fra hinanden, eller at nogle bliver genforenet efter lang tids adskillelse.

Så skal jeg ellers love for, at der bliver udtrykt følelser med kroppen i stor stil. Og igen på en måde, hvor eleverne får lov til at tage styring i et indholdsområde, der ellers typisk er præget af, at de skal efterligne andre.