”Det er enormt relevant og meget, meget vigtigt, at elever med funktionsnedsættelse også har plads i idrætstimerne”.

Sådan lyder meldingen fra Malene Vissing Tønder, der er formand for Dansk Skoleidræts idrætsfaglige udvalg.

Meldingen kommer i kølvandet på et debatindlæg, der blev bragt i dagbladet Information i sidste måned. Her ærgrer en elev fra 9. klasse med funktionsnedsættelse over, at hun har fået 02 i idræt, med den begrundelse, at hun kun har deltaget i den teoretiske del af undervisningen.

Det er dog ikke karakteren, der umiddelbart får Malene Vissing Tønder til at løfte øjenbrynene, men nærmere det faktum, at eleven er blevet fritaget fra den praktiske del af undervisningen.

”Jeg mener ikke, at elever med handikap skal fritages fra idrætsundervisningen. For mig er folkeskolen alment dannende, både socialt og kognitivt, men også fysisk. Det er tit i mødet med andre, at eleverne udvikler sig, og det møde, som man har med hinanden i idrætstimerne, er lige så vigtigt for børn med funktionsnedsættelse, som det er for et barn, der ikke har en funktionsnedsættelse”, siger hun og understreger, at hun dog ikke kender til begrundelsen i den konkrete sag.

Hendes udmelding møder opbakning fra Heidi Gabriel, der er konsulent i Videncenter om Handicap.

”Det er en skam, hvis elever, der kan inkluderes, bliver fritaget fra den praktiske del af idrætsundervisningen. For det er et utroligt vigtigt kropsligt fællesskab at gå glip af. Her kan eleverne nemlig udvikle deres sociale relationer og få vigtige oplevelser med at sætte og mærke grænser. Det er vigtigt læring som de kan bruge både i skolen, i fritidslivet og senere i livet. På studieture, i pauser og andre tidspunkter, hvor der foregår fysiske aktiviteter, er det en kæmpe ting at have den erfaring med sig, at man også kan indgå, og at man kan sige, ’jeg kan også være med, hvis vi lige gør sådan her og sådan her”, siger Heidi Gabriel.

Hun nikker genkendende til, at det kan være svært for idrætslærere, at inkludere elever med funktionsnedsættelser.

”Vi besøger skoler landet over, og der hører vi, at lærere har et ønske om, at blive bedre til at lave tilpasninger i undervisningen og inkludere alle”, siger Heidi Gabriel.

Videnscenter om Handikap har ikke nyere tal på området, fortæller hun, men en spørgeskemaundersøgelse om inklusion fra Danske Handicaporganisationer fra 2016 bekræfter, at problemet ikke er ukendt i skolerne.

I undersøgelsen svarer 26 procent af adspurgte forældrene, at deres barn er fritaget fra fag i skolen, og i 43 procent af tilfældene er det fag Idræt og bevægelse.

Lærerne skal være nysgerrige

Spørger man Malene Vissing Tønder spiller lærernes indstilling en vigtig rolle i forhold til at få alle inkluderet i undervisningen.

”Det er rigtig vigtigt, at man som lærer er nysgerrig på udvikling af egen praksis. Hvis man står i den situation, at man har en elev med funktionsnedsætelse og ikke ved, hvordan man skal inkludere vedkomne i den daglige undervisning, skal man være opsøgende i forhold til at få problemet løst”, siger Malene Vissing Tønder og tilføjer,

”Det er ikke lærerens opgave alene. Der skal en ledelse på banen, der skal være et godt samarbejde med hjemmet omkring barnet, og i de fleste tilfælde har barnet også noget at skulle have sagt. Dialogen med barnet om, hvordan man kan skrue på nogle knapper, så barnet kan være mere deltagende, er vigtig”.

Hun henviser til Dansk Skoleidræts hjemmeside, hvor man kan finde et kursus og andre materialer om emnet.

Inklusion kan lade sig gøre

For selvom opgaven med at inkludere elever med funktionsnedsættelse er svær, er den langt fra umulig, mener Heidi Gabriel.

”Vores holdning er, at elever med funktionsnedsættelse skal være med i den praktiske del af undervisningen til den grænse, som er muligt for dem. Og vores erfaring er, at det godt kan lade sig gøre med en række tilpasninger i undervisningen”, siger hun og understreger, at det selvfølgelig altid skal være i dialog med eleven.

Som tidligere lærer har hun selv oplevet elever, der nægtede at være med i de fælles fysiske aktiviteter, uanset hvordan hun forsøgte at motivere dem, og hun medgiver også, at opgaven med at tilpasse undervisningen kan være vanskelig.

”Det er ikke let, men det er jo et grundvilkår, at eleverne kommer med forskellige baggrunde og kompetencer ind i et fag som idræt. Og det skal jo ikke være ens fysiske kapacitet, der afgør, om man får en god karakter”, siger hun.

Og ofte kan tilpasningerne være rimelig simple, forklarer hun.

”Hvis man sidder i kørestol, kan man for eksempel trille en bold ned ad en rampe i stedet for at kaste den. Eller gribe den i en kasse, der er monteret på kørestolen, i stedet for at gribe med hænderne. Så har man stadig deltaget indtil ens fysiske formåens grænse”, foreslår hun, og understreger, at det gælder både i undervisningen, men også i en prøvesituation.

”Hvis man sidder i kørestol og får stillet en opgave til eksamen i dans og bevægelse, skal man jo ikke op at stå. Dér skal der jo være en variant at opgaven, som eleven kan løse ved at bruge sin ansigtsmimik eller arme for eksempel”.