Ideelt set mener Monita Leavitt, at højtbegavede børn burde gå på en særlig skole. En skole med meget små klasser, hvor der blev taget hensyn til deres interesser og begavelser. Hvor lærerne var uddannelsesmæssigt klædt på til at håndtere dem, og hvor de ville føle sig hjemme blandt andre højtbegavede børn og ikke behøvede at gøre sig dummere for at passe ind blandt almindelige børn eller risikere at blive drillet.

»Mange børn kan fortælle om, hvordan de har kedet sig utroligt i den almindelige skole. Hvordan ingen har forstået dem - heller ikke lærerne - og de andre børn har kaldt dem nørder«, fortæller uddannelseskonsulent Monita Leavitt.

Hun arbejder på en almindelig skole i Connecticut, USA, hvor de højtbegavede bliver trukket ud af undervisningen i særlige programmer.

Den klassiske forestilling om, at begavede børn har godt af at lære det, de kan, videre til de andre børn i timerne, mener hun er en sandhed med modifikationer.

»Hvis man taler om fem forskellige niveauer af højtbegavede børn, så kan de højest begavede have en vis nytte af at lære børnene på de lidt lavere niveauer noget. Men forskning viser, at hvis man har højtbegavede børn sammen med almindelige børn, så får de ikke noget nyt ud af at undervise eller hjælpe«.

Monita Leavitt bruger børnene som undervisere på en aktiv måde. Hun beder 8.-klasse-eleverne om at finde noget i læreplanen for 6.-klasserne, som de synes er interessant. De researcher på det og underviser derefter de andre elever med hende som vejleder og hjælper.

Hvis man ikke har muligheden for at sende de højtbegavede børn ud til særlige skoler, så er det næstbedste at organisere ekstra undervisningsprogrammer for dem i den almindelige skole.

Man kan udnytte tidspunkter, som er sat af til specialundervisning, til samtidig at give de højtbegavede noget ekstra. Alternativt kan man tage de højtbegavede ud af de almindelige fag i et rotationssystem, så det ikke er de samme fag, de går glip af hver gang. Specialprogrammet skal foregå mindst tre gange om ugen, for at man kan få en god kontakt med eleven.

En vigtig opgave for læreren i arbejdet med de højtbegavede er motivationen. Man kan motivere via ydre mål som karakterer, præmier eller en karriere med mange penge. Eller via indre mål som for eksempel at man har det godt med at lære mere.

»Forskning viser, at drenge særligt reagerer på de ydre mål. Som lærer er det vigtigt at vide, hvordan eleverne reagerer på de to former for motivation, så man kan støtte dem på den rigtige måde. Man skal sætte målene højt, så de ikke bare keder sig, men heller ikke så højt, at de bliver uopnåelige. Nogle børn kan godt lide at konkurrere, andre ikke. Men det vigtige er, at de har det godt med det, de opnår«.

Lærerne skal vide, hvor eleverne er, så de ikke tvinger eleverne til at gentage ting, de allerede har forstået.

»Man må ikke lade sig fange af, at de nationale standarder dikterer et bestemt niveau. Det er vigtigt, at niveauet lægges efter den enkelte elevs evner«.

Højtbegavede børn har et stort behov for at kunne vælge mellem forskellige veje. I stedet for at tvinge dem til at lave noget, de ikke finder spændende, bør man lade dem gå efter det, der interesserer dem.

Monita Leavitt bryder sig egentlig ikke om at sætte stempler på børnene. Allerhelst vil hun bare tale om udvidede undervisningstilbud.

»Elitetankegangen har en meget negativ klang i mange lande. Det skal ikke handle om, at det ene barn er bedre end det andet. Det skal handle om, at nogle børn lærer hurtigere end andre og derfor har brug for en anden form for undervisning. Vi skal ændre tankegangen, så alle børn får den undervisning, der passer til dem«.

Men hun mener ikke desto mindre, at det er vigtigt, at man har et fast program til at identificere højtbegavede i skolerne.

»Hvert samfund må finde sin egen metode, som passer med samfundets kultur. Man kan låne fra Gardner, Tannembaum eller Renzullis definitioner, men det er også relevant at se på lederevner og kreativitet og lade eleven lave portfolio og bruge lærernes observationer. Det er ikke nødvendigvis dem, der får de højeste karakterer. Og det er alt for simpelt bare at se på IQ-test«, forklarer hun.

For den enkelte lærer er der en række punkter at være opmærksom på, når man skal se efter højtbegavede børn. De lærer nyt meget hurtigt og tidligere end andre børn. De husker, hvad de har lært, hvilket gør gentagelse unødvendig. De forstår koncepter, som er for komplicerede og abstrakte for andre børn. De har en passioneret interesse i ét område, som oftest er noget, andre ikke er interesserede i. De behøver ikke at se på læreren for at følge med, men kan multitaske med andre ting i timerne og alligevel følge med.

I øjeblikket ser man i USA på, hvordan man kan sikre, at testene er fordomsfri i forhold til race og social baggrund, fordi man er bange for, at der er for mange højtbegavede børn med anden etnisk baggrund i socialt belastede områder, der ikke bliver opdaget.

På Monita Leavitts skole klassificerer man tre til fem procent som højtbegavede ved at screene de 11-14-årige. Det er vigtigt ikke at gøre det for tidligt.

»Der er selvfølgelig børn, hvor der ikke er nogen tvivl, fordi de stikker så meget ud allerede som helt små. Men der er også nogle, som bare er dygtige, og hvis forældre har lært dem en masse. De jævner ud hen ad vejen. Særligt pigerne er ofte meget dygtige i starten, hvor drengene er mere umodne, og det kan skævvride billedet. Vi passer meget på ikke at sætte et stempel på dem for tidligt, for det er meget hårdt senere at sige - ups nej, du er ikke højtbegavet alligevel«.

Udvælgelseskriterierne skal være målbare, for det er Monita Leavitts erfaring, at man skal kunne forklare forældrene, hvorfor deres barn er eller ikke er taget ud til et program for højtbegavede.

Dygtige børn adskiller sig fra højtbegavede børn på en række punkter. De dygtige kender svarene, lærer let, forstår pointerne, indtager informationer og nyder strukturerede fremstillingsformer. Højtbegavede stiller derimod nye spørgsmål, kender allerede stoffet, skaber selv nye pointer, manipulerer informationerne og trives med kompleksitet.

Selv står Monita Leavitt i øjeblikket med nogle børn i sit særlige program, som ifølge hendes test ikke er højtbegavede, men hendes leder har tvunget hende til at tage dem med i programmet, fordi børnenes forældre har presset det igennem.

»Hvis man tager fejl af dygtige børn og højtbegavede børn og inkluderer dem fast i programmer for højtbegavede, så gør man dem virkelig en bjørnetjeneste. De bliver frustrerede og klarer sig dårligt, og det kan give meget negative konsekvenser«, fortæller hun.

Forholdet mellem højtbegavede børn og almindelige børn er generelt et område, som skolen bør have fokus på, fordi mange højtbegavede børn har sociale problemer. I USA er man i stigende grad begyndt at ansætte en psykolog i teamet, der arbejder med højtbegavede børn.

Børnene kan have svært ved at finde venner og ligesindede, fordi ingen af deres jævnaldrende forstår dem eller er interesserede i de samme ting. De er ofte ekstra følsomme. De spekulerer over verdens problemer, og uoverensstemmelser og sociale relationer kan udvikle sig til meget store problemer.

»Det er en stor misforståelse, at højtbegavede børn er lige så modne, som de er intelligente. Det er også derfor, det ikke fungerer bare at flytte dem en eller flere klasser op. Samtidig ønsker alle børn at passe ind, og når de højtbegavede har det dårligt, kan de finde på at lade, som om de ikke er højtbegavede, alene for at passe ind blandt deres kammerater«.

Det er også noget af årsagen til, at Monita Leavitt synes, at højtbegavede børn bør undervises af læreruddannede snarere end professorer med specialviden.

»Det er nødvendigt at være lærer, for så vidt som det at være lærer betyder, at man forstår børns udviklingsprocesser. Man skal kunne forstå den sociale og følelsesmæssige del. Man kan være en meget dygtig fysiker, men hvis man ikke er i stand til at kommunikere det til børnene, er det ikke meget værd«.

De vigtigste egenskaber hos læreren er ifølge Monita Leavitt, at han/hun elsker at være sammen med børnene, er fleksibel og har humor. Det skal være sjovt for eleverne at lære, også selv om undervisningen foregår på et meget højt plan. Læreren behøver ikke selv være højtbegavet.

»Når man arbejder med højtbegavede børn, er det umuligt at vide det hele. Det, jeg kan, er at sætte højtbegavede børn i forbindelse med mennesker, der ved mere om emnet. Jeg trækker ældre elever, forældre og forretningsfolk ind som mentorer. Man skal ikke være vidensbank, men den, der tilvejebringer den viden, de har brug for«.

Desuden skal man være parat til at lære hele livet og tage kurser, så man kan trække ny viden ind til børnene.

»Jeg har for eksempel en dreng på mellemtrinnet, som gerne ville lære russisk. På Yale kunne han kun læse russisk, hvis han var der sammen med en voksen, så jeg studerer sammen med ham. Jeg søger altid efter, hvad børnene vil, og får det til at ske«.

Alt dette kræver, at ledere og politikere investerer i lærerne, og at lærere, forældre, politikere og hele samfundet arbejder sammen for at udvikle de højtbegavede børn.

Monita Leavitt er stor fortaler for at inddrage forældre og andre faggrupper og forældre i undervisningen.

»Vi skal trække forældrene ind i undervisningen og bruge det, de kan arbejdsmæssigt eller via deres hobby. Det er en fantastisk resurse«.

Hun understreger, at det skal forberedes, så forældrene ikke bare kommer ind fra højre, men er en del af processen. Og det skal fejres ved, at børnene skriver takkebreve eller fortæller om forældrenes besøg i et nyhedsbrev.

Hun har haft en forælder på besøg, som lærte børnene at starte en virksomhed. Det fik eleverne til at starte deres egne virksomheder med ting, de har lavet. De fandt ud af, hvordan de kunne promovere deres produkter og sælge dem, og pengene bliver doneret til godgørende formål.

Den slags aktiviteter kan gøre børnene til dygtige projektkoordinatorer og ledere. Men for Monita Leavitt er formålet med at lave særlig undervisning for højtbegavede ikke primært at uddanne dem i den retning.

»Målet er, at hvert barn skal nå sit fulde potentiale, lære hele livet og have det godt med sig selv. Det er jo det, vi ønsker for alle vores børn. Der er selvfølgelig et potentiale for, at de kan blive gode ledere og stoppe brain drain, men vi kan ikke være sikre på, at det vil ske. Det vigtigste er, at de bliver lykkelige og produktive mennesker«. |

Amerikansk ekspert

Monita Leavitt er oprindelig uddannet lærer og har undervist i 35 år. Hun har arbejdet med højtbegavede børn i 25 år, de sidste 14 år på en skole i Connecticut, USA. Hun har en MS i specialuddannelse og er i gang med en ph.d. om undervisning af højtbegavede. Hun har netop udgivet bogen »Building a Gifted Program«.

»Elitetankegangen har en meget negativ klang i mange lande. Det skal ikke handle om, at det ene barn er bedre end det andet. Det skal handle om, at nogle børn lærer hurtigere end andre og derfor har brug for en anden form for undervisning« Monita Leavitt»Der er selvfølgelig et potentiale for, at de kan blive gode ledere og stoppe brain drain, men vi kan ikke være sikre på, at det vil ske. Det vigtigste er, at de bliver lykkelige og produktive mennesker« Monita Leavitt