Byggeboksen er indrettet med arbejdsborde og værkstedsbelysning. Ned fra loftet hænger inspiration fra byggeri, design og kunst.
Foto: Martin Graversgaard
Byggeboxen skal give elever mulighed for at komme tæt på håndværkere og byggeri
I morgen åbner Byggeboxen i Holstebro – et værksted hvor elever fra 4.-7. klasse kan prøve at arbejde med byggeri, byudvikling og bæredygtighed. Eleverne får også mulighed for at møde håndværkere og besøge en byggeplads.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi har valgt at målrette tilbuddet for mellemtrinnet, fordi vi gerne vil åbne deres øjne for de erhvervsrettede uddannelser. De får mulighed for at tale med håndværkere og opleve deres faglige stolthed. Vi vil gerne tidligt fortælle eleverne om flere uddannelsesmuligheder og ved at ramme mellemtrinnet håber vi, at eleverne er mere umiddelbare og åbne. I udskolingen er flere allerede mere låst i, hvad de tænker, de skal arbejde med senere i livet", siger Martin Graversgaard, der er Åben Skole-koordinator i Holstebro Kommune.
Naturfagsmaraton: Skywalk og mindre støj til Grønby
Byggeboxen er et tilbud til elever i Holstebro, Lemvig og Struer. Den er støttet af Region Midtjyllands uddannelsespulje og Grundejernes Investeringsfond. Undervisere i Byggeboxen er udover håndværkere for eksempel studerende fra bygningskonstruktør-uddannelsen på Via University College.
Flere klasser er allerede skrevet op til besøg i Byggeboxen.
Besøg på byggepladser
Byggeboxen ligger midt i Holstebro på det gamle slagteri. Her vil der de kommende år blive bygget nye boliger, virksomheder og et byrumsprojekt, og det er tanken, at eleverne vil kunne besøge byggepladser i området i forbindelse med det undervisningsforløb, de deltager i.
Store kønsforskelle i valg af ungdomsuddannelse
En 4. klasse fra Rolf Krake Skolen har testet nogle af undervisningsforløbene på forhånd. De har bygget modeller og er blevet undervist af en bygningskonstruktør.
"Eleverne skød virkelig med spørgsmål til bygningskonstruktøren, præcist sådan som vi håbede det ville blive", fortæller Martin Graversgaard.
Eleverne blev delt i fem grupper og fik hver en værktøjskasse - som murer, som tømrer, vvs'er, anlægsgartner og bygningskonstruktør.
"Det gav anledning til mange gode samtaler om alt fra arbejdsopgaver til, hvad et vaterpas egentlig er og kan bruges til".
Flere undervisningsforløb
Undervisningen kan være et par timer i Byggeboxen med en konkret opgave eller det kan være en længerevarende forløb på 4-7 uger, hvor noget foregår på skolen og så kommer eleverne måske en dag i Byggeboxen.
For eksempel kan en introduktion være et eller flere af FN's verdensmål. Det kan være byudvikling/bæredygtighed eller det kan handle specifikt om energi- og varmetab i byggeri. Fag som natur/teknologi, håndværk & design og matematik er oplagte at bruge Byggeboxen i, men også andre fag kan være aktuelle.
Byggeriets Kvinderåd: Gør håndværk & design obligatorisk fra 0.-9. klasse
Eleverne kan for eksempel arbejde med at udvikle en model af et møderum, hvor de skal tage stilling til, hvad lokalet skal kunne og hvilke materialer de vil bygge det af.
I Byggeboxen vil eleverne få udleveret en vest og en sikkerhedshjelm, hvis de skal på besøg på en byggeplads, ligesom de vil få et lille sikkerhedskursus for færden på en byggeplads.
"I området ved slagteriet vil der være byggeprojekter i hvert fald de næste fire år og det er derfor, Byggeboxen er placeret dér. Det er tæt på byggepladserne, og entreprenørerne har sagt, at de gerne vil bruge noget tid på at have eleverne på besøg", fortæller Martin Graversgaard.
H&D-lærerstuderende: Det giver mening at besøge erhvervsuddannelserne
Formanden for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Michael Nielsen siger i en pressemeddelelse fra Holstebro Kommune, at Byggeboxen er en del af borgerinddragelsen med fokus på byudvikling i midtbyen.
"Der skal jo være nogle til at bygge fremtiden, og her er erhvervsuddannelserne en helt afgørende faktor. Så Byggeboxen handler på lang sigt også om at sikre, at virksomhederne i lokalområdet kan få medarbejdere med de rette kompetencer", siger Michael Nielsen.