"Hvem ville have lyst til at få opereret sin milt væk af en kirurg, der var oplært virtuelt?", spørger ph.d. Anne Kirketerp retorisk.

Hun forsker i craftpsykologi, og hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er en masse i et fag som håndværk og design, som ikke kan lade sig gøre i onlineundevisning.

"Det er et fag, der bliver videregivet gennem materialiteten. Faget har en motorisk mesterlære, som er kropsligt båret og kropsligt instrueret. Det er umuligt at forklare dig frem til det mikrograms tryk, du skal bruge, når du snitter i træet eller trækker i en tråd for at stramme masken. Samtidig forsvinder den gensidige inspiration og sidemandsoplæring. Der er masser, der kan lade sige gøre fra faget, men en meget vigtig del går tabt".

Vi er bygget til at lære med hænderne 

Den samme melding kommer fra professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard, som i mange år har forsket i kreativitet og nu sidder som rektor på Designskolen Kolding. Her var hun meget hurtig til at få åbnet værkstederne for de studerende allerede under første nedlukning.

"Selvfølgelig kan vi gennemføre den teoretiske del og forelæsningerne. Men de her fag er bygget op omkring en erkendelse med kroppen og hænderne. Der er studier, der peger på, at vi er nødt til at sidde fysisk sammen for at udvikle nye ideer, blandt andet fordi man skal kunne afbryde uden at det er forstyrrende. Andre studier viser, at man får flere ideer, når man bevæger sig. Det er kroppen, der bevæger tanken".

Håndens epistemologi

De to er enige om, at mange udfordringer ved onlineundervisning går igen i alle fag - den manglende kontakt og fornemmelse for, hvor eleverne er henne, pixeleringen, som gør, at spejlneuronerne ikke kan fungere ordentligt, den træthed, der kommer af, at vi sidder og stirrer på hinanden på en måde, vi aldrig ville gøre normalt. Men praktiske fag som håndværk og design har yderligere udfordringer.

Et fag kan give indsigt, du kan lære at fokusere, gennemskue og se lyset. Alt sammen øjets epistemologi, som er den dominerende i den vestlige verdens uddannelsessystemer. Men et fag som håndværk og design handler i højere grad om at tage fat på og håndtere udfordringerne, manipulere materialerne og få greb om nye erkendelser. Med andre ord håndens epistemologi, forklarer Lene Tanggaard, som sammen med psykologiprofessor Svend Brinkmann har skrevet en bog om netop denne forskel.

Lene Tanggaard: Dannelsen skal opstå i en garagerevolution

"Det er jo ikke nyt for fænomenologerne, at det er kroppen, der bevæger tanken. De her fag trækker på pragmatisk og situeret læringsteori. Som underviser betjerner du dig af, at se eleven gøre noget med et materiale og give direkte vejlening på det. Det kan du ikke gøre online. Ligsom du ikke kan bedømme elevernes produkter. Jeg sidder med i komiteen for Danish Design Award, og der har vi sagt, at vi ikke kan lave den endelige bedømmelse, før vi sammen kan få den fuldstændige, fysiske oplevelse af tingene. Du kan jo heller ikke bedømme mad uden at smage på det", siger hun.

Inspirationen forsviner

Begge forskere nævner inspirationen som noget af det vigtige, der går tabt.

"Når Bjørn ikke kan se, hvad Ida laver, så bliver han ikke overrasket. Han har kun sine egne ideer at arbejde ud fra. Dermed forsvinder både sidemandsoplæringen, som er vigtig i det her fag, men også inspirationen. Man kan godt instruere børnene til at gøre ting, som de selv kan udføre, men man når ikke meget længere end til, at de gentager det, de kunne i forvejen", forklarer Anne Kirketerp.

Lene Tanggaard har spurgt de studerende, hvad de savner mest ved onlineundervisningen, og det peger i samme retning.

"De savner allermest den spontane inspiration. Online skal du aktivt trykke dig ind på det, du vil se. Går man sprogligt til det, så er inspiration noget, der kommer til dig - som når du går i byen, møder nogen eller ser en plakat. Det kommer ikke til os, når vi sidder bag skærmen".

Mange har under nedlukningen brugt videoinstruktioner, fx til at lære at hækle eller strikke eller save. Det kan Anne Kirketerp sagtens se som en god måder til at give et vist niveau af mekanisk indlæring.

"Udfordringen kommer der, hvor man som undervisere normalt ville justere eller forbedre eller forfine eller lære at holde på en anden måde på værktøjet. Når folk fejler, så er det meget svært at give onlinehjælp med noget, som er materielt båret".

Dermed mister man dels alle de elever, som i forvejen har svært ved faget eller føler modstand mod det. Og samtidig mener Anne Kirketerp, at faget bliver fladere.

"Det du ikke kan få med er jo netop der, hvor det løfter sig fra "bare" at være håndværk til at få udtryk og være forfinet. Folk har ikke brug for flere askebægre. Du kan godt lære grunlæggende teknikker: Tegn en tegning, snit med en kniv. Men det bliver lidt som det, man havde imod håndarbejde og sløjd i gamle dage. Det bliver mekanisk teknikindlæring".  

Der er utroligt meget at opveje

I diskussionerne blandt håndværk og designlærerne er det tydeligt, at nogle mener, at det slet ikke kan lade sig gøre at undervise i faget online, mens andre tager det som et kreativt benspænd til at finde på nye måder at undervise på. Begge sider møder forståelse hos de to forskere.

Blog: Byg et kendt bygningsværk

"Det kan jeg godt genkende fra vores undervisere. De lærere, som siger 'Det her kan jeg bare ikke', de har jo fat i noget. Som en af mine undervisere sagde: Man er jo nærmest nødt til at spørge bagefter 'Var det godt', for al den feedback, man normalt ville få nonverbalt, er væk. Men dem, der griber de nye muligheder, de har forstået, at nu er der kommet en elevator i stedet for trappen. Det kræver, at vi lærer en ny måde at være på over for hinanden inde i elevatoren, men det kan godt lade sig gøre. Og så skal vi bare være meget opmærksomme på, hvornår vi bruger den fremover og hvornår vi ikke gør", siger Lene Tanggaard.

Anne Kirketerp følger med i facebookgruppen for håndværk og designlærere og er imponeret over kreativiteten.

"Jeg kan se, hvordan nogle er gudsbenådet dygtige til at finde ting, som er selvinstruktive og nemme at gå til, mens andre prøver med noget, der er meget instruktionskrævende. Det kræver dygtige didaktikere, hvis man skal nedbryde en proces i enkle skridt, så andre kan finde ud af det. Skal man vise det online, så kræver det udover alle de tekniske ting med kameravinkel osv, at man er en dygtig håndværker for at få det kropslige med gennem den virtuelle platform. Jo flere sansemodaliteter du kan få med, jo bedre. Men i et fag, som for rigtigt mange i forvejen er nonverbalt, så må jeg bare sige, at ja, det kan lade sig gøre, men det er virkelig meget, der skal opvejes".