Pædagogikkens felt er mudret, og debatten om skolen behøver ikke at være delt op i positioner. Lene Tanggaard er ud over at være forsker i kreativitet og læring også en pragmatiker. Hun liver tydeligt op, når samtalen falder på forskningen, lærerfaget, metoder til at opnå dannelse og alt det, der peger fremad. Samtidig træder hun, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, lige så tydeligt tilbage, når man bevæger sig ind på den polemiske todeling af debatten om dannelse.

Sådan behøver det nemlig ikke at være. Djøf'erne og embedsmændene er også mennesker, der vil den gode skole. Måske har de bare ikke forstået opgaven til fulde endnu, mener Lene Tanggaard. For pædagogikken er uren og kan ikke trives i one size fits all-modeller. Det betyder ikke, at man skal opgive kampen for at definere dannelsen. Den skal måske bare foregå et andet sted: bag scenetæppet i den konkrete skolevirkelighed langt væk fra paradigmer og diskussioner, debatbøger og kommentarfelter.

 Tre bud på dannelse 

»Der er brug for en pionerånd«, mener Lene Tang­gaard. »En garagerevolution, hvor lærerne eksperimenterer sig frem, og hvor skolens ledelse forstår, at udvikling ikke er noget, man kan putte på dåse.

Styringsparadigmet søger at udvikle en helhedsmodel, men der er stadig noget, som den ikke kan indfange. Det sublime«.

For den rene er alting rent

Du siger, at pædagogisk erkendelse er mudret. Er det ikke det modsatte, som folkeskolens styringslogik arbejder ud fra?

»Jo, der er en tilstræbt renhed i styringen. Ideen om, at hvis vi har et system, der kan måle det rigtige, så har vi styr på skolen. Det er systemlogikker, som er identiske på tværs af forskellige systemer. Folkeskolereformen er et eksempel på et initiativ, hvor man satte nogle mål oppefra, fordi man ikke mente, at de professionelle selv gjorde det. Det er nok delvist en sandhed, men det er også forkert, for lærerne satte standarder. Der var også mål og skarpe kriterier for undervisningen.

Inden for mit felt - den psykologisk-pædagogiske forskning - kan man efter min opfattelse historisk set tale om to positioner: Den rene over for den urene. Den rene vil gerne finde lovmæssigheder for eksempel i undervisningen, men det er aldrig rigtig lykkedes at finde metoden af programmeret instruktion, læringsmål og feedback. Det tror jeg er, fordi det pædagogiske felt er urent. Det er fyldt med værdier, kampe og kontekst. Og den urene position er ikke nem at anvende. Den tilbyder ingen klare anvisninger for handlinger. Den kan ikke fortælle politikerne: 'Så gør vi sådan her'«.

Stefan Hermann: Dannelsen tager sig selv som gidsel

Vinder styringens rene metode, fordi den simpelthen har et klarere sprog?

»Det er et sprog, der lover utroligt meget på vegne af skolen, og det kan jeg godt forstå, at man bliver forført af. Men jeg ønsker faktisk at nedbryde nogle af de her todelinger. Den pædagogisk konservative over for den politisk administrative. Renhed over for urenhed. Selv om det er et godt retorisk greb at opstille to positioner, graver vi egentlig kløften dybere«.

Lene Tanggaard ser ikke djøf'erne og embedsfolkene i Undervisningsministeriet som nogle, der ønsker et rent paradigme. Hun ser dem som nogle, der gerne vil forstå. Mennesker, der er optagede af, at den bedste viden bliver bragt i spil. Men vi skal hele tiden holde samtalen i gang om, hvad det vil sige at holde skole, mener hun:

»Man er nødt til at forstå opgaven. Skolen bliver desværre ofte betragtet som en velfærdsinstitution. Det er den ikke. Begrebet skole trækker rødder tilbage til græsk 'fri tid' - fri af økonomiske interesser, fri af produktionslogikker. Man har fri til at beskæftige sig med kultur og lege og fordybe sig. Derfor kan man ikke styre skolen, som man ønsker at styre andre offentlige institutioner«, siger Lene Tanggaard.

Knud Romer: Vi er ikke sat i verden for at lave Matadormix

Et sprog for det sublime

Men så lad os hoppe til det store spørgsmål. Hvad er dannelse?

»Alle taler om dannelse i øjeblikket, og det er med til at udvande begrebet. Men vi taler om dannelse, fordi vi bliver nødt til at tale om det, der ikke kan måles og vejes. Dannelse er proces og produkt på mange måder. Den løber livslangt. Vi formes af noget andet end os selv, af deltagelse i en kulturel sammenhæng, af de film, vi ser, de bøger, vi læser, og de mennesker, vi møder. Selvudvikling kommer indefra. Det er i hvert fald svaret i megen selvudviklingslitteratur: 'Du skal finde svaret i dig selv. I kernen'. Dannelsesbegrebet iscenesætter, at det tværtimod er noget, der sker i relation til noget andet. Vi har dannelsesrejsen som cementeret figur, hvor man skal rejse ud for at møde noget andet og komme beriget hjem med en bredere horisont.

Et dannet menneske forstår, at det ikke er centrum i verden. Det er ydmyghed i forhold til, at der fandtes noget, før man selv kom til. At man har ansvar for det, man er en del af, og har ansvar for at skabe en fremtid. Så der er også en slags produkt: Det er noget med at have en horisont og en rummelighed. En sans for det skønne, det gode og det smukke«.

Ordet dannelse står jo pudsigt nok ikke i folkeskolens formålsparagraf, påpeger Lene Tanggaard, men det er en af de ting, som vi i lang tid har søgt et sprog for. Hun tror, det hænger sammen med formålsparadigmet, der radikaliserer.

»Alt skal kunne sættes gennemsigtigt op. Alt skal tydeliggøres, beskrives og dokumenteres. Men det, der er rigtig vigtigt, kan vi måske aldrig finde en ren sproglig form for.

Styringsparadigmet søger at udvikle en helhedsmodel, men der er stadig noget, som den ikke kan indfange. Det sublime. Som lærer ved man godt, at der nogle gange sker noget med en klasse eller en enkelt elev, hvor man går fra skolen og siger: 'I dag var den der'. Men det er ikke sikkert, at der lige var et mål for den følelse.

Man kan altid tilstræbe at udvikle det pædagogiske sprog, men det er også en praksis. Det er noget med at fastholde at, vi ganske enkelt ikke kan skære det hele i lige store skiver med en ostehøvl. Der vil være huller i osten, vi ikke kan forudsige. Ting, vi ikke kan tale om og heller ikke skal kunne tale om, for det er her, praksissen kommer ind. Lærerfaget. Undervisningen. Livet ude på skolerne«.

Det er det, som styringslogikken skal forstå, insisterer Lene Tanggaard. At de helt legitime krav om at kunne holde øje med skolens udvikling bliver nødt til at forvaltes frit og fortolkende af skolens fagprofessionelle.

»Hvis samfundet kræver mere innovation og mere kreativitet, så er det skolens opgave at fortolke, og hvis de hele tiden får fortolkningen sat ind udefra, så får lærerne aldrig ro til at udvikle den praksis, som ikke kan beskrives ovenfra af forskning eller embedsmænd. Der mangler et åndehul. Den gode skole opnås kun, hvis man tør lade skolen være skole.

Jeg forsker i kreativitet, og det viser sig gang på gang, at hvis du giver medarbejdere mere frihed, så laver de faktisk deres arbejde bedre - og ofte laver de mere, end de skal. På den anden side oplever nogle lærere også, at de er blevet professionaliserede af styringen, fordi der er sat klare rammer for arbejdet. Det skal man også huske«.

Frontstage og backstage

Ligesom rektor ved Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann synes Lene Tanggaard, at sproget er hårdt i dannelsesdebatten. Og det kan der være en pointe i, erkender hun og citerer Thomas Aastrup Rømer, der, ligesom hun selv, har været medforfatter på den pædagogiske bogserie »Uren pædagogik«: »Debatten skal være hård, fordi vi strides«, mener han. Men der er brug for en stærkere backstage, mener Lene Tanggaard og tænker på de mennesker, der ikke siger noget, men bare gør i praksis ude på skolerne.

»Debatten i avisspalterne, kommentarfelterne og debatbøgerne er frontstage, hvor der bliver gået hårdt til den, men spørgsmålet er, om det, vi snakker om, overhovedet passer på dansklæreren i Herfølge? Der er brug for mere højskolekultur, debat og oplysning i skolen, for den bliver styret for meget af de to frontstage-positioner«, siger hun.

Er der tale om, at dagsordenen for de, der debatterer offentligt, måske ikke svarer til lærernes dagsorden i virkeligheden?

»Ja, og der sker desværre også ofte det, at de debattører, som skal repræsentere lærerne, faktisk ender med at lukke munden på dem, fordi der er nogle meget dominerende dagsordener, man helst ikke må modsætte sig.

I forhold til mit felt forsøger jeg at holde forskningen tæt på den konkrete skolevirkelighed. Jeg kunne godt svæve op i abstraktioner, men det ville ikke hjælpe skolen. Den danske pædagogiske forskning er meget deduktiv. Man skal gerne have de store teoretikere på plads og sige Bourdieu, Foucault eller Klafki, før man kan begynde at bevæge sig ned i klasselokalet. Den svenske og norske tradition er derimod mere induktiv. Man har ikke en grundtese eller en teori, men man fusker sig lidt frem. Det er noget, jeg synes, vi har brug for mere af i forskningen. At starte nedefra i skolens virkelighed og bevæge sig op«.

Men hvordan får vi - helt konkret - mere kreativitet ind i folkeskolen?

»Det er noget med, at lærerne skal forske i deres egen praksis. Ikke forstået som at de skal sidde ned og bedrive forskningsartikler, men at de skal være nysgerrige på deres fag, eksperimente i deres undervisning. Fuske sig frem og observere resultaterne. Det giver kreative elever og god undervisning.

Men problemet er, at meget af målstyringen tager den energi. Energien fra billedkunstlærerne, der henter materialer på genbrugspladser. Fra fysiklærerne og dansk­lærerne, der går sammen om at lave et teaterperformanceforløb, og som sidder og syr kostumer om aftenen. Den slags er ved at forsvinde, fordi der skal arbejdes fra otte til seksten som på en industrifabrik«.

Oprør bag scenetæppet

Men vi skal passe på med at gøre det til den ene position mod den anden, for det cementerer som sagt bare konflikten, mener Lene Tanggaard, som vil have os til at kigge efter sprækkerne og hullerne.

Men hvor skal sproget for den nye dannelse opstå?

»Hos lærerne bag scenetæppet, der selv finder deres eget sprog for dannelse sammen med eleverne i praksis. Dem, der fusker backstage og pragmatisk kommunikerer deres resultater ud til offentligheden. Vi har brug for dem, der ikke bruger samme sprog som den overlejrende konfliktakse, for ellers risikerer det hele at knække midtover«.

Forfatteren Knud Romer snakker om nødvendigheden af et sprog, der indkapsler ideen fra begge positioner. En slags skoledebattens Beatles ...

»Beatles startede jo også med at øve sig på nogle lousy klubber i Hamborg, så vidt jeg ved. De skulle jo træne og øve sig længe, inden de blev Beatles, og for at de kunne skabe et sprog for det, de lavede. Vi har brug for nogle lærere, der står i garagen og finder deres egen lyd i stedet for at vente på det nyeste udspil fra regeringen eller KL (kommunernes interesseorganisation, redaktionen).

Der skal fusk og garagedannelse til. Der er behov for et upoleret sprog. Det er jo dem, der mestrer blogindlægget, skriftsproget og det talte ord, som løber med debatten. Vi har brug for nogle steder, hvor man kan tale mere bramfrit og øvelsesagtigt. Hvis man skal spille den perfekte melodi, hver gang man rører instrumentet, så tør ingen slå den første akkord.

Lige nu tror jeg, det er svært at være nystartet lærer i folkeskolen. For at sætte det på spidsen bliver man tilbudt enten de gamle hanelefanters fortælling om gamle dage eller styringsparadigmet, som jo er et antipædagogisk sprog. Vi skal gøde nogle nye marker. Der er brug for pionerånd. En konkret funderet revolution fra lærerne ude på de enkelte skoler. En garagerevolution. Vi skal have engagementet tilbage i skolen«, afslutter Lene Tanggaard.