30 procent af vores nervebaner går til vores hænder. Det er ikke tilfældigt. Vi er simpelthen skabt til at lære med hænderne.

»Vi kommer ud af en lang evolution, hvor det at handle står forrest, og vores dybe nervesystem er konstant årvågent. Når der kommer en bjørn imod os, giver vi os ikke til at diskutere med gruppen og tager lidt Habermas indover. Vi er bygget til at gøre noget fysisk, og derfor har vi en konstant længsel efter den eksistentielle mening, der ligger i det materielle. Det er verdens ældste nyhed, at vi lærer med kroppen, men sådan er det altså, og vi har brug for at bevæge os og have tingene i hænderne for at trives«, siger Anne Kirketerp.

Hun er oprindeligt uddannet kunsthåndværker, håndarbejdslærer og psykolog og har skrevet ph.d. om foretagsomhedspædagogik. For hende beskriver praksisfaglighed den almene faglighed, alle har brug for, når vi skal omsætte et indre billede eller forestilling til noget materielt. Det indebærer, at vi har finmotoriske, fysiske og kognitive færdigheder, så billedet af et hus, en kage, en løberute eller en skål kan komme til live fysisk og materielt.

»Når det virker at arbejde praktisk, så er det, fordi det giver mulighed for flowprocesser. Når vi forstår, hvorfor vi gør det, når vi har tydelige rammer og regler, får konstant feedback fra materialet, og det ligger lige på overkanten af vores evner, så er det meningsfuldt. Og så er det let at lære. Problemet er, når vi afkobler meningen, så det bliver abstrakt. Den form er der kun meget få, der har glæde af, resten af os lærer gennem det konkrete«, siger hun.

Håndens arbejde som pause eller primær faglighed 

21st century skills

Anne Kirketerp mener, at skolen favoriserer børn, der har en stærk evne til at kunne udholde, at noget ikke er meningsfuldt endnu.

»Vedholdenhed er en kongestyrke. Men meget få kan leve med at skulle have alle grundstenene, og først når man har forstået dem, så endelig få lov til at bruge dem. Skal vi lære ved at tørsvømme eller hoppe i vandet? Starter vi i vandet, så kan eleverne se meningen«.

Samtidig bærer den praksisfaglige tilgang muligheden for at udvikle såkaldte 21st century skills hos børnene, fordi det lægger op til en problemløsende tilgang til virkelige udfordringer.

»Der er ingen steder, man kan udvikle evne til kompleks problemløsning så enkelt som at overføre et mentalt billede til et materiale. Når finnerne har flere timers sløjd og håndarbejde om ugen på alle klassetrin, er det ikke, fordi de synes, det er vigtigt at lære at lave askebægre, men fordi finsk forskning siger, at det udvikler metaevnerne til kompleks problemløsning. Hvis man mener, at skolen skal ruste børnene til at kunne vinde fremtidens kapløb om global magt, så bliver det ikke dem, der har trænet matematik eller dansk, men dem, der har trænet kompleks problemløsning, samarbejdsevne og kreativitet. Og det er indbegrebet af praksisfagligt arbejde«

Hun mener derfor også, at man burde vende fagene om, så fokus først er på at løse lokale eller globale udfordringer i stedet for på det fagfaglige som at lære kommaregler eller løse andengradsligninger. Det er en anden måde at gå til undervisningen på, men effekten er til gengæld større motivation, glæde ved at gå i skole og langt mere brugbar læring og trivsel.

Værn mod angst og depression

I sin bog »Craftpsykologi« præsenterer Anne Kirketerp resultaterne af fire års forskning i sundhedsfremmende effekter af at dyrke håndværk og håndarbejde.

»Der findes 50.000 artikler om de sundhedsfremmende effekter af motion, men kun 367 om effekterne af crafting. Og mit studie er faktisk første gang på verdensplan, at al viden om sundhedsfremmende effekter af håndarbejde og håndværk bliver samlet«, fortæller hun.

Craftpsykologi identificerer og forklarer de psykologiske effekter, det har at udføre håndarbejde og håndværk (craft). Hun har gennemført et studie af, hvorfor folk crafter, og hvad de får ud af det, og samtidig gennemtrawlet de videnskabelige artikler om effekterne af craft. Dermed kan hun dokumentere en lang række af gavnlige effekter.

Det sænker blodtrykket, reducerer stress, depression og angst, ensomhed og social isolation. Det lindrer psykiske sygdomme som anoreksi, skizofreni og afhængighed, bremser tidlige stadier af demens og fjerner fokus på kronisk smerte og kræft. Derudover kan man se, at det øger velvære, trivsel, livsglæde, følelsen af at være nyttig, tilfredsstillelsen ved at præstere noget, der skaber værdi for andre, og samtidig stimulerer neuroplasticiteten og styrker muskulær bevægelighed.

»Det betyder, at det at arbejde praktisk i skolen åbner mulighed for at fremme trivsel og modvirke psykisk mistrivsel. Ro, præstation, kognitiv udvidelse og positive emotioner er det, der skal til for at skabe flow«.

Når man ser på, hvorfor så mange børn og unge mistrives i dag, er der ifølge Anne Kirketerp tre vigtige faktorer: for lidt søvn, for meget social sammenligning og for lidt flow.

Illustration: Rasmus Juul

»Unge får i gennemsnit 480 beskeder om dagen. Det er en besked hvert andet minut til klokken to eller tre om natten. Den forstyrbarhed ødelægger muligheden for at få udbyttet af flow. Det tager cirka fem minutter, fra du bliver forstyrret, til du kan være tilbage i det dybe flow, hvor dopaminen sætter ind«.

Leder: Grib saven

To finske neuroforskere, Groth og Huoti­lainen, har i et forsøg fra 2018 målt en gruppe børns hjerneaktivitet, mens de udførte håndarbejde, for at se, hvilke områder der aktiveres. De har blandt andet konkluderet, at vores hjerne udvikles ved sensorisk aktivitet, når vi udfører noget fysisk og taktilt.

»Børn har brug for somatisk sensorisk aktivitet - altså at bruge krop og hænder - for at deres hjerner udvikles. Sker det ikke i barndommen, skrumper hjernen. Når mennesker udfører craft, bruges hele hjernen på at tænke, føle, oversætte og røre med hænderne«, forklarer Anne Kirketerp.

Mål og styring gavner ikke

Praksisfagligt arbejde er altså vejen at gå i forhold til både motivation, læring, problemløsningskompetencer, trivsel og resiliens. Måske er det slet ikke noget nyt, politikerne ønsker at indføre i skolen?

»Nej, forskningen ved godt, at både børn og voksne lærer mere ved en oplevelsesbaseret tilgang, og lærerne ved udmærket, at børnene lærer supermeget, når de er i dybe flowprocesser«, bekræfter forskeren. Men når lærerne har travlt, har praksisfagligheden trange kår. Og dertil kommer et fokus oppefra på læringsmål og test.

»Hvis jeg skulle stå som skolechef eller undervisningsminister, ville jeg da også sige, at det er svært at styre, hvad en elev lærer gennem en mere projektstyret og praksisorienteret undervisning. Men læringsmålene, som vi kender dem i dag, kommer til at stå som en forhindring. Og trangen til at skulle vide på forhånd, præcis hvad de lærer, står i vejen for at eksperimentere med praksisorienteret undervisning og dermed åbne elevernes lyst til at lære. Der skal være en god naturlig balance mellem krav oppefra og projekter nedefra, men den er blevet forrykket«.

Samtidig mener hun, at danske lærere har en tendens til at overimplementere det, der kommer oppefra.

»De siger: 'Vi må ikke bygge projekter', men det står der ingen steder. Og spørger man i ministeriet, så er der faktisk nærmest ingen, der får afslag på ansøgninger om dispensation, så nogle gange handler det også om at gribe fat i projekterne og gøre det«.

Praksisfaglighed hører til i alle fag

Anne Kirketerp er glad for, at praksisfaglighed er sat på dagsordenen politisk, og ikke mindst at det er noget, der skal gennemsyre alle fag.

»Selvfølgelig er det indbegrebet af, hvad der ligger i håndværk og design, madkundskab og billedkunst. Men praksisfaglighed hører til i alle fag. Og hver lærer kan sætte sig ned og tænke: Hvordan kan meningen i mit fag blive tydelig og relevant, hvordan kan jeg bringe det materielle frem i mit fag, så det bliver synligt og relevant, og kroppen kan mærke det?«

Børn under ti år har meget let ved at komme i flow, fordi der er så meget, de endnu ikke kan, og de er vant til at gå dybt ind i legen, men jo større færdigheder vi har, jo større skal udfordringerne være, og derfor vil praksisfagligt arbejde også kræve, at eleverne udfordres på det niveau, de er på.

»Man kan ikke give en flowoplevelse med samme aktivitet til alle mennesker, der skal være mulighed for graduering og autonomi. Men det behøver jo ikke at betyde, at man skal give op, fordi man ikke kan arbejde på 26 niveauer. Man kan godt chunke det, så de arbejder i grupper af fem, for eksempel. Praksisfaglighed kan godt lyde tilbagestræbende, men i virkeligheden handler det om, at alle fag skal satse på metakompetencer og problemløsning«.

At praksisfagligheden bliver koblet sammen med søgningen til erhvervsuddannelserne, er Anne Kirketerp ikke så bange for.

»Det er stadig et skældsord at være praktisk begavet. Det giver absolut ingen mening. Men et ry kan godt ændre sig. Der er en generation af akademikerforældre, som vælger skovbørnehaver. De går ind i skolebestyrelserne og vil forvente, at børnene skal ud at fælde et træ i stedet for bare at tale om fotosyntese. Det er meget trist, hvis den vigtigste skolekompetence er at sidde stille, men når skovbørnehaverne er de mest søgte, så er vi på vej i den rigtige retning«.