Kontroversielle emner

Liberal Alliance vil have taskforce til at undervise i Muhammedkrisen
Liberal Alliance foreslår i nyt udspil, at to taskforces fra staten skal undervise i konfliktfyldte emner.
Der er for mange religiøse særhensyn i de danske samfundsinstitutioner, mener Liberal Alliance.
Derfor vil partiet med et nyt udlændingeudspil arbejde for, at der oprettes to taskforces under Undervisningsministeriet.
De skal undervise i emner, der har vist sig særligt problematiske i forhold til indvandrermiljøer, lyder det fra paritet.
Det fremgår af Liberal Alliances udlændinge- og integrationsudspil 2025 på partiets hjemmeside.
Den ene taskforce skal undervise i antisemitisme, holocaust, æresrelateret vold, social kontrol og grundlæggende frihedsrettigheder - både på ungdomsuddannelserne og i folkeskolens ældste klasser.
Den anden får til opgave at undervise i Muhammedkrisen, skriver partiet.
Begrundelsen er, at lærerne skal skærmes mod voldsomme reaktioner, når der skal undervises i konfliktfyldte emner.
Derfor skal undervisningen i disse emner foretages af eksperter udvalgt af Undervisningsministeriet.
Liberal Alliance mener, at der er en voksende selvcensur blandt lærere, der holder sig tilbage fra at undervise i følsomme emner.
Det fortæller partiets udlændinge- og integrationsordfører, Steffen Larsen.
- Vi oplever, at det er svært at få undervist i de her emner, fordi der simpelthen er både elever og forældre, der er truende i deres adfærd.
- Og det er jo ikke acceptabelt, at voldsmandens veto er det, der sætter grænserne for, hvad der i folkeskolen må undervises i, siger han.
Når der skal undervises i konfliktfyldte emner, kan en udfordring for de eksterne undervisere være sikkerhed, siger Steffen Larsen.
Derfor er man nødt til at sørge for eventuel anonymitet eller lignende og sørge for, at underviserne kan arbejde under ordentlige rammer, lyder det.
- Vi er nødt til at finde nogle mennesker, der har mod på at stå for vores værdier og for vores samfund, siger han.
Normalt står Liberal Alliance for afbureaukratisering af den offentlige sektor.
Men Steffen Larsen begrunder det nødvendige i statens indblanding i undervisningen med, at når undervisningsfriheden bliver presset, "så er vi nødt til at presse igen".
- Vi skal have en folkeskole, hvor man bliver undervist i, hvad der faktisk er sket i Danmark i nyere tid, og hvor det ikke bliver forsøgt forhindret af trusler om vold, siger udlændingeordføreren.
Hvis det lykkes at få oprettet de to taskforces, er planen, at de skal fordeles ud til de områder, der oplever de største udfordringer, forklarer Steffen Larsen.
Det kan være områder, der optræder på listen over parallelsamfund, eller hvor skoler klager eller selv vil melde sig, lyder det.
- Vi ved, at en dansk skole i Thisted ikke har de samme problemer som en skole i Vollsmose, siger Steffen Larsen.