'Danmarks historie fra nye vinkler'.

Det er overskriften, når Historielærernes Dag løber af stablen den 23. og 24. oktober i henholdsvis Jelling og Roskilde.

Ud over diverse oplæg kan deltagerne se frem til en række workshops.

En af dem afvikles af lærer i alle tre kulturfag på Balleskolen i Silkeborg Esben Bækkelund Jensen og handler om en vinkel ind i historieundervisningen, der vitterligt er så ny, at de færreste havde overvejet den for bare to år siden.

Nemlig kunstig intelligens.

Esben Bækkelund Jensen har suppleret sin læreruddannelse med en kandidatuddannelse i pædagogisk filosofi og en efteruddannelse som FabLab-pionér.

Ved siden af lærergerningen er han ansat ved CFU som konsulent i kulturfag, teknologiforståelse og makerspace-didaktik.

Når kunstig intelligens inddrages i undervisningen i netop kulturfag, får den en ekstra dimension, mener han.

Her kan AI nemlig både bruges som kreativt arbejdsredskab og bagefter gøres til genstandsfelt for undervisningen.

Og vel at mærke et genstandsfelt, eleverne dermed har helt friske ’hands-on’-erfaringer at trække på. 

”Kunstig intelligens har revitaliseret kulturfagene som dannelsesfag. Den giver helt nye muligheder for at arbejde praksisfagligt med ting som kildekritik, demokratisk dannelse og etik”, siger han.

Ideelt til kontrafaktisk historie

Esben Bækkelund Jensen har gode, konkrete eksempler på rede hånd. I historieundervisningen har han blandt andet brugt kunstig intelligens til at arbejde med kontrafaktisk historie.

Hans erfaring som historielærer er, at netop kontrafaktisk historieskrivning kan være en hård nød at knække for eleverne.

”Det skal stilladseres meget kraftigt. Og det ender typisk med, at det er lærerens ideer til kontrafaktiske nedslag, eleverne ender med at bruge”, siger han.

Programmet Padlet kan ved hjælp af kunstig intelligens lave kontrafaktiske tidslinjer, eleverne selv kan arbejde videre med.

Det er et godt eksempel på en generel pointe om kunstig intelligens, mener læreren: Nemlig at den kan hjælpe eleverne i gang og hurtigt få undervisningen op i taksonomisk niveau.

”Man kommer hurtigere dertil, hvor eleverne er i gang med at skabe en kontrafaktisk fortælling selv, i stedet for at de går i stå ved at skulle finde de rigtige nedslagspunkter”, siger han. 

Når tidslinjen er lavet, beder han eleverne om at tage den med over i et andet program, Twine, hvor de kan udfolde tidslinjerne til såkaldte ’vælgerhistorier’.

Altså fortællinger, der forgrener sig løbende, og hvor givne valg påvirker historiens videre forløb, så man for eksempel han skrive historien om Første slesvigske krig, både – som det skete – hvis Rusland og Storbritannien gik ind i krigen, og hvis de to stormagter havde forholdt sig passivt.

Og her er vi fremme ved et kardinalpunkt for Esben Bækkelund Jensen: AI-genererede produkter skal altid efterbehandles i undervisningen.

”Det er helt afgørende, at man ikke bare laver en kontrafaktisk tidslinje og lader det blive ved det. Der skal følge en proces, hvor de forholder sig til den kunstige intelligens' materiale og gør det til deres eget. Man skal lægge et benspænd ind i processen, der tvinger dem til at bearbejde det”, siger han.

Gør svære begreber håndgribelige

Det er nemlig det, der åbner for sidste led i processen: At man gør den kunstige intelligens til genstandsfelt i undervisningen ved at forholde sig kritisk til erfaringerne med at bruge den.

”Jeg har for eksempel lavet et forløb, hvor vi fik en chatbot til at skrive soldaterbreve fra Første Verdenskrig. Ved første øjekast var de fantastiske. Men gik man ned i detaljerne, hang begivenhederne i dem jo ikke sammen. Det åbner for samtalen om, hvor vigtig kildekritik er, når man bruger kunstig intelligens”, siger Esben Bækkelund Jensen.

Samme tilgang har han brugt i kristendomskundskab, hvor han for eksempel har bedt eleverne stille spørgsmål, der skal afdække, hvilken etik chatbotten er bygget på.

Og i samfundsfag har han arbejdet med ansigtsgenkendelse ved, at eleverne først skulle træne Google Learning Machine til at genkende ansigter. Desuden havde han på den lokale CFU lånt egentlige ansigtgenkendelseskameraer, eleverne også skulle løse opgaver med.

Det gav derefter anledning til en diskussion af de etiske problemstillinger ved at kombinere ansigtsgenkendelse og masseovervågning.

”Man kan få det, der sker i Kina, i egne hænder. Vi har teknologien lige her. Arbejder man den vej, kan man få praksisfaglighed ind i kulturfagene og give eleverne nogle huskeknager at hænge deres nye viden op på”, siger han og tilføjer:

”Det handler om først at inddrage den kunstige intelligens kreativt, der hvor det giver mening, og lade eleverne se mulighederne i det. Så kan man bagefter klikke op på den store klinge og tale om overvågning, deepfakes og så videre”.

Spiller godt sammen med prøveformen

Esben Bækkelund Jensen mener, at prøveformen i kulturfagene spiller bedre sammen med kunstig intelligens end i andre fag, hvor frygten for snyd med generativ AI fylder mere.

”Prøven bygger på praksisfaglighed i form af et produkt og mundtlighed i form af en eksamination, der har karakter af en fri samtale ud fra spørgsmål, man ikke kender i forvejen”, siger han.

Til gengæld kan den kunstige intelligens spille konstruktivt med, når det kommer til at udvælge problemstillinger og lave arbejdsspørgsmål, påpeger læreren.

”Jeg har selv opfordret især de elever, der har svært ved selv at få formuleret noget, til at bruge en chatbot til at udarbejde mange forskellige problemstillinger. Så kan vi udvælge og have en samtale om, hvorfor de er gode eller dårlige. I stedet for at vi starter fra bunden, og hvor det i sidste ende var mig som lærer, der alligevel var kommet med forslagene”, siger han. 

Dermed ikke sagt, at generativ AI ikke også udfordrer de skriftlige dimensioner i kulturfagene, understreger han.

”Der var meget modstand fra lærerne i starten, og jeg skal da også gerne indrømme, at min første reaktion på ChatGPT var, at jeg var fuldstændig chokeret. Det stiller jo eksistentielle spørgsmål til, hvad det i det hele taget vil sige at være menneske, hvis vi ikke længere er de bedste til at skabe”, siger han og tilføjer:

”Og i forhold til undervisning var min første reaktion også: Det er snyd, og eleverne må ikke bruge det”.

"Lærerne er i to lejre - og eleverne en tredje"

I de snart to år der er gået siden da, er lærerne i varierende grad begyndt at se muligheder i at bruge kunstig intelligens i undervisningen, påpeger Esben Bækkelund Jensen.

Derfor oplever han, at ”lærerne nu er delt i to lejre, og eleverne er i en tredje”, når det kommer til frygten for snyd.

”Eleverne har hele tiden været med på vognen, men de har kunnet mærke på lærerne, at det var lidt fordækt at bruge”, siger læreren og tilføjer:

”Så når vi hiver det ind undervisningen nu, synes de jo, det er mærkeligt, at de må bruge det der, men ikke på andre tidspunkter”.

Han fortæller om et forløb, han selv lige har været igennem, hvor eleverne skulle producere tekst om historiske bygninger til en hjemmeside.

To ikke særligt skriftligt stærke elever spurgte forsigtigt, om det var okay, at de havde fået hjælp af en chatbot til at lave et udkast.

”I lærergruppen var vi delte i spørgsmålet. Min egen position er, at vi næppe havde fået noget fra dem, hvis ikke de havde brugt en chatbot”, siger han og tilføjer:

”De havde selv fundet et kildemateriale, som de havde bedt chatbotten om at forsimple. Hvis de får det faktatjekket bagefter, så har de altså været igennem en proces, hvor de har udvalgt noget, lavet et produkt og tjekket det efter. Selvfølgelig ville det være bedre, hvis de også havde produceret teksten selv, men der kan vi nok bare ikke være hver gang”.

Men eksemplet understreger i hvert fald én ting, mener læreren:

”Det er virkelig vigtigt, at vi forventningsafstemmer med eleverne. Og at vi husker, at det vigtige ikke så meget er, om de får hjælp af kunstige intelligens eller ej, men at vi designer et forløb, så de ved efterbehandling gør stoffet til deres eget – og får øjnene op for faldgruberne ved at bruge AI”.