’Tryk ikke’ står der med tydelige bogstaver ved siden af den
store røde knap, der virker som en magnet på nysgerrige børnehænder.
Annonce:
”Hvad nu hvis det får det hele til at brase sammen?”, spørger
en elev tøvende.
Men nysgerrigheden tager over, en hånd placeres på
knappen, og så er det ellers bare med at komme væk.
En lavmælt alarm
proklamerer, at endnu en er faldet for fristelsen.
Knappen er en del af en installation på verdens første
interaktive oplevelsescenter om bibelhistorier, Bibliarium i København.
Annonce:
Og det er selvfølgelig historien om Syndefaldet, besøgende
kan interagere med ved at mærke fristelsen til at gå imod en ellers ganske tydelig
instruktion.
Hvad vil det sige at være fristet? Det kan besøgende på Bibliarium få en meget håndgribelig oplevelse af.Foto: Andreas Brøns Riise
Bibliarium åbner først for offentligheden til april, men den officielle indvielse løb af stablen den 28. januar, hvor 7. klasse fra Bagsværd Skole fik lov at prøvekøre udstillingen.
Initiativtager til og bestyrelsesformand for det interaktive bibelmuseum, der er placeret i Sct. Andreas Kirke i det centrale København, er formand
for Religionslærerforeningen John Rydahl.
Ideen stammer fra en oplevelse, han havde omkring årtusindskiftet som folkeskolelærer på Jyllands-Postens daværende Mediarium, hvor skoleklasser kunne få lov at prøve kræfter med at være en avisredaktion.
Annonce:
"Det var det mest forunderlige undervisningskoncept, jeg nogensinde havde været
udsat for. Jeg gik og drak kaffe i tre timer, mens eleverne var dybt optagede af
spillet. Jeg tænkte straks: Sådan noget må vi lave om Biblen", fortæller han.
Og det er altså den ide, der i Bibliarium nu snart 25 år senere er realiseret med 15 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden og 3,4
millioner kroner fra den private BorgFonden, der støtter kirkelige formål.
Desuden bidrager provstierne i
Københavns Stift med cirka fire millioner kroner om året.
Hvælvinger som filmlærred
Annonce:
Det første, eleverne møder på Bibliarium, er en kort animeret film om, hvorfor mennesker fortæller hinanden historier.
Og ikke mindst om, hvorfor der er brug for fortællinger om det, "der ikke siger sig selv", som fortællerstemmen siger.
Dernæst præsenteres de for en video om at stille livets store spørgsmål projiceret op på de hvide overflader i Sct. Andreas Kirkes hvælvinger.
Øjet i det høje. Rundturen i Bibliarium starter med en film om at stille de store spørgsmål i livet projiceret op på de hvide vægge i Sct. Andreas Kirkes hvælvinger.Andreas Brøns Riise
Hernæst bliver eleverne sendt på mission i en labyrint, hvor de kan få en række bibelhistorier genfortalt på lyd og gennem interaktive elementer.
Annonce:
"Og som på en hver anden mission, skal man nogle gange tilbage til basecamp. Her er det et stort computerbord, hvor eleverne skal gå lidt i clinch med fortællingerne", siger John Rydahl.
Til sidst bliver eleverne stillet over for den udfordring at finde ud af, om der i de bibelske fortællinger er noget, man kan bruge til at lave en nutidig fortælling, "uanset om det er en film, en rap eller for den sags skyld en skulptur", fortæller initiativtageren til Bibliarium.
"Først laver de et storyboard på computerbordet, og så går man videre til 'fortælleværkstedet', hvor man kan sætte sin egen fortælling i scene", siger John Rydahl.
"Kristendommen er ikke et kostumebal"
Den røde snor til Bibliarium bliver til indvielsen klippet over af biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen.
Han håber, at det interaktive bibelmuseum kan blive et oplysningssted, "hvor der går mere end en prås op for konfirmander og lærere – og senere forhåbentlig også for
den større offentlighed”, fortæller han.
"Biblen er blevet kaldt ’den store kode’. I kirken er det en
hellig bog, men kirken ville ikke være kirke, hvis den forholdt sig
fundamentalistisk til det hellige skrift. Tro er at være til stede i samtiden med tilgivelse, håb og kærlighed, og det kræver udlægning hele tiden", lyder det fra biskoppen.
Han mener, at man først og fremmest skal se Biblen som en fortælling om mennesker.
Et digitalt bord fungerer som basecamp for eleverne i deres jagt på bibelske fortællinger. Til sidst skal de stykke et storyboard sammen til deres egen fortælling.Andreas Brøns Riise
"Mennesker, der optræder som charlataner, løgnhalse,
sandhedssøgende, elskede, fordomsfulde og længselsfulde. Biblen har fortællinger om dramatiske udvandringer, befrielser,
opstandelser og protest. Der er filosofiske overvejelser. Ingen skal bilde sig
ind, at det sidste ord om Biblen er sagt, eller den sidste udlægning har lydt", siger Peter Skov-Jakobsen og tilføjer:
"Bibliarium er fortællingen om fortællingen, der fortsætter
i videnskab, eftertanke, musik, håndværk og kunst. Det er ikke fortællingen om,
at kristendommen er troen på et kostumebal i fortiden".
Carsten Bo Mortensen er lærer i kristendomskundskab på
Lillevang Skole i Allerød. Hans elever i 7. klasse var de allerførste, der
afprøvede Bibliarium til generalprøven inden indvielsen.
Og det var en "forrygende" oplevelse, fortæller
han.
"Jeg havde på forhånd spekuleret over, om det løftede
sig op til at være mere end en flot tur rundt i Biblen. Og det synes jeg, det
gør", siger han og tilføjer:
"Det handler om eksistentielle temaer. De store
spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske".
At undersøge hvad de bibelske fortællinger siger om almene, eksistentielle spørgsmål, og hvad de kan bruges til i en nutidig kontekst, er
ikke et uvant undervisningsgreb for Carsten Bo Mortensen i kristendomskundskab.
"Det kan man have en intellektuel og sproglig dialog om
i klasseværelset, og den må man aldrig forklejne. Men her kan eleverne selv gå
på opdagelse i, hvad det ved vil sige at være jaloux, eller hvad man ellers
møder i biblen af menneskelige tilstande", siger han og tilføjer:
"Det er noget andet end den klassiske formidling, hvor
en voksen fortæller og eventuelt stiller nogle spørgsmål, eleverne så kan
reagere på. Her kan de være utrolig selvkørende".
Som det første møder besøgende på Bibliarium en introfilm om fortællingers rolle i menneskelivet. Herefter åbner en dør i lærredvæggen ind til selve udstillingen.Andreas Brøns Riise
Sct. Andreas Kirke blev i 2013 taget ud af såkaldt
sognekirkelig brug. Det vil sige, at den ikke bruges til kirkelige handlinger,
men at den kan bruges til andre kirkelige formål.
Ifølge Carsten Bo Mortensen er man ikke i tvivl om, at man
træder ind i et kirkerum, når man kommer ind på Bibliarium.
"Men
jeg synes, man hurtigt får slået en tone an om, at man ikke kun er trådt ind i én religions hellige rum for
at høre om dens hellige skrift. Rammefortællingen er, at det handler om at
mennesker forstår sig selv, hinanden og verden gennem fortællinger, hvor de
bibelske naturligvis står centralt i netop dette besøg",
siger han.
Bibliarium åbner for besøgende efter påske. Til den tid vil
det koste mellem 600 og 750 kroner at tage en klasse med på et besøg som det,
Carsten Bo Mortensen og hans klasse har været prøvekaniner på.
Det vil ikke afskrække læreren fra at tage på i Sct. Andreas
Kirke med sine fremtidige klasser - hvis han altså vel at mærke kan overbevise
sit team om at afsætte pengene:
"Jeg synes, det er vigtigt, at man kommer ud af huset
og på ekskursion – også i kristendomskundskab. Og man betaler det samme for at
tage en klasse med på for eksempel Statens Museum for Kunst eller Heerup
Museum".