Nyt pilotprojekt om fortællinger i skolen: Det kan skabe ro, koncentration og indlevelse

I en 3.-klasse i Svendborg Kommune stod fortælleren foran eleverne og fortalte om en helt særlig og lang cykeltur, han havde været på som barn sammen med en ven. Da han skulle hjem, blev han nødt til at cykle igennem en uhyggelig skov, og her var han alene i mørket med skovens mange lyde. 

Det blev ikke bedre, da han skulle parkere cyklen i kælderen og pludselig mærkede en hånd på sin skulder. Selve essensen af fortællingen handlede om følelsen af at være bange, og det fik eleverne på banen. 

Da historien var forbi, begyndte de at stille spørgsmål. For hvad gjorde fortælleren, da han var bange? Den samtale, der udviklede sig, fik også eleverne til selv fortælle om episoder, hvor de var bange, og give hinanden gode råd til den svære følelse. De ville høre mere. Både om fortællerens egen og hinandens oplevelser. Heldigvis viste det sig, at hånden i kælderen tilhørte fortællerens far.

Sitren og småsnak

Hen over vinteren 2023-24 har jeg, gennem observationer af undervisning og interviews med lærere, udarbejdet en rapport, som giver indblik i, hvad den mundtlige fortælling kan bidrage til i den danske folkeskole. Her har jeg haft særligt fokus på, hvordan børnene reagerede på fortællingerne både under og efter fortælleraktiviteten.

Det var en tilbagevendende oplevelse, at rummene var præget af sitren, småsnak og børn, der skulle finde sig til rette, når fortælleren og jeg trådte ind i de forskellige klasser eller til morgensamlinger. Når fortælleren så begyndte på sin historie, blev der hurtigt skabt ro. Børnene havde fokus rettet mod fortælleren, hvor deres mimik og gestik afspejlede historiernes forløb og handling undervejs.

Da fortælleren for eksempel fortalte 3.klasseseleverne om oplevelsen af at være bange, oplevede jeg, hvordan der blev skabt et rum, hvor eleverne var empatiske overfor hinanden og løsningsorienterede. Et rum hvor de i samspil reflekterede over løsninger og handlemuligheder. Det er et eksempel på, hvordan den mundtlige fortælling kan udfolde sig i samspil med dialogisk undervisning.

De mundtlige fortællinger, som børnene blev præsenteret for, spændte bredt. Det var alt fra folkefortællinger fra Italien eller barndomsminder til fortællinger om nisser i juletiden.

Fanget af fortællingerne

I uformelle møder med børnene gav de positiv feedback på forløbet, hvor de fremhævede, at det var fedt, at de selv dannede billeder i hovedet under fortællingerne. ”Dejligt”, ”sjovt” og ”rart” var nogle af de ord, som gik igen, når børnene beskrev fortælleraktiviteterne. Lærerne havde også en overvejende positiv respons, hvor det blev nævnt, at de oplevede, at næsten alle børnene blev fanget af fortællingerne. 

Nogle af lærerne påpegede, hvordan de kunne bruge den mundtlige fortælling til at arbejde  med emner som venskab eller ansvar, mens andre satte spørgsmålstegn ved, hvordan man skulle bruge den i fag som matematik eller fysik. Her fik jeg et indspark fra en lærer, der fortalte, at hun for eksempel brugte elevernes fortællinger om fremtidsønsker til at gøre matematikundervisningen relevant og spændende, og læreren lavede også fortællinger om, hvordan en astronaut måtte bruge matematik til at regne ud, hvor meget mad og ilt astronauten skulle bruge for at overleve i rummet.

Under pilotprojektet har der ikke været fokus på at bruge fortællinger, som har sammenhæng med lærerplanerne. Men hvis man er interesseret i, hvordan kan man bruge den mundtlige fortælling med faglig relevans vil jeg også komme med et forslag.

I en undervisningsgang om Anden Verdenskrig, vil man for eksempel kunne bruge en fortælling om børn, som levede under krigen. I stedet for at fremlægge vil man kunne bruge fortællingen og dens personer til at formidle om historiske fakta. Dvs. at man kan inddrage historiske fakta i den fiktive fortælling, hvor der optræder personer, som børnene kan relatere til. Det er med henblik på at fange børnenes interesse, og børnene kan bruge deres egne erfaringer til bedre at kunne huske og indleve sig i fortællingen.

I rapporten konkluderer jeg, at den mundtlige fortælling kan skabe et læringsrum, der bærer præg af ro, koncentration og indlevelse, samtidig med at børnene kan fremstå undersøgende, reflekterende og empatiske.