Hvis man går en tur op og ned ad Søborg Hovedgade i Gladsaxe Kommune nord for København, ser man
dem igen og igen: De små træbænke med påtrykket GXU.
Det står for Gladsaxe 10. klassecenter og Ungdomsskole, og
bænkene er blevet til i konceptet Jobsnuseren, hvor alle kommunens 7.
klasseelever en gang om året får muligheden for at få en uges erhvervsrettet
undervisningsforløb på et af i alt ti værksteder.
Konceptet har eksisteret i mere end 20 år, men har ændret
sig markant de seneste år. I 2020 blev Andreas Fatum nemlig ansat som kommunens
første ’erhvervsplaymaker’ nogensinde.
Og hans første opgave i funktionen blev at gentænke
Jobsnuseren.
"Der var brug for en modernisering. To af holdene var en
avisredaktion og et filmværksted. Klassikere, men hvis man gerne vil give
elever reelle, erhvervsrelevante praksiserfaringer, er det måske ikke lige i
medie- eller filmbranchen, det er mest oplagt i 2020", siger han.
Blandt de værksteder, der i dag udgør Jobsnuseren, finder man klassiske håndværksfag som
tømrer/snedker, køkken/gastronomi og motor/metal, men også grafisk design og
sociale medier.
Detailhandlen er et hit
Centralt for Andreas Fatum har været at kunne lave aftaler
med lokale virksomheder om, at eleverne får mulighed for at løse en reel opgave
for dem i løbet af den uge, forløbet varer.
”Vi vil gerne besøge et snedkerværksted. Men hvis det kun er
for at kigge på de voksne arbejde, skal det maksimalt være et supplement”,
siger han.
I stedet har særligt samarbejder med detailhandlen og mindre
virksomheder vist sig som et hit. Og så er vi tilbage ved bænkene, der står op
og ned ad kommunens største handelsstrøg.
”Mange butikker vil gerne have en bænk ude foran. Den kan
eleverne på snedkerværkstedet nå at lave på fem dage, hvor de kommer igennem
hele processen fra design, arbejdstegning og bygning. Om fredagen køber nogen
et produkt af dem, de ikke anede, de kunne lave, da de mødte ind mandag. Og som
de kan se bliver brugt, hver gang de går ned i bymidten”, siger Andreas Fatum
og tilføjer:
”Det er et godt eksempel på et forløb, hvor eleverne og
deres produkter bliver taget alvorligt, men hvor de ikke skal stå på mål for
andet, end hvad de har lavet med deres hænder. Og hvis du tror, eleverne er
stolte, så skulle du bare se forældrene”.
Et andet eksempel er, at detailhandlen har brugt
Jobsnuserens grafiske design-hold til at lave plakater til en stor ’handl
lokalt’-kampagne.
”De hænger nu i butiksvinduer i hele kommunen. Man skal
selvfølgelig være med på, at det, de leverer, har et barnligt snit. Men det er
fedt, at de faktisk bliver brugt som slags semiprofessionelle”, siger Andreas
Fatum.
14 kommuner har playmakere
Aalborg Kommune var den første kommune til at ansætte en
erhvervsplaymaker i 2015. I dag findes jobbet i 14 kommuner. Både
erhvervsplaymakernes opgaver og baggrund varierer en del, fortæller Andreas
Fatum.
”Vi har to årlige møder, hvor vi mødes fysisk og er også gode
til at sparre løbende. Men der er bare forskel på at være erhvervsplaymaker i
Nordjylland, der har slagterier, og i Gladsaxe der har medicinalindustri”,
siger han.
Selv er han uddannet folkeskolelærer og har arbejdet i flere
år som både lærer og skoleleder, mens de fleste af hans
erhvervsplaymakerkollegaer har erhvervsbaggrund.
”Jeg skulle til min jobsamtale argumentere for, at hvorfor
man skulle vælge et ’skolemenneske’. Men dem, der skulle ansætte mig, havde
samme baggrund, så til sidst blev vi enige om, at man ikke ville kunne byde en
udefrakommende at skulle forstå det kommunale skolesystem”, griner Andreas
Fatum.
For selv om opgaverne løbende er blevet flere, og nu også blandt andet tæller oplæg foran skoleklasser om erhvervspraktik, er han ikke i tvivl om,
hvor han i højeste grad trækker på sin skolelærer- og lederbaggrund i dag.
”Jeg forstår, hvilke begrænsninger lærernes arbejdstid og
skemalægning giver. Hvor store hjul, der skal i gang, og hvor god tid man
derfor skal være ude i. Og ikke mindst at man skal sikre, at virksomhedsforløb
ikke bliver en forstyrrelse, men noget der bidrager med flueben i årsplanen”,
siger han.
Fortid som skolelærer og -leder
Selvom ansættelsen som erhvervsplaymaker er relativt nyt, er
interessen for praktisk undervisning og skole-virksomhedssamarbejder det ikke,
fortæller Andreas Fatum.
”Jeg har en fortid på en friskole med en elevgruppe, hvor
man ville blive savet midt over, hvis man stillede sig op med et klassisk
danskpensum. Da jeg senere skiftede til en skole i Gentofte, fik jeg og vist
også eleverne lidt af et kulturchok”, siger han.
Kort efter lockouten i 2013 blev han konstitueret
viceskoleleder, hvor han egentlig kunne se gode takter i ideen om den
understøttende undervisning.
”Problemet var implementeringen. Den blev lagt i ydertimerne
og blev givet til pædagoger, der indtil da ikke havde været i skolen. Og så
stod der gudhjælpemig en undervisningsminister og snakkede om at slagte geder.
Så mange geder var der altså bare ikke i Gentofte”, siger han.
Herefter gik turen videre til en stilling som pædagogisk
administrativ afdelingsleder på Lille Værløse Skole, hvor opgaven især lød på at
få noget godt ud af netop den understøttende undervisning.
”Vi gjorde det til en valgfagsordning på tværs af hele
skolen og startede en række virksomhedssamarbejder”, fortæller han.
Og de erfaringer trækker Andreas Fatum i høj grad på i dag
som erhvervsplaymaker, hvor det er en fordel at kunne lide excelark og
kaffemøder, fortæller han.
”Jeg søgte jobbet, fordi jeg vidste noget om
skole-virksomheds-samarbejde, rigtig meget om udskoling og ikke mindst noget om praktisk undervisning og de ældste elevers behov for at blive
aktiveret i højere grad end bare at få en rundvisning”, siger han.
Alle elever skal aktiveres
Når Andreas Fatum i dag laver samarbejder med virksomheder
har han som pejlemærke, at alle elever skal aktiveres.
”Der har lidt været en tendens til, at man især går efter at
ramme de fem elever i en klasse, man vurderer vil være interesseret i en
håndværksuddannelse. Men man kan altså ikke byde de 20 andre, at de bare er
med”, siger han.
”Jeg bruger meget tid på at snakke med den enkelte
underviser på GXU om, hvordan vi kan udvide paletten. Vi har for eksempel
startet et people work-hold, der er ude og lave aktiviteter på den
lokale sosu-skole, får besøg af politiet og er på plejehjem”, siger han.
Desuden arbejder Andreas Fatum på at udvide
virksomhedssamarbejderne, så de kan inkludere flere af GXU’s værkstedshold.
”Det er de færreste virksomheder, der kun har én profession
ansat. De fleste større virksomheder har håndværkere, administrative
medarbejdere, kommunikationsmedarbejdere, sælgere. Så vi kan ofte sende flere
hold ud til den samme opgave”, siger han.
Sidste år lykkedes det at lande cirka 120 aftaler med lokale
virksomheder og uddannelsessteder til i alt 96 hold. Desuden har han opbygget
en praktikdatabase med cirka 100 lokale virksomheder til brug for kommunens
skoler.
”Det er ikke som sådan mig, der håndhæver praktikken. Det er
for at have et sted, skolerne kan finde inspiration. Og jeg tager gerne ud på
alle skoler, der gider have besøg af mig, og holder oplæg”, fortæller han.
På GXU er der otte undervisere og typisk 80 elever ad
gangen. Desuden er elevernes egne lærere med i undervisningen.
”De er her for at tage højde for, at vi ikke kender
eleverne. Vi kan godt mærke, der er sket en stigning i antallet af elever med
problemstillinger, der skal tages hensyn til. Og det skal der især, når vi på
den måde rusker op i deres hverdag”, siger Andreas Fatum og tilføjer:
”Men vi har også masser af eksempler på elever, der
’glemmer’ de udfordringer, de har til hverdag, når de kommer herhen”.
Vil gerne i spil i vejledningen
Gav implementeringen af understøttende undervisning ikke det
ønskede boost til den praksisfaglige undervisning, har Andreas Fatum mere
tiltro til de politiske vinde, der blæser i øjeblikket.
Og han kan sagtens se, hvordan GXU og han selv som
erhvervsplaymaker vil kunne spille en rolle i de ændringer, der lægges op til
fra Christiansborg.
Særligt når det kommer til den øgede lokale frihed til at tilrettelægge
vejledningen med afskaffelsen af uddannelsesparathedsvurderingerne.
”Der vil jeg umiddelbart mene, det vil være oplagt at
kigge vores vej, når man skal genoverveje, hvor og hvornår vejledningen skal
foregå. Er det i klasseværelset? Eller giver det måske mening at gøre det her,
mens eleverne står med en sav i hånden?”, siger han og tilføjer:
”Og det er bestemt ikke fordi, alle skal være håndværkere.
Men der opstår en anden ro, når man får lov at fordybe sig i det samme fem dage
i streg og ikke skal tænke på afgangsprøver. Jeg synes, vi kan tilbyde nogle
rammer, hvor vejledningen kan foregå i et uddannelsesnært miljø, og hvor lærere
og vejledere ikke skal slås om, om det er en fransk- eller historietime,
vejledningen skal stjæle”.
