Foto: Pressefoto
Forsøg: Lærerstuderende kobles til en folkeskole allerede ved studiestart
På læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole skal studerende ikke vente til praktikken, før de kommer ud i virkeligheden. I et nyt forsøg sker det allerede ved studiestart.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I en forsøgsordning kobles 90 - og senere op til 300 - lærerstuderende på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole tæt sammen med en folkeskole fra studiestart.
Det skriver Københavns Professionshøjskole i en pressemeddelse.
København, Helsingør og Gladsaxe er de første kommuner, der er med i projektet, som er et toårigt forløb, hvor den lærerstuderende følger den samme skole og lærer over længere tid.
Det er ambitionen til på sigt at udvide uddannelsessamarbejdet til også at indbefatte sidste del af studiet, skriver Københavns Professionshøjskole.
I dag fylder praktikken 15 procent af studietiden på læreruddannelsen, svarende til seks måneder af uddannelsens fire år.
Det er ikke meningen, at det nye udvidede praksissamarbejde skal afløse de klassiske praktikforløb, forklarer uddannelsesleder Svende Svendsen fra læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole.
"Samarbejdet skal derimod give den lærerstuderende en slags øvebane, hvor de hurtigt kommer helt tæt på hverdagen i folkeskolen og kan bidrage til undervisningen i f.eks. gruppearbejde og klasseture, deltage i team- og skole-hjem-samarbejde og i det hele taget se og deltage i de opgaver, læreren varetager i skolen. Samt at man kan få hurtige og klare svar på mange praktiske spørgsmål hos den skolementor, de følger", siger Svende Svendsen.
Skoleleder: Godt for os og de studerende
Skoleleder på Tove Ditlivsens Skole på Vesterbro i København Jeanne Jacobsen er meget begejstret for de mange nye lærerstuderende.
"De foreløbige erfaringer er enormt positive. De lærerstuderende kommer fast om torsdagen, hvor de både deltager i forberedelsen af undervisningen samt i selve undervisningen. De er en fast del af skoledagen og oplever alle de udfordringer og muligheder, som man møder i livet som lærer. Vi kan præge dem og støtte dem, så de får en blidere overgang til lærerlivet ", siger Jeanne Jacobsen.
"Men jeg vil gerne understrege, at det ikke kun er de lærerstuderende, der får noget ud af samarbejdet. Vi har fået en række engagerede og motiverede unge mennesker ind, som tilfører hverdagen på skolen en ny dimension. Det er f.eks. en kæmpe fordel for vores lærere, at de om torsdagen pludselig har flere hjælpere, når eleverne sidder med gruppearbejde og har brug for hjælp", siger hun videre.