Flere færdiguddannede lærere efterspørger sikkerhedskurser i fysik/kemi, men ifølge Danmarks Fysik- og Kemilærerforening er der i øjeblikket ikke autoriserede sikkerhedskurser på området.

Fysik- og kemilærere efterspørger sikkerhedskurser

I Odense er en elev og to lærere blevet forbrændt efter en ulykke under en fysikeksamen. Danmarks Fysik- og Kemilærerforening efterlyser bedre muligheder for at efterkomme fysik- og kemilærernes ønsker om at komme på sikkerhedskurser.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I onsdags resulterede en ulykke under et forsøg ved 9. klasses fysikeksamen på Søhusskolen i Odense i, at en elev samt lærer og censor måtte indlægges på hospitalet. Den ene lærer er nu udskrevet, mens eleven og den anden lærer, som blev forbrændt i ansigtet, er indlagt i flere dage. Arbejdstilsynet er i gang med at undersøge sagen, og Søhusskolen oplyser, at de forventer et svar vedrørende undersøgelsen i næste uge. Ifølge formand for Danmarks Fysik- og Kemilærerforening, Anette Jensen, er det umuligt helt at undgå risikoen for, at der opstår ulykker  i forbindelse med forsøg i fysik/kemi. "Der er altid en risiko tilstede, men som udgangspunkt er der jo opstillet en række retningslinjer fra lærernes side som minimerer risikoen," siger hun. Sikkerhed er skoleledernes ansvar Anette Jensen fortæller, at der tidligere har været forsøg, som er blevet taget af programmet på skolerne, fordi de var for usikre. Hun kan dog på nuværende tidspunkt ikke tage stilling til, hvorvidt er tilfældet med det forsøg, der gik galt på Søhusskolen. "For at vi kan tage stilling, kræver det, at vi har indgående viden om, hvad der præcist er sket. Og den viden har vi ikke på nuværende tidspunkt," siger hun. Danmarks Fysik- og Kemilærerforening møder stor efterspørgsel fra fysik/kemilærerne på kurser, der kan være med til at sikre lærere og elever, og foreningen efterlyser autoriserede sikkerhedskurser for fysik/kemilærerne. "Mange færdiguddannede lærere kommer til os og efterspørger sikkerhedskurser. Men der er ikke autoriserede sikkerhedskurser, som lærerne kan tage efter deres uddannelse. Det får især stor betydning for de lærere, der ikke har fysik/kemi som linjefag," siger Anette Jensen og påpeger, at det i sidste ende er skolelederens ansvar at sørge for, at sikkerheden i fysiklokalerne er god nok