Som praktikkoordinator og -vejleder er jeg naturligvis jublende positiv over, at praktikken styrkes i den nye læreruddannelse: Vi får praktik på hvert studieår, integrationen i fagene sikrer en stærkere fagdidaktisk kobling, og vekslen mellem udstrakt praktik og blokpraktik sikrer det bedste af begge verdener: Løbende reflektion over praksis samt erfaringer med at strukturere en lærerhverdag.
Et væsentligt spørgsmål melder sig imidlertid: Hvordan sikrer vi, at der er skoler nok til at løfte opgaven? Et uomgængeligt aspekt er finansiering - den skal selvfølgelig følge med. Det vil jeg lade professionshøjskolerne og KL slås om.
Jeg forudser imidlertid en anden, og lige så alvorlig, hurdle.
Der bliver snakket meget om specialiserede uddannelsesskoler, men jeg er bange for, at vi risikerer at specialisere og kompetencegøre praktiklæreropgaven så meget, at for mange skoler og for mange lærere står af eller diskvalificeres.
For at kunne diskutere dette, bliver vi nødt til at vende blikket mod de tre roller, der skal udfyldes på en praktikskole. Der er på ingen måde kongruens i anvendelsen af titlerne praktikkoordinator, praktikvejleder og praktiklærer. Selv ikke internt på min lokale professionshøjskole, Københavns Professionshøjskole, er der enighed: Underviserne på diplommodulet siger ét, praktiksekretariatet noget andet, praktikmanualen noget tredje.
Lad mig forklare, hvordan det ser ud i praksis:
På skolen er der en eller flere praktikkoordinatorer. Det hænder, at opgaven ligger hos en praktikansvarlig leder, men oftest er den distribueret til en eller flere lærere. Praktikkoordinatoren står for de administrative opgaver: Kommunikationen med praktiksekretariatet, udvælgelse af praktiklærere, skemaer for de studerende, administration af praktikportalen, velkomstdag, børneattester og diverse formalia.
På skolen er der også en eller flere praktikvejledere. Ofte er praktikvejlederen og praktikkoordinatoren den samme, men det er vigtigt at skille rollerne ad. Praktikvejlederopgaven er det, praktikvejlederuddannelsen kvalificerer til.
Praktikvejlederen kan selvfølgelig have studerende i praktik selv, og vejlede dem, men en lige så væsentlig del af opgaven er at vejlede de kollegaer, der som praktiklærere har studerende i praktik. Praktikvejlederen klæder kollegaerne på til god vejledningspraksis, har styr på studieordning, kompetencemål og krav og forventninger til de studerendes indsats.
Praktikvejlederen sparrer løbende med praktiklærerne om de studerendes progression, kan deltage i vejledninger, og har en rådgivende rolle i forhold til bekymringssamtaler og godkendelse/ikke-godkendelse af praktik.
Endelig er der praktiklæreren. Dem er det vigtigt, vi har mange af, for det er dem - og deres elever - der har den primære relation til de studerende. Det er i praktiklærerens timer, den studerende underviser, det er praktiklæreren der vejleder de studerende, og det er praktiklæreren, der er med til trepartssamtale og kompetencemålsprøve. Praktiklæreren klædes på til opgaven af praktikvejlederen samt til professionshøjskolens praktiktemadag.
Det er praktiklæreropgaven, der er væsentlig at kigge på, hvis vi skal sikre nok uddannelsesskoler. Helt kort: Vi må ikke specialisere praktiklæreropgaven mere end højst nødvendigt! I den retorik, jeg ser og hører omkring uddannelsesskoler i den nye læreruddannelse, hører jeg desværre de modsatte tegn: Uddannelsesskolerne og praktiklærerne skal være specialiserede og særligt kvalificerede.
Problemet er, at vi risikerer, slet ikke at have nok. Hvor mange skoler har råd til - og mulighed for - at opkvalificere 10-12 praktiklærere? Hvor mange lærere har lyst til at have studerende i praktik skoleår efter skoleår? Og ikke mindst: Hvor mange elever trives med at møde nye lærerstuderende op til flere gange på ét skoleår?
Vi bliver nødt til at holde fast i, at praktiklæreren er en almindeligt dygtig og engageret lærer, der så kvalificeres til opgaven af sin praktikvejleder, og, specifikt til den konkrete praktik, på praktiktemadagen.
Vi har som skole brug for at kunne veksle mellem praktiklærere i forskellige fag, på forskellige trin og i forskellige klasser. Jeg er praktikkoordinator på en skole med omkring 800 elever, og jeg har de sidste to skoleår benyttet mig af 16 forskellige praktiklærere i otte forskellige fag - heraf fire af dem af to omgange (inklusiv mig selv). Det er nødvendigt, både for at få skemaer og timetal til at gå op, og for at undgå, at det er de samme lærere og elever, der skal løfte opgaven hver gang.
Hvis vi specialiserer praktiklæreropgaven mere end højst nødvendigt, risikerer vi, at alt for mange lærere, skoler og kommuner melder pas, hvilket skaber et øget pres på de tilbageværende uddannelsesskoler, eller en situation, hvor professionshøjskolerne bliver nødt til at pålægge de enkelte kommuner et antal praktikanter - med svingende kvalitet til følge.
Det er os praktikvejledere, der skal bære den øgede praktikopgave i den nye læreruddannelse på vores skuldre. Det skal ske gennem løbende dialog med praktiksekretariatet og underviserne på praktikvejlederuddannelsen, ajourføring med studieordning, kompetencemål og studiestruktur, systematiske evalueringer og et struktureret feedbacktilbageløb.
Det koster måske lidt ekstra timereduktion eller et lidt højere vejledertillæg, men det er stadig både billigere og mere bæredygtigt end at opkvalificere med spredhagl og samtidig indsnævre mængden af praktiklærere betragteligt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
