Viden skal ikke kun lagres. Den skal også bruges - også mens man lærer, og derfor skal læring bygges op om praksisfællesskaber, hvor eleven kan koble viden til handling. Alternativet er et reservoir af tavs viden, som ikke giver mening, ikke engang som almen dannelse. Det mener lektor på læreruddannelsen ved UC Syd Helle Bjerresgaard.

»Ting skal lagres i langtidshukommelsen, men det forsvinder jo, hvis ikke man bruger det. Derfor mener jeg, at man skal tænke læring meget mere handlingsorienteret. Man skal bruge den viden, man tilegner sig. Hvis man mener, at man kan smide viden i langtidshukommelsen og vente på, at der dukker en situation op, hvor man kan bruge det, så læner man sig op ad det klassiske vidensbegreb, hvor viden kan opbevares, verificeres eller det modsatte. Viden bliver dermed nærmest noget eksternt fra personen, og den læringsteori er jeg ikke tilhænger af. Tværtimod mener jeg, kombinationen af erhvervelse af ny viden og handling motiverer eleverne her og nu. De husker situationen, og det er med til at fundere læringen. Samtidig tilgodeses samfundets behov for kommende selvstændige og kreative medborgere, som ikke er låst fast i skolastisk viden og regelsæt«, siger hun.

Den tidligere folkeskolelærer er ikke uenig i, at det kræver fagfaglig basisviden at kunne navigere i en tværfaglig proces, men giver ikke meget for argumentet om, at det kræver to forskellige læringssyn, eller at undervisningen i fagfaglige kundskaber stadig er erstattet af et rungende »hvad synes du selv?«

»Man er nødt til at være tydelig på målet. Hvis det bliver mudret og uklart, er det, fordi man har glemt at definere et mål med læreprocessen og kvalitetskriterierne for dette mål på forhånd. I 70'erne var det fy fy skamme, hvis læreren sagde 'Se her, elever, sådan kan det gøres', for så reproducerede eleverne jo bare. Det var dybest set at svigte eleverne, for så bliver det en gætteleg. Faget kan sagtens spille med ind i en tværfaglighed, uden at man taber det fagfaglige. Det komplementerer bare hele processen«.

Er målet gjort klart, ser Helle Bjerres­gaard ingen problemer i, at man aktiverer eleverne.

»Når læreren har tydeliggjort målet med læreprocessen ved at tale med eleverne om, hvor den skal føre hen, går de i gang med at arbejde. De bruger hinanden som respondører. Det sætter refleksion i gang både hos dem, der lytter, og hos dem, der fremlægger. I en ubønhørlig overhøring er det kun dem, der siger noget, der er aktive. Sten Clod Poulsen siger godt nok, at når eleverne er aktive, så er de i nuet, og så sætter det sig ikke, spor i form af læring. Det ved jeg ikke, hvordan han kan dokumentere. Mine erfaringer siger mig, at processen med at give og få respons funderer læringen«.

Helle Bjerresgaard erkender, at læringspsykologien har trange kår i dagens pædagogiske landskab.

»Lærere ved godt, at der er tre dimensioner i læring: en psykologisk, en kognitiv og en kontekstbaseret. Men der er så meget detailstyring i øjeblikket, at der slet ikke er plads til læringspsykologi i den pædagogiske diskurs. Der er for eksempel kommuner, der køber et helt undervisningskoncept. Det betyder, at man som lærer ikke behøver at overveje læringspsykologiske aspekter«, siger hun.

Hun mener derfor ikke, at man kan tale om, at området lider under efterveerne af den pædagogiske kulturkamp i tiden omkring '68.

»Der var da nogle fag, der kom til at lide under tværfaglighedens overformynderi. Men det er jo ikke sådan, vi i dag tænker tværfaglighed. Det kan jo slet ikke lade sig gøre i dag, fordi vi har meget klart formulerede faglige læringsmål«.

Derfor mener hun heller ikke, at undervisningen i dagens folkeskole generelt hviler på et svagt empirisk fundament.

»Flere nyere undersøgelser, blandt andet en fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles Clearinghouse fra 2008, konkluderer, at læreren er den vigtigste enkeltfaktor for elevernes læring. Læreren er bestemmende for, om du får smag eller afsmag for at gå i skole. Oplever eleverne, at læreren er engageret, troværdig, fagligt dygtig og en god kommunikator, så gider de godt hoppe på, selv om det er supersvært og uinteressant. Det handler om relationer mellem lærer og elever, men også om, at læreren skaber rammerne for, at eleverne bruger hinanden som læringsresurser og dermed får aktiveret læringen. Det er på den baggrund, jeg mener, at praksisfællesskaber er altafgørende for læringen«, siger Helle Bjerresgaard.

Hun tilføjer, at grundlaget for ethvert praksisfællesskab er kommunikation, og at kommunikation derfor bør være højt på dagsordenen, når vi snakker om læring.

»Eleven lærer ved at koble sig på kommunikationen. Derfor er det vigtigt, at vi tager udgangspunkt i, hvordan vi lærer eleverne at koble sig på kommunikation og formulere sig. For mig er det helt centralt. Det er kun i kommunikationen, vi kan møde hinanden og stimulere læring, tjekke, hvad der er lært, og lægge en strategi for, hvordan det lærte holdes ved lige«. |

Læreruddanner

Helle Bjerresgaard er uddannet lærer i 1979. Hun har en kandidat i generel pædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og har siden 2006 været lektor på læreruddannelsen ved UC Syd.

»Ting skal lagres i langtidshukommelsen, men det forsvinder jo, hvis ikke man bruger det« Helle Bjerresgaard»Oplever eleverne, at læreren er engageret, troværdig, fagligt dygtig og en god kommunikator, så gider de godt hoppe på, selv om det er supersvært og uinteressant« Helle Bjerresgaard