John Hattie går lige på: "Hvis nogen siger til dig: 'Nævn dét forhold, som er allervigtigst for god undervisning og for børn og unges læring i klassen'".

Vi er til masterclass med John Hattie på Ørestad Gymnasium på Amager arrangeret af forlaget Dafolo. Hattie er newzealænder og professor ved University of Melbourne.

"Nævn det vigtigste for elevernes læring, kun én ting", gentager han.

Svarene kommer lidt tøvende fra de deltagende lærere og skoleledere: "Relationerne…", "kontakten mellem lærer og elever...", "motivation…", "feedback". 

"Feedback?", gentager Hattie. "Jeg spørger ikke efter mine svar, men efter svar fra jeres hverdag. Det er en masterclass det her, så I skal arbejde".

"Men", fortsætter John Hattie, som er kendt for sine metaanalyser af andre uddannelsesforskeres rapporter, "jeres svar er meget interessante. For de passer slet ikke til, hvad forældre ville svare".

Lærere - det er jer, der kan løfte folkeskolen

I et studie i England, hvor 1000 forældre blev spurgt om det samme, kom der helt andre svar. Det vigtigste for god undervisning og læring handler efter forældrenes opfattelse fx om klassekvotienten, om hjemmearbejde og om at give karakterer, fortæller han. "Og der er faktisk negativ sammenhæng mellem, hvad forældre anser for vigtigt, og hvad vi ved fra forskningen", siger Hattie.

Politikere lytter til skattebetalerne

Det samme gælder svarene fra de fleste politikere. De er også optaget af de forkerte ting i skolen. Men egentlig er det jo ikke så mærkeligt, for hvem lytter politikere til? Hvem er der flest af, forældre eller lærere, spørger han. Og svarer selv: "Politikere lytter til vælgerne, før end de lytter til lærernes erfaringer og viden. Fordi det er vælgerne, de møder flest af - og oftest. De lyttet ikke til lærerne, de lytter til skattebetalerne".

Almindelig snusfornuft siger, at når noget virker, så må mere af samme slags være endnu bedre, så mere tid i skolen, flere lektioner til eleverne, må være endnu bedre. Det mener mange forældre og mange politikere, det kender I også her i Danmark, fortsætter Hattie.

Uddannelsesguru: Flere timer og flere voksne rykker ikke

Men også det er forkert, siger han. "Det vigtigste er ikke, at skoledagen er lang. Det vigtigste er kvaliteten af det, der foregår i undervisningen. Kig jer omkring. Hvor har man det korteste skoleår og de korteste skoledage? Det har man i Finland! Hvor har de nogle af de bedste skoleresultater i verden? Det har de i Finland! Det vigtigste er det, læreren sætter eleverne til, og det, der foregår undervejs i den proces, hvor eleverne arbejder".  

Hvad kan der gøres ved det? spørger Folkeskolens udsendte i en pause. Der kan ske noget vigtigt i relationen til forældrene, mener Hattie.  Det er netop ikke som skattebetalere, lærerne skal tale med, men det er de samme mennesker - blot som elevernes forældre. Det handler om at komme i dialog om, hvordan man lærer. Det er en vigtig diskussion at tage. Fordi det det ikke er noget man bare kan se på overfladen.

Globale baciller banker på

En profession hvor everything goes

Og så er vi tilbage i hans masterclass igen: "Lad os være fair. Hver eneste af jer her i lokalet har evidens, nemlig jeres erfaring. Lærerens erfaring er ekstremt vigtig. Men den viden, jeg taler om som forsker, er anderledes, fordi jeg ser på skolens undervisning udefra. Det spændende - og vigtige - er hvordan vi får de to verdener til at mødes, så jeg kan lære af jer, og I kan lære af mig. Problemet er, at vi har en profession, hvor everything goes. For som lærere har vi alle vores tro på, hvad der virker. Og det er altså ikke godt nok. For det har forældrene jo også, og det har politikerne også".

"'Jamen, jeg har evidens for, at det virker, når jeg underviser på den og den måde', kommer lærere og siger. Og de har jo ret. Men alligevel: vi må holde op med at sige, at vi ved, hvad der virker", siger Hattie. "For alt virker".

"'Jamen, ser her. Se mine elevers resultater ved begyndelsen og ved slutningen af skoleåret', forsvarer lærere sig. Ja, ja, ja. Det kan vil alle sammen se. Men dengang, man her i Danmark besluttede at børn skulle i skole, var det, fordi man mente, at lærere var bedre til at lære fra sig, end forældrene var. Og det var rigtigt. Alt virker. Alt virker bare ikke lige godt. Derfor skal vi hele tiden undersøge, hvad der virker bedst".

"Har I modet til på jeres skole at se på, hvilke lærere, der opnår de bedste resultater?", spørger Hattie. "For faktisk kan vi se, at nogle gange er det ikke den lærer, der har undervist i 30 år, men derimod den kollega, der kun har været uddannet i tre år, der er bedst. Har I modet til at identificere de mest succesfulde undervisningsformer? Alle lærere har både styrker og svagheder, men som lærerprofession har vi brug for at finde ud af, hvordan vi alle sammen kan blive bedre. Og hvis I oplever, at der er for mange svagheder ved de måder, I underviser på, så må I altså lave om på det".

De svar er altså ikke gode nok

'Jeg har simpelthen ikke tid', 'elevplanerne stjæler tiden', jeg har den forkerte type elever til, at det kan lade sig gøre', lyder det fra nogle lærere. Men det er udenomssnak og bortforklaringer, mener Hattie.

"De lærere vil jeg se lige ind i øjnene og sige: 'De svar er altså ikke gode nok'. Alle lærere har store udfordringer, og de har de samme læseplaner, de samme elevvurderinger, de samme politikere. Det handler ikke om, at der er for lidt tid. Det handler om, hvordan og til hvad tiden anvendes"".

"Men", fortsætter han, "det kræver altså god tid for lærere og skoleledere at arbejde sammen om at forberede og planlægge den tid, der skal bruges sammen med eleverne på den bedst mulige måde".

Og så strør han lidt lokalkolorit på samtalen: "Den diskussion havde I jo selv her i Danmark for et par år siden, hvor lærere blev lockoutet. Den tid, lærere bruger på det basale, på det at finde ud af de rigtige måder at stimulere og styrke elevernes læring, er godt givet ud. Det handler ikke blot om at være sammen med eleverne længst mulig tid".

Afgangsprøve-karaktererne steg trods lockout 

Det handler om de elever, du ikke kan nå

Men klassestørrelsen betyder da også noget, bliver det indvendt fra flere deltagere.

""Ja, det er rigtigt. Men elevtallet i klassen er ikke afgørende - i sig selv. Det er også alle de andre faktorer".

"Lad mig høre", fortsætter John Hattie til en skeptisk deltager: "Hvis du kunne vælge mellem en klasse med 20 børn, som ikke har spor lyst til at gå i skole, og så en klasse med 40 børn, der rigtig gerne ville gå i skole og lære noget, hvilken klasse vælger du så?".

Her kan læseren måske selv overveje sit eget svar.

"Eller hvad så med denne mulighed", fortsætter Hattie: "Du har en klasse med 30 elever, og nu får du et valg: Jeg fjerner 10-12 tilfældige elever. Eller du får lov til selv at sortere de fem fra, som du synes, der er mest besvær med. Hvad vælger du?"

Også her kan læseren passende vurdere alternativerne.

"Det afgørende er ikke klassestørrelsen, det afgørende er de elever, du ikke kan nå gennem din undervisning og i samtaler. Det handler om kvalitetstid. Og det handler om, hvordan du underviser. Hvor stor en del af tiden, mener du, at du taler i din egen undervisning?", spørger Hattie.

'Måske 40 procent', bliver der svaret.  Og det er et ret normalt svar, fortæller Hattie. Sammen med et hold forskere har han netop afsluttet en undersøgelse af 3000 læreres undervisning. "Det er i England, så jeg ved ikke, hvor sammenlignelig det er med danske forhold. Men vores undersøgelse viser, at lærere derovre taler i 89 procent af tiden".

"Ni-og-firs procent af tiden"", gentager han langsomt og ser rundt på deltagerne! I klasser med få elever taler lærerne mest. I større klasser taler de mindre, og de stiller flere spørgsmål.

Det handler meget om, hvilke forventninger vi som lærere har til eleverne, og om hvad eleverne forventer af lærerne. Det handler om, hvordan lærere og elever opfatter det at lære noget. Elever skal opleve, at der ikke er noget, der hedder dumme spørgsmål. De skal opleve, at man lærer noget ved at prøve sig frem, at man lærer ved fejle og så at finde ud af det. Elever skal lære, at det er anstrengende og krævende at lærer noget. Og de skal have lov til at opleve succesen, når det så lykkes", siger Hattie. Og fortæller en spørgsmål-svar-historie:

"Forestil dig, at du står øverst oppe på en høj bygning, og én ad gangen skal I rapelle jer ned. Du instruerer først om, hvordan tovet skal føres under låret og op over skulderen. Du viser, hvordan sikkerhedslinen klipses fast og så videre.  I det scenario er der ingen dumme spørgsmål. Det handler om samarbejde, om tillid til hinanden og om udfordring".

'Hvem vil prøve først?', spørger du. Og efter en kollektiv tøven er der en, der melder sig. Der er rigtig langt ned, når man står der med ryggen ud mod ingenting. Og hele registeret løbes igennem: usikkerhed, nervøsitet, koncentration, kvalme, opkastningsfornemmelse. Og når man så sætter benene på jorden: lettelse og succesoplevelse. Og så vil man gerne prøve igen!"

"Jo mere du kan involvere dem, jo mere engagerede er de og jo mere vil de, når de oplever succes. Også når det er svært. De oplever, at anstrengelse betaler sig, og at succes avler succes!"

"Den gode undervisning er den, der får eleverne til at prøve igen, at ville prøve nye udfordringer. Ved at kombinere lærererfaringer med det, som vi ved fra forskningen, kan vi finde frem til det, der virker bedst".