Sådan indledte professor Ole Sejer Iversen DLF's forskningskonference i Nyborg med et oplæg om, hvordan folkeskolen skal arbejde med digital dannelse og svarede på spørgsmålet om, hvordan det står til med den danske folkeskole.

Forskningskonferencen foregår over to dage og en stor del af uddannelsesverdenen deltager.

Ole Sejer Iversen er professor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet og forsker i øjeblikket på Stanford University i Californien. Han følger den digitale udvikling, som foregår i rivende hast i Silicon Valley og mener, vi står foran en digital revolution, som vil føre til store forandringer. Men han er ikke it-determinist:

"Fremtiden i min verden er ikke noget, der kommer. Det er noget, vi skaber sammen. Og hvis den digitale teknologi er det, vi skaber verden med, så skal vi invitere vores folkeskolebørn indenfor, så de kan forstå den verden", sagde han.

Han talte for, at der i hvert fald i en overgang bør undervises i kodning i folkeskolen, så eleverne får det nødvendige sprog til at forholde sig til de algoritmer, som anvendes i den teknologiske udvikling. Ellers kan de ikke præge den, var hans pointe.

Han kom med et eksempel på, hvordan der er udviklet en algoritme, som kan vejlede politiet i USA i, hvem de skal vifte ind til siden og undersøge nærmere, når de patruljerer på vejene. Algoritmen bliver udviklet på kendt materiale og reproducerer derfor de fordomme, som betjentene har i forvejen. Pointen er, at ingen stiller spørgsmålstegn ved, om det er en etisk og fornuftig måde at patruljere på, forklarede Ole Sejer.

Professor: Rent lotteri om danske børn får teknologiforståelse  

Hvad er en algoritme?

Men for at stille den slags spørgsmål og tage stilling, skal eleverne allerede fra folkeskolen lære, hvordan en algoritme udvikles.

"Digital teknologi skubber til vores samfundsinstitutioner,  vores demokrati og vores demokratiopfattelse. Derfor er indsigt i algoritmer og it er en forudsætning for demokratisk deltagelse og samfundsfrigørelse", sagde han.

Han satte spørgsmålstegn ved, om folkeskolen i dag klæder eleverne godt nok på til at sætte eleverne i stand til at tænke kritisk, når det gælder digital udvikling. Han har selv været leder af et projekt, som over tre år har forsøgt sig med en undervisning, hvor eleverne trænes til at stille spørgsmål og arbejde med stoffet - og derefter stille nye spørgsmål. Svarene er mindre interessante. 44 skoler, 12.000 elever og 1160 lærere og pædagoger har været med i projektet.

For eksempel arbejdede to 9.-klasse-piger med en kodningsopgave, hvor de trænes i at træffe valg og fravalg undervejs. Bagefter begyndte de at stille spørgsmålstegn ved, hvordan Snapchat fungerer og undre sig over, hvordan den er bygget op, og hvorfor der var truffet de valg, der er, fortalte Ole Sejer Iversen.

"It kommer også til at skubbe til vores undervisning. For eksempel er der nu kodeprogrammer, hvor man koder med ord og på den måde bygger noveller op. Det er især piger, som er glade for det, og de vokser med eksplosiv hast", siger han.

Debat: Hvem skal undervise i it i folkeskolen? 

Det handler ikke om at købe isenkram

Ole Sejer Iversen mener, at debatten ofte blander æbler og pærer, når det gælder it i undervisning. Han fremhævede, at der er flere vinkler på digitalisering i folkeskolen: Blandt andet it som værktøj (iPads og andre teknikker), it som fagstof (viden om it) it som forståelsesramme (hvor man stiller spørgsmålstegn ved de forandringer, som digital teknologi skaber i samfundet) - og it som frigørelsesramme, hvor man kan tænke til helt nye udviklinger. Han mener, at skolerne alt for ofte arbejder med digitalisering som et løsrevet eksperiment eller som teknologi-træning.

"Implementering af it er ikke blot indkøb af digitale resurser. Det er først og fremmest en pædagogisk/didaktisk proces. Og lærere, pædagoger og skoleledere spiller den afgørende rolle", sagde Ole Sejer Iversen.

Han oplever, at lærerne gerne vil, men at de støder på problemer:

Lærerne oplever, at de har manglende indsigt i digital teknologi, manglende indsigt i kompleks problemløsning, manglende autoritet, når der undervises i digital teknologi og manglende kontrol over undervisning.

"Så den ømme tå er: Hvem skal uddanne lærerne i digitale teknologi og kompleks problemstilling" sagde han.

Kan man sige 'nej tak'

Det var da også den manglende it-undervisning i læreruddannelsen, som en stor del af debatten i salen efter oplægget kom til at handle om. Men efterlyste også om det ikke er muligt at sige 'nej tak'.

Ole Sejer Iversen:

"Ideen om, at man ikke selv kan bestemme, er spændende. Jeg siger ikke, at man ikke selv kan bestemme. Jeg siger, at man skal have et sprog for selv at kunne bestemme. Man skal have gode faglige argumenter for at vælge fra eller til. Jeg hører rigtig tit, at teknologien er et tog, der kører. Men der kører kun de tog, som vi selv sætter på skinner. Så jeg argumenter for, at du som lærer sammen med børnene skal sætte jer op i førerhuset. Faren er, hvis vi betragter det som et tog, og ikke som noget som vi selv skaber", sagde han.

Forskningskonferencen har flere oplæg og fortsætter i morgen. Der er deltagelse fra både forskere, professionshøjskoler, politikere, KL, Undervisningsministeriet og lærere fra kredse og hovedstyrelsen i DLF.

I sin indledning sagde formanden for DLF, Anders Bondo Christensen da også, at det netop er i treklangen mellem forskere, praktikere og politikere, at folkeskolen udvikler sig.

Han mener, at det at styrke lærerprofessionen er et afgørende element i at styrke folkeskolen. Han lagde dog ikke skjul på, at det, som rykker for lærerne er, når der er en forsker ude i klassen:

"Kvantitativ forskning - det er måske godt til at træffe politiske beslutninger, men for de fagprofessionelle er det, som rykker, at der har været en forsker ude at se på, hvad der sker i klassen", sagde han. Han informerede også om det nye forskningstillægget i fagbladet Folkeskolen og samarbejdet med Aarhus Universitet om at udsende små forsker-bøger i serien "Pædagogisk rækkevidde" til lærerne som to andre tiltag, DLF har iværksat for at få formidlet forskningen ud til praktikerne.

Forskning, der kan gro i skolen