Forskere fra Roskilde Universitet har undersøgt de pædagogiske praksisser og erfaringer med at skabe læring, trivsel og udvikling for børn og unge med forskellige funktionsnedsættelser på tre specialinstitutioner i Region Sjælland, nemlig Skolehjemmet Marjata ved Præstø, Himmelev Behandlingshjem ved Roskilde og Specialcenter Sigrid Undset i Kalundborg

Der sker noget, når man viser, hvad man kan

Det politiske mål om at reducere antallet af elever, der går i specialskole, får forskerne til at konkludere at børn med funktionsnedsættelser kan få et bedre livsforløb, lære mere og opnå større sociale kompetencer, hvis folkeskolens lærere og pædagoger bliver bedre til at samarbejde med deres kolleger på specialskoler.

"Det er tydeligt, at specialskolernes pædagoger, ergoterapeuter og lærere udveksler erfaringer så tæt på praksis som muligt. Der sker noget, når man viser hinanden, hvad man kan. Det kan man overføre til lærere i folkeskolerne ved at gøre specialskoler til videnscentre om, hvordan man kan rumme elever med funktionsnedsættelser i undervisningen", siger Jesper Holm, som er lektor i miljø og sundhedsfremme på Roskilde Universitet og leder af forskningsprojektet "Sundhedsfremmende pædagogik i hverdagskulturen".

Måltal for inklusion skaber sin egen logik

Erfaringsudvekslingen kan for eksempel ske ved at lade speciallærere indgå som konsulenter i folkeskolen, at sende folkeskolelærere på efteruddannelse på specialskoler og at lade lærere med ansvar for inklusion og specialundervisning danne netværk med kolleger fra specialskolen, foreslår forskerne. Men det kræver, at man tænker på en ny måde.

Rejsende i inklusion

"Folkeskoler og specialskoler lever ofte i hver sin verden. Når der kommer måltal for, hvor mange elever der skal inkluderes i folkeskolen, får det sin egen logik. Nogle steder fører det til et samarbejde mellem specialskolen og de lokale folkeskoler, men andre steder ser specialskolen sig selv som truet, fordi den mister elever", siger Jesper Holm.

Forskerne har haft fokus på at beskrive den pædagogiske praksis på de tre specialinstitutioner og har fundet ud af, at specialskoler mangler et sprog til at kunne fortælle, hvad de kan.

"Der opstår en indforstået familiekultur på specialskolerne, som bæres af en stærk omsorg, og så får de ikke kommunikeret deres kompetencer ud", siger Jesper Holm.

Specialskolerne skal have at vide, at de er ønskværdige

Det er ikke kun specialskolernes skyld. Regioner og kommuner mangler også at invitere dem til at byde ind med deres kompetencer.

"Specialskolerne skal have at vide, at de er ønskværdige. Som udgangspunkt har de ikke overvejet at skulle fungere som videnscentre, men som skolelandsskabet har udviklet sig, står det klar, at de sidder med kompetencer, som bør bringes i spil. Lærere i folkeskolen kan lære af, hvordan deres kolleger på specialskoler skaber den struktur, rytme og forudsigelighed i undervisningen, som også har betydning for resten af klassen", siger Jesper Holm.

Forskerne påpeger, at det tager flere år at opbygge en specialpædagogisk praksis og et miljø, som kan rumme udsatte børn, så de oplever trivsel og dermed bliver i stand til at lære.

"Det er uhensigtsmæssigt at opløse fagligheden på området ved at overflytte børn til folkeskolen, inden den tilsvarende faglige kompetence har nået at aflejre sig hos lærere og pædagoger i folkeskolen", siger Jesper Holm.

Lærere står i et krydspres mellem forældrene

Det havde været bedre at bygge kompetencerne systematisk op gennem et særligt fokus i udvalgte regioner og høste erfaringer, som andre kunne lære af.

"Udviklingen er gået for hurtigt. Det er synd for de folkeskolelærere, der står i et krydspres mellem forældre, som er utilfredse med, at deres barn ikke er blevet henvist til en specialskole, og de andre forældre, som synes, at eleven med en funktionsnedsættelse trækker niveauet ned. Men dagsordenen er klar: Det nytter ikke at udskille en så stor gruppe elever fra den almindelige folkeskole, som man hidtil har gjort".

Det politiske tog kører, erkender Jesper Holm. Men man understøtter ikke den rummelige skole igennem lærere, forældre og elevers smertefulde erfaringer.

"Det gør man ved at overføre viden fra specialskolerne, og da de fleste ejes af kommuner, bør det kunne lade sig gøre", siger projektlederen..

Elever på specialskoler er ikke nødvendigvis ekskluderede

Ordet inklusion er positivt ladet, så det er svært at være imod den politiske kurs. Samtidig definerer udtrykket alle børn, der ikke går i folkeskolen, som ekskluderede, selv om de trives i specialskolens rammer. Det er et problem, mener forskerne, for der vil være børn, som har brug for at gå på en specialskole.

"At eleverne skulle være ekskluderet er baseret på forestillingen om, at de bliver stigmatiseret af at gå i specialskole. Men disse skoler skaber læring, som kompenserer for elevernes funktionsnedsættelser, så i stedet for inklusion kunne vi sige den rummelige skole. Det udtryk omfatter både folke- og specialskoler", siger Jesper Holm og tilføjer, at inklusion betyder, at man er integreret i et fællesskab, men at det ikke nødvendigvis behøver være i folkeskolens regi.

"Man er nødt til at anerkende, at nogle børn og unge har brug for en vis afskærmning for at kunne inkluderes på deres egne præmisser", siger Jesper Holm.

Læs rapporten "Sundhedsfremmende pædagogik i hverdagskulturen" via linket til højre.