Lærer Lars Buchardt sad med morgenkaffen, sin kone og datter
ved spisebordet, da han i slutningen marts sidste år lidt over syv om morgenen åbnede mailen fra
skolelederen. Budskabet var ikke til at tage fejl af.
”Jeg fik morgenkaffen galt i halsen. Jeg sagde til min kone,
at jeg var en af dem, som ikke skulle fortsætte på skolen. Hun er familiesammenført
med mig fra Ukraine. Så hun reagerede ikke særlig godt. Hun kender godt
betingelserne for familiesammenføring”, siger Lars Buchardt.
Det var fem måneder før Lars Buchardts 25-års jubilæum som lærer på Abildgårdsskolen i Odense, i dag Odinskolen. Forklaringen i mailen lød, at han manglede ”kvalifikationer/kompetencer
under hensyntagen til skolens samlede drift og virke”.
Han var ikke den eneste, der denne morgen havde fået en mail
fra skoleledelsen. Faktisk skulle hele hans team møde hos skolelederen kort
efter.
Lars Buchardt havde ikke brug for at få begrundelsen pindet mere ud.
”Du behøver ikke konkretisere mere”, sagde han til
skolelederen, da han mødte ind samme morgen.
På besøg på andre skoler
Det var lige før påskeferien, og alle lærere i Odense, som var blevet prikket, skulle først møde op på skoleforvaltningen, og dernæst kunne de tage på besøg på de skoler, som kom til at mangle lærere.
”Så stod vi der omkring 20 lærere, og der var seks ledige
stillinger i kommunen”, fortæller Lars Buchardt.
”Jeg synes, jeg blev taget godt imod ved de skoleledere,
jeg var ude at snakke med. De var kede af det på mine vegne, men de tog
rigtig godt imod mig”, siger Lars Buchardt.
Men han kunne ikke gå på arbejde efter påskeferien, så han
sygemeldte sig.
”Jeg var bitter, jeg var vred og rasende. Jeg synes, det var
fuldstændigt uretfærdigt. Det var en form for afmagt, fordi jeg ikke selv havde valgt, at jeg skulle flytte”, siger han. ”Det var ikke bare en belastning for
mig. Det var også en belastning for min familie. Familiesammenføring afhænger
af, at jeg har et job med en vis indtægt. Så det ville være slemt, hvis jeg
skulle gå ledig”.
Han synes også, at det var svært at skulle sige farvel til elever
og kolleger.
Et team blev prikket
”Vi havde fået at vide, at der var overtallige lærere på
skolen cirka to uger før. Selv om hjertet røg helt op i halsen på mig, da
beskeden kom, så kom det alligevel ikke som den helt store overraskelse. De har
prikket nogle på skolen hvert eneste år”, siger Lars Buchardt.
”Vi var fire overtallige. Det helt groteske var, at tre af os var ét team, der blev prikket. Og der var ikke klasser, der skulle slås sammen”.
Det viste sig, at det var godt at være fire i processen.
”Vi har efterfølgende fået et rigtig godt venskab”, siger
Lars Buchardt.
Da han havde besøgt nogle skoler, skulle han skrive kompetencepapirer
og prioritere de tre skoler, han helst ville være på.
”Så gik der små tre uger, så fik vi at vide af vores gamle
skoleleder, om vi havde fået et job”.
”De tre uger kunne jeg ikke arbejde. Jeg var totalt
groggy. Jeg følte ikke, at jeg havde noget til overs for skolen. I 25 år har
jeg ikke haft en sygedag og passet mit arbejde dag ind og ud. Jeg følte ikke,
jeg skyldte den skole noget. Men jeg følte, jeg skyldte børnene noget. Så jeg
startede på skolen igen i maj”.
Nye tider
Lars Buchardt fik ansættelse på sin førsteprioritet, Sanderumskolen.
”Jeg har faktisk for 10-12 år siden søgt den samme stilling”, fortæller Lars Buchardt. ”Det var en stilling i heldagsafdelingen, som jeg fik, selv
om jeg altid har været almenlærer. Men jeg har arbejdet med udfordrede
børn i Vollsmose, så det var rimeligt konkret at gå til. Jeg startede på
Sanderumskolen ugen før sommerferien, som er en forberedelsesuge, så jeg kom
stille og roligt i gang”.
Lars Buchardt føler, han er blevet taget rigtig godt imod
sine nye kolleger.
”Jeg har nogle rigtig søde og hjælpsomme kolleger, som også
forstår, hvordan jeg har haft det med at blive prikket. Fra dag ét har jeg godt
kunne lide mit nye arbejde. Der gik lige et par måneder, hvor jeg var lidt
pigefornærmet eller måske bitter, men det er lagt fuldstændig på hylden nu”.
Han fejrede sit 25-års jubilæum med sine kolleger fra den
gamle skole hjemme i haven, og så blev hans officielle jubilæum holdt
på den nye skole med nye kolleger.
I dag mener han, at forflyttelsen er det bedste, der er sket
i hans lærerliv.
”Det er godt at se noget andet. Jeg bliver udfordret på en
anden måde og går ikke bare i den samme trummerum. I det perspektiv er det
godt. Det har det været ren win-win for mit vedkommende. Jeg bærer ikke nag over
for min gamle skole. Det gjorde jeg i starten. Nu er jeg fuldstændig videre”.
