”Hvis man lader som ingenting, så løber eleverne ud af klassen og fiser rundt, og hvis man viser film eller fortæller historier, så kan de ikke koncentrere sig om at spise. Så det er en rigtig god udfordring, lærerne står med”.

Sådan siger Karen Wistoft, der er docent på Københavns Professionshøjskole, og som blandt andet har forsket i madkultur i grundskolen i Norden. Hun har i årenes løb studeret rammerne for skolers spisepauser, som ikke altid forløber helt optimalt.

En undersøgelse på fem skoler på Sjælland og i Jylland, som hun var med til at udgive i 2018, viste, at knap to tredjedele af de adspurgte elever var sultne i løbet af skoledagen. Hun følger forskningen på området, og billedet har næppe ændret sig i dag, vurderer hun.

Det går hårdt ud over koncentrationsevnen, når børnene er sultne, og derfor har det stor indflydelse på lærernes kerneopgave – undervisningen

Karen Wistoft, docent på Københavns Professionshøjskole

”Sultne elever er et problem, for det går hårdt ud over koncentrationsevnen, når børnene er sultne, og derfor har det stor indflydelse på lærernes kerneopgave – undervisningen”, siger Karen Wistoft.

Lærernes håndtering af spisepausen til frokost er en del af løsningen, hvis man spørger Karen Wistoft og kollegaerne bag undersøgelsen. I rapportens opsummerende afsnit lyder den allerførste fremhævede konklusion således:

Guide

Sådan får du mad i elevernes maver

”Observationer af klassernes måltidspraksisser (…) bevidner, at der er store forskelle på, hvordan måltidet afvikles både skoler og klasser imellem. Disse forskelle bygger sjældent på klare pædagogiske eller mad- og måltidspolitiske agendaer, men på de praksisser, som de enkelte klasser (og deres lærere) nu engang har udviklet”.

Karen Wistoft er derfor stor fortaler for, at skolerne hjælper lærerne med opgaven, men hun erkender samtidig, at det nok er lettere sagt end gjort:

”Det ville være fantastisk, hvis skolerne havde en ambition om at skabe meningsfulde fællesskaber igennem måltiderne. Men det er jo noget, man skal investere i som skole. Skolerne skal finde ud af, hvordan man får skabt nogle hyggelige fysiske rammer, og hvordan man forklarer lærerne, at de ikke må skælde ud, når eleverne spiser for langsomt eller for lidt”.

En tid med nærvær

På Hammershøj Skole i Viborg mener lærer Mette Ellegaard Roed selv, at hun har fundet en god praksis for spisesituationen, der ikke bare får eleverne til at spise madpakkerne, men også styrker klassefællesskabet.

”Jeg synes, at sociale medier fylder for meget i børnenes hverdag og til dels også i skolen. Så i spisepausen skal det handle om nærvær”, siger Mette Ellegaard Roed.

På hendes skole er der sat henholdsvis fem og ti minutter af til spisning i ti-pausen og inden det store frikvarter. Mette Ellegaard Roed synes dog, at spisepauserne er så vigtige, at hun afslutter undervisningen fem minutter før begge pauser.

Mens eleverne finder deres mad frem, taler hun indimellem med dem om oplevelser, de har haft, eller som de glæder sig til. Men allerførst tager hun altid en runde, hvor hun spørger alle eleverne, hvad de skal lave i det kommende frikvarter.

I spisepausen skal det handle om nærvær. Jeg snakker med dem om, hvor de går hen i frikvarteret, hvad de laver, og hvem de er sammen med.

Mette Ellegaard Roed,
lærer på Hammershøj Skole

”Jeg snakker med dem om, hvor de går hen i frikvarteret, hvad de laver, og hvem de er sammen med. På den måde ved alle, hvor alle er”, fortæller hun. Undervejs i snakken om de kommende fodboldkampe og legeaftaler kommer det også frem, hvis en eller flere elever ikke har noget at tage sig til i pausen.

”Så spørger jeg de andre i klassen, om de har nogle forslag til, hvad man kan lave. Det kommer der mange forslag ud af, og eleverne er også blevet supergode til at invitere hinanden med i aktiviteter. Det er ikke altid, at eleven tager imod tilbuddene, men det gør noget godt ved relationerne, når man bliver inviteret”, siger læreren, der også ser flere konkrete positive effekter.

”Tidligere var der en del konflikter i fri- kvartererne, som vi så skulle bruge tid på at løse i timen, og dem ser jeg ikke så mange af mere”, siger hun.

Madordning eller madpakker?

At spisesituationen har stor betydning for både læring og trivsel, er de også nået frem til på Læsø. Skolen på Danmarks nordligste ø har nemlig indført gratis skolemad, og her efter det første skoleår er den fælles madordning – hvor lærere og pædagoger spiser med børnene – blevet evalueret af forskere fra Københavns Universitet.

Eleverne spiser, lyder konklusionen, og lærerne kan konstatere ”væsentlige læringsmæssige gevinster, og at den fælles frokost har ført til et bedre socialt og undervisningsmæssigt klima i klasseværelset”.

Skolemad var igen på den politiske dagsorden i foråret, og debatten kører stadig. Karen Wistoft har tidligere stillet sig kritisk over for fælles skolemadsordninger, fordi hendes erfaringer fra forskning i flere lande var, at eleverne ikke spiste fællesmaden.

”Det var jo bundhamrende dårlig mad”, fortæller forskeren, der desuden mente, at madpakken var en vigtig mulighed for forældrene til at vise omsorg med et kærligt aftryk i madpakken. I dag har hun dog forladt begge argumenter. Skolemaden i Danmark er blevet mere børnevenlig, og hvor forældrenes madpakker skærper blikket på det enkelte barn, giver den fælles spisesituation fokus mod fællesskabet, forklarer hun.

”Fællesskabet er godt for, at børn spiser maden, og at dele enten mad eller smagsoplevelser hjemmefra er godt for fællesskabet”, siger Karen Wistoft og peger på, at forskning viser, at børn spiser mere og mere varieret, hvis de deler maden og spiseoplevelsen med deres klassekammerater. Og det kan sagtens lade sig gøre, selvom maden kommer fra madkassen.

Bachelorprojekt

Frokostpausen er også vigtig for elevernes dannelse

”Man kan lave nogle spisetricks, hvor man beder eleverne på skift fortælle hinanden, hvad de har med i madpakken. Hvis den sociale ulighed er for stor, kan man overveje, om de kan tale om noget andet. Det kan være, at de har noget med, som de andre skal smage, eller at de kan fortælle om, hvem de har spist med til aftensmad”, siger Karen Wistoft.

Hun minder samtidig om, at eleverne ikke må opleve et tidspres, når de spiser. For hvis de presses til at spise hurtigt eller til at spise op, kan det medføre, at de udvikler modstand mod at spise i skolen. I forlængelse af det har forskeren endnu et forslag:

”Det er også en god ide, hvis læreren spiser sammen med eleverne, så lærerens behov for selv at få frokost på lærerværelset ikke skaber et unødigt tidspres”.