Nytter det at give fagligt og socialt svage elever særlig undervisning? Eller er det spild af penge?

To oplagte spørgsmål, når omkring 20 procent af folkeskolens resurser går til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Og ja, investeringen giver afkast. Også når støtten er på under 12 ugentlige timer.

I 84 procent af tilfældene får eleven styrket sin personlige, faglige og sociale udvikling. I 13 procent har indsatsen en neutral effekt, mens kun to procent er blevet dårligere. Det viser den første undersøgelse i nyere tid af effekten af den specialundervisning, der gives til elever i normalklasser.

»Vi havde frygtet det klassiske billede, hvor hver tredje elev enten går frem, bliver stående eller har tilbageskridt. Men resultatet er meget mere positivt. Langt de fleste har faglig fremgang«, siger Niels Egelund, leder af undersøgelsen og professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

De undersøgte elever er fra 3. til 6. klasse og har blandt andet indlæringsvanskeligheder, ADHD og socio-emotionelle vanskeligheder. Resultaterne bygger primært på klasselærernes vurdering. Specialundervisningen er så mangfoldig, at ikke to skoler har ens tilbud. Støtten varierer hen over året og afhænger af elevens vanskeligheder. Men ofte kombinerer skolerne støtte i klassen med undervisning i støttecentret og supervision til lærerne.

»Bortset fra få undtagelser betyder formen ikke så meget, hvis bare lærerne er dygtige og kender til specialundervisning. Jo mere handicappet en elev er, desto større er behovet for viden«, siger Niels Egelund.

Både støttelærere og lærerne i klasserne skal kende til specialpædagogik.

»Lærerne skal både kunne differentiere undervisningen og formå at udnytte støttelæreren. Derfor skal de forstå elevens behov og reaktioner. De står trods alt alene med eleven størstedelen af tiden«, siger Niels Egelund.

Støttelæreren skal komme udefra

Det giver dårlige resultater, når specialundervisningslærerne ikke kender til specialpædagogik. Når specialundervisningen bliver aflyst, fordi specialundervisningslærerne sættes ind som vikarer. Og når timerne i specialundervisning automatisk tildeles som tolærertimer.

»I tolærerordninger har det en højere effekt, når støttelæreren kommer fra støttecentret. I mange år har man ment, det var bedst med en lærer fra klassens team, så for eksempel matematiklæreren var støttelærer i dansk. Det er en populær model, også af skematekniske årsager, men matematiklæreren er sjældent uddannet i specialpædagogik. Desuden føler hun sig ikke som støttelærer, fordi hun kender børnene og rutinerne i klassen«, siger Niels Egelund.

Det giver sig udslag i, at støttelæreren bistår med hele klassens arbejde, så støtten går ikke specifikt til den svage elev.

»Hun ender ofte med at gå til hånde for dansklæreren. Desuden er det svært for en matematiklærer at komme med forslag til forbedringer i dansk«.

Tolærerordninger kan være effektive, men det kræver en klar rollefordeling.

»Det sker hyppigst, når støttelæreren kommer fra støttecentret, og klassen efter en introduktion deles op i to, hvor det lille hold består af fire elever med særlige behov, som får glæde af en tættere og mere specialiseret kontakt med støttelæreren. Eller når en AKT-lærer tager hånd om en elev, som har svært ved at koncentrere sig«, konstaterer Niels Egelund.

Lærerne skal anerkende, at kollegerne i støttecentret er specialister.

»De skal kunne rådgive den erfarne matematiklærer om strategier og materialer, uden at han siger: 'Du skal ikke fortælle mig .'«.

Specialundervisning og dansk som andetsprog skulle ligge før eller efter skoletid, mente Ulla Tørnæs (Venstre), da hun var undervisningsminister. Nu viser det sig, at det ikke gavner eleverne.

»Måske skyldes det, at børnene er trætte. Til gengæld virker det at sende elever til undervisning uden for klassen, for eksempel en til en-undervisning i tre uger, og det kommer bag på os. Vi har fokuseret på, at eleven bliver isoleret fra klassens sociale miljø, fordi vi troede, han ville sidde i støttecentret og tænke på alt det spændende, han gik glip af. Men han kan bedre koncentrere sig i det særlige miljø med en særlig lærer og oplever det som en god støtte«.

Læreren skal motivere de svage elever

Selv om særlige indsatser altovervejende fører til fremgang, fungerer de svage elever relativt dårligt. 57 procent af dem laver kun »af og til« eller »aldrig/sjældent« skolearbejdet korrekt. Alene det giver et indtryk af de vanskeligheder, eleverne har, og som lærerne står med i undervisningen, mener Niels Egelund.

»Svage elever hører sjældent til blandt dem, der har det bedst med at gå i skole, så det er naturligt, at flertallet ikke anstrenger sig. Men netop det, at nogle af dem gør, er en opfordring til lærerne om at motivere alle svage elever til at yde en indsats. Kan lærerne så få forældrene til at hjælpe til, vil de nå langt. Men opgaven er ikke ligetil«, erkender han.

Man må ikke glemme, at de øvrige elever også viser fremgang, så gabet mellem eleverne vil enten bestå eller øges over tid.

»Det kan være irriterende, men hvis man bare har én chance for at få svage elever bedre med, skal den udnyttes. Derfor kan politikerne glemme enhver tanke om at spare specialundervisningen væk. Det er den pris, vi må betale for et skolevæsen, hvor alle har en chance for at tage afgangsprøve«, siger Niels Egelund og understreger, at specialundervisning ikke er et nyt fænomen.

»Dens historie rækker lige så langt bagud som folkeskolen, men vi stiller flere krav til den i dag, fordi alle skal have en uddannelse, og behovet bliver næppe mindre. Vi kan ganske vist dæmme op for det ved at fokusere på læsevanskeligheder og social adfærd allerede i børnehaveklassen eller endnu bedre i dagtilbuddene. Men der vil altid være elever, som har brug for støtte i skolen«, siger Niels Egelund.

Fakta om undersøgelsen

»Effekter af specialundervisningen« blev indledt i 2005 og består af tre ben.

Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) står i spidsen for den samlede undersøgelse og for delprojektet »Effektunder­søgelse af indsatser over for børn med lettere vanskeligheder eller handicap«. I første fase undersøgte forskerne 11 udvalgte skoler for at afdække den variation i specialundervis­ningen, en tidligere undersøgelse har vist. Anden fase fandt sted i 3. til 6. klasse på fire skoler i fire kommuner. I alt går der 889 elever i klasserne, hvoraf de 95 har særlige behov. Elever og klasselærere har svaret på spørgeskemaer, klasse­lærerne er blevet inter­viewet, og forskerne har observeret og vurderet undervisningen.

Andet delprojekt har lektor Susan Tetler fra DPU som ankermand og ser på specialundervisning til 26 sværere handicappede elever, som er inkluderet i forskellig grad. Projektet fortæller om indsatsen ud fra lærernes, forældrenes og elevernes perspektiv.

Tredje delprojekt følger 128 unge fra specialklasser og specialskoler, der forlod folkeskolens afgangsklasser i 2006 eller 2007. Undersøgelsen gennemføres af Anvendt Kommunal Forskning, AKF, og bliver færdig sidst på året. Men allerede for et år siden viste en rapport, at stort set alle de unge har været glade for at gå i et specialtilbud, og at de er kommet videre i uddannelsessystemet, typisk på en specialskole af en art. Læs mere om undersøgelsen på akf.dk

Alle tre delprojekter støttes af Strategisk program for Velfærdsforskning, som i 2004 blev tildelt knap 100 millioner kroner på finansloven. Første og andet delprojekt er netop udkommet:

»Effekter af specialundervisningen - Pædagogiske vilkår i komplicerede læringssituationer og elevernes faglige, sociale og personlige resultater«, redaktion: Niels Egelund og Susan Tetler, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 330 sider, 298 kroner.

Eleverne efterlyser hjælp fra forældrene

Det er ikke læreren, der står for skud, når svage elever kommer med bud på, hvad der kan hjælpe dem til at blive bedre i skolen. De retter blikket mod deres forældre.

Forskerne bag undersøgelsen om effekten af specialundervisning har bedt eleverne forholde sig til 25 udsagn: Syv om læreren, ti om forældrene, tre om kammeraterne og fem om dem selv. Eleverne mener, det vil gavne deres skolegang, hvis forældrene læser flere lektier med dem og fortæller, hvad de skal blive bedre til. De skal sige, når det lykkes børnene at blive bedre.

Det vil også hjælpe, hvis forældrene bruger mere tid sammen med deres børn, lytter mere til dem, giver dem færre pligter og sørger for, at de bruger mindre tid ved computeren, mener børnene.

Kammeraterne kan hjælpe ved at være mere stille, og de svage ­elever mener selv, de kan lytte mere efter, hvad læreren siger, og deltage mere i timerne.

Ikke ét af de syv udsagn om lærere antyder, at de kunne være mere effektive i elevernes øjne. Det skyldes formentlig, at de er professionelle og gør det, der skal til, vurderer professor Niels Egelund.

»Vi havde frygtet det klassiske billede, hvor hver tredje elev enten går frem, bliver stående eller har tilbageskridt. Men resultatet er meget mere positivt«. Niels Egelund, professor, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole»Indsatser over for specifikke indlæringsvanskeligheder har den største positive effektvurdering. Herefter kommer indsatser over for generelle indlæringsvanske­ligheder, og lavest effektvurdering forekommer i forhold til socio-emotionelle vanskeligheder«. Fra rapporten om effektundersøgelsen»Det kan være irriterende, men hvis man bare har én chance for at få svage elever bedre med, skal den udnyttes. Derfor kan politikerne glemme enhver tanke om at spare specialundervisningen væk. Det er den pris, vi må betale for et skolevæsen, hvor alle har en chance for at tage afgangsprøve«. Niels Egelund, professor Danmarks Pædagogiske Universitetsskole