Elever med ADHD kan ikke koncentrere sig, og børn med autisme kan ikke samarbejde. Alligevel kan de sidde i timevis foran computeren og spille spil - og gerne sammen med andre.

»I skolen bruges computeren oftere som belønning end til kommunikation, selv om mange børn med funktionsnedsættelser vil have gavn af, at lærerne inddrager den i undervisningen«, siger lektor Susan Tetler fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Hun står i spidsen for en undersøgelse af, hvordan specialundervisningen til 26 sværere handicappede elever virker. Eleverne er blinde eller har ADHD, forstyrrelser inden for autismespektret, omfattende læsevanskeligheder, generelle indlæringsvanskeligheder eller cerebral parese, der er en form for spastisk lammelse. Nogle er enkeltintegrerede, andre går i specialklasse eller specialskole.

»Børnene har en god, positiv selvopfattelse. En lang række undersøgelser viser ellers det modsatte, men de handler stort set alle sammen om lidt ældre elever. Vi har spurgt elever fra 1. til 4. klasse, og deres svar viser, at lærerne er gode til at skabe rammer for børnene, så de oplever sig som værdifulde«, siger Susan Tetler.

Derfor kan forskerne koncentrere sig om, hvordan man kan højne den faglige standard. En afgørende byggesten er it.

»Eleverne har computere til rådighed, men lærerne ved ikke, hvordan de kan bruge dem til at udvikle elevernes faglige og sociale kompetencer. Der mangler nogen til at være på forkant med den teknologiske udvikling, og der mangler et fintmasket supportsystem for lærere og elever«, siger Susan Tetler.

Det er dog ikke lærernes ansvar, at der mangler support.

»Lærerne er engagerede i eleverne, men de siger selv, at de famler i blinde og må prøve sig frem. Det gælder også på specialskolerne. De er lidt bedre stillet end almindelige folkeskoler, men deres elevtal er eksploderet, og når de rekrutterer lærere, lider de under, at specialundervisning ikke har været et linjefag i læreruddannelsen i 25 år«, siger lektoren.

Elevernes støttefunktion er også en akilleshæl. Mange støttepersoner er ansat for et år ad gangen, så der er stor udskiftning.

»Den viden om it, der findes hos støttepersonerne, forsvinder hele tiden, og det tager tid for afløseren at sætte sig ind i det, samtidig med at hun skal etablere et tillidsforhold til eleven«.

Støttelæreren må ikke klæbe

Dybest set har faglæreren ansvaret for undervisningen af den handicappede elev, men det ansvar uddelegeres i mange tilfælde til støttelæreren. Konsekvensen er, at eleven ofte bliver ekskluderet fra den almindelige undervisning.

»Når faglæreren ikke tænker eleven ind i sin undervisning, fører det let til hovsa-løsninger, hvor eleven og støttelæreren bliver nødt til at arbejde for sig selv. Der opstår to parallelle undervisningsforløb i klassen«, siger Susan Tetler.

Støttefunktionen bør integreres i planlægningsarbejdet for hele klassen, men ofte får støttepersoner ikke forberedelsestid. Især ikke hvis det er en pædagog eller en anden ikke-læreruddannet.

I andre tilfælde er støttepersonen selv årsag til, at den handicappede elev ikke bliver en del af klassen. Det sker, når hun klæber sig op ad eleven, måske for at vise, at der er brug for hende. Eller fordi hun ikke tror, at han kan selv eller sammen med de andre elever.

»Eleven får en tillært hjælpeløshed, fordi han vænner sig til at have en sekretær eller bodyguard«, siger Susan Tetler, der har eksempler i sit materiale på en balanceret støtte.

»Her tænker støttepersonen hele tiden over, hvordan hun skal agere for at skabe rum til eleven, for eksempel ved at forberede ham på hans rolle i et bestemt forløb og sørge for, at der opstår situationer, hvor han kan bidrage med noget godt. Når det fungerer, trækker hun sig tilbage, men hun er parat til at træde til, hvis der opstår problemer«, fortæller Susan Tetler.

Samtidig åbner støttepersonen for, at klassens lærere kan komme i kontakt med eleven, og det er ret afgørende.

»Hvordan skal de ellers lære elevens behov at kende, så de kan tænke ham ind i deres undervisning?«

Henrik Stanek