Tag til Ghana og undervis
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Annie Ebba Nilsson er lærer på specialafdelingen på Rønnevangsskolen i Taastrup. Sidste år var hun en uge i Nwodua i Ghana som udvekslingslærer. Inden da havde hun haft en ghanesisk lærer på udvekslingsbesøg:
Hvad har du fået ud af lærerudvekslingen?
»Det har givet mig meget både personligt og som lærer. Jeg havde besøg af en 34-årig ghanesisk lærer, der aldrig havde været væk fra sin landsby. Han vidste ikke, hvordan man bruger et toilet eller en seng. Det var så grænseoverskridende, at det krævede noget helt specielt af mig. Jeg arbejder jo som lærer i specialafdelingen, og der går jeg jo også ind og skal forholde mig til noget fremmedartet, så det var lærerigt«.
Hvad oplevede du i Ghana?
»Jeg boede hos læreren i landsbyen i en lille lerhytte, hvor vi sov på gulvet. Jeg fulgte hans undervisning i landsbyen om formiddagen. Og om eftermiddagen underviste han to timer i en anden landsby på School of Life, hvor børnene i løbet af ni måneder lærer at regne og læse gratis. Det var meget spændende at se, hvad de kan gøre i et meget fattigt område. Samtidig er det også meget inspirerende at opleve den livsglæde og overlevelseskraft«.
Hvad har det kostet dig?
»Omkring 20.000 kroner med billet og vaccinationer og så videre«.
Andre lærere får nu også chancen for samme lærerudveksling til efteråret. Først kommer en ghanesisk lærer på besøg i tre uger. Derefter er der to ugers ophold i det nordlige Ghana, hvor man bor i en landsby og følger undervisningen. Ansøgningsfristen er den 11. april. Yderligere oplysning kan findes på www.ghanavenskabsgrupperne.dk
mrm@dlf.org